Roskilde Prædikener. 12. søndag efter trinitatis

Tekst Søren Schiøler Linck, sognepræst, Bårse-Beldringe Pastorat

Vi ved det godt! Alligevel gør vi det – langt de fleste af os. Vi taler dårligt – ligefrem ondt – til andre – eller endnu værre – om andre – når de ikke er til stede. Og vi ved det godt – det er forkert. Nogle gange det ligefrem føles forkert og man får skyldfølelse – og er nødt til at trække i land.

Andre gange er vi langt mere forhærdede i vores måde at være overfor andre mennesker, at vi ikke ser noget forkert i at tale nedsættende, bagtale dem, vi ikke bryder os om. Dagens prædiken handler om ordets magt – om hvad vi går og siger til andre – eller hvad vi siger om andre. Og det selvfølgelig sat ind i en langt større sammenhæng med Jesu tale om tilgivelse – frelse – dom.

Prædikenen handler om dette: hvad vi siger til andre – er det ondt – så har vi brug for tilgivelse – for at ikke at gå galt i byen – eller rettere gå galt i evigheden! For ifølge bibelen, så er det ikke lige meget, hvad vi får sagt til andre eller om andre.

Der er en konsekvens. Sådan som der altid er det, når man med ordets magt sårer et andet menneske. Men det er en sag i mellem mennesker.

Evangeliet til i dag handler om forholdet mellem Gud og os – og at vi står til regnskab, for det vi siger.
Og det burde da få enhver til at spidse ører, med mindre man er ligeglad.

Ligegyldighed er et vores samfunds største trusler mod fællesskabet. Det at vi ikke bryder os om andre end os selv og lige vores nærmeste familie og venner.

Ligegyldigheden er blevet en del af vores omgang med hinanden – og dermed mister vi også respekten for hinanden – med det til følge at vi kommer til at sige noget, vi ikke skulle have sagt.

Hånden på hjertet: Alle har prøvet det. Det er som et vådeskud – det var ikke meningen – det skete bare … Og enten vi selv affyrede de sårende ord eller det var os selv der stod for skud – så kender vi de ligegyldige ord: Det var ikke meningen …

Men har du først affyret bøssen – så hænger krudtrøgen ved, der er krudtslam i løbet – akkurat som de sårende ord. Det kan godt være, at det ikke var meningen, men man blev ramt og såret. Og det hænger ved.

Og i parentes kunne vi jo latterliggøre den replik ”det var ikke meningen” ved at spørge – hvorfor sagde du det så. Hvorfor sige noget man ikke mener? Det giver ingen mening – og det er vel heller ikke meningen?

Jesus sagde: „For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”.

Sagt med andre ord. Det vi siger, kommer fra os selv – ingen andre. Det er vores ord, gode som dårlige. Og det burde få os til at stoppe op i dag og reflektere over vores eget liv og måden vi taler til hinanden. For Jesus fortsætter og siger: „På dommes dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.”

Pyha – tænker én måske – det var hård kost.

Og ja, det er altid hårdt, når vi mennesker ikke kan finde ud af at opføre os ordentligt. Det har sin pris – og netop deri er det befriende budskab i dag: Vi kan jo vælge at ville det gode. Vi kan vælge at prioritere de gode ord – fremhæve det positive frem for det negative – vælge kærligheden frem for hadet.

Man taler så meget om al den meningsløse vold for tiden – og jo, der er al for meget af den slags vanvid. Men vi skal ikke glemme den meningsløse vold, som dagligt bliver udøvet over andre mennesker i form af ord. Ord der tager til fange og sætter mennesker i et åndeligt fængsel. Og vi ved godt, at det er forkert. Og selvom vi ikke er udøveren, så kan vi vælge at sige fra.

I dagens evangelium er det faktisk alvor. Der er en konsekvens af de tomme ord, de onde ord. Konsekvensen er ikke til at tage fejl af, her tales der ikke om den sårede part, den der blev ked af det.

Nej, her handler det om den, der har forbrudt sig. 
„På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.”

Vi vælger selv – men fælles for alle er, at vi har brug for tilgivelsen. I dagens evangelium er der også mennesker, der har sat sig uden for – som står til at blive dømt på deres ord. De har hævdet, at Jesus ikke har Guds ånd – men er besat af satan. Og det er en alvorlig anklage, det er ord, som har konsekvens, med mindre de bliver taget retur og farisæerne omvender sig – altså vender om og begynder at tro på Gud, sådan som han har vist sig i Jesus. Og her har vi en pointe. For at få tilgivelse, må vi vende om, indse og erkende at vi har fejlet og omvende os. For i tilgivelsen ligger frelsen.

Vi skal begynde at tro på hinanden igen, vi skal begynde at tro på Gud igen – det er troen, der åbner døren til tilgivelsen. Og tilgivelsen rækker os frelsen – eller som der står, at vi skal frikendes – det udtryk kender vi bedre fra vor tids domstole. Enten frikendes man eller man dømmes.

Vi skal vælge at tage imod forsoningens Ånd – tilgivelsens Ånd – Helligånden – og der opleve at vi får en ny start. At vi går fra at være fordømte til frikendte.

Det kræver tro – ind i en verden der er fuld af vantro.

Men det begynder altid med troen. Troen på at det hele nok skal gå – at der er en vej – og at der også i morgen er en dag med nye muligheder og chancer.

For vi lever ikke alene på en øde ø. Vi er en del af hinandens liv på godt og ondt. Og vi skal tage vare på hinanden og tænke over, hvad vi siger til hinanden.

Det handler om anstændighed, respekt og kærlighed. Og det handler om at finde kilden hvorfra vi gang på gang kan tanke op.

I kirken er der kun et sted – og det er på korset – det der skete ændrede hele verdens historien.Og det skete, fordi Gud elskede hele verden, for at intet menneske skulle gå fortabt, men have evigt liv.

Og det står stadigvæk ved magt – resten er op til os. Gud hjælpe os hver især dertil.

Amen.