Roskilde Prædikener. 10. søndag efter trinitatis

Tekst Søren Voigt Juhl, sognepræst, Ørsted og Dåstrup

Vi har hørt, at han til brylluppet i Kana lavede vand til vin. Og vi ved, at han og disciplene drak vin ved det sidste måltid aftenen før korsfæstelsen. Han har nok også drukket et glas eller to, da han sad til bords hos tolderen Zakæus. Og meget har mennesker beskyldt Jesus for at være: Men ligefrem dranker, som det sker i dagens tekst ...

Drankere ved vi jo ellers, hvad er - eller gør vi? På den højskole, hvor jeg arbejde for år tilbage, var eleverne voksne og måtte derfor gerne drikke uden for undervisningstiden. Jeg blandede mig ikke men undlod dog ikke at sige, at drak man en fin cognac til aftenkaffen, i selskab med gode mennesker eller en ditto bog, var man nok ikke dranker.

Men drak man den samme cognac om morgenen for at komme op og tage del i fællesskabets glæder og forpligtelser, så havde man et problem. Sådan har mange af os erfaret, hvad drankere er: Mennesker, der på den ene eller anden måde har vanskeligt ved at håndtere livet. Men lige så vanskeligt ved at indrømme det. Og da er et angreb på andre let det bedste forsvar. Så hvem ved: Måske beskyldningen mod Jesus kommer fra et menneske, der i stedet burde se på sig selv og feje for sin egen dør.

Så bliver Jesus også kaldt en frådser. Hvad er i grunden det?

Ja, personligt kender jeg det bedst fra min barndom, hvor ens mor kunne sagde. „Så, så ikke fråds med pålægget. Spis brød til”. I dag er det lige omvendt. Nu siger hun: ”Spar på brødet. Og put godt med pålæg på!” Men siden er vi jo også blevet så rige, at vi knap ved, hvad det vil sige ikke at frådse.

Folk beskylder Jesus for at være dranker og frådser, ven med toldere og syndere. Og hvad siger han til det? Ja, han hverken be- eller afkræfter det, men siger: „Visdommen har fået ret ved sine gerninger”.

Nemlig den visdom, der kommer fra glædens Gud, og de kærlighedens gerninger, som Han fordrer af os. For pointen er, at kun det menneske, der føler sig ramt af fordringen fra Gud, kan tage imod hans kærlighed. Kun den, der har valgt sig selv som dranker, har erkendt det, og står ved det, kan tage imod, når han får at vide, at Gud alligevel elsker ham. Om han er nok så meget dranker. Han behøver derfor ikke pege fingre ad andre og beskylde dem for noget. Jesus har sat sig på bænken ved siden af ham og sagt: „Du er god nok”.

Nøjagtig som da han kaldte på tolderen Zakæus, der var klatret op i morbærfigentræ for få Jesus at se. Han var selvfølgelig flov over sin lyssky gerning. Men han var også nysgerrig nok til at ville se den mand, der bragte visdommen om Guds kærlighed med sig. Resultatet blev – som nogen måske husker - i øvrigt det rene frådseri. Zakæus blev så glad, at han gave halvdelen af alt, hvad han ejede, til de fattige. Og firedoblede det beløb, han havde presset ud af folk, og betalte det tilbage.

Se, den slags frådseri, som Guds visdom kan afstedkomme, forstod folk ikke - den slægt, som Jesus talte til den dag. De begreb ikke, at alt hvad Jesus gjorde, handlede om glædens Gud og kærlighedens gerninger.

Først forstod de ikke ham, der gik forud for Jesus og banede vejen: Johannes Døber, der som bestemt ikke hverken drak eller frådsede. Dernæst forstod de ikke Jesus, som gerne drak et glas vin og bad mennesker frådse med de livets gaver, som Gud har skænket os. Og derfor blev han vred og tordnede mod sin samtid, der ikke gad at lade sig bevæge af noget som helst.

Først kom altså Johannes. Han prædikede bod og omvendelse. Men det var for voldsomt at høre på. Så der var ingen, der ville synge med på klagesangene; „Så galt står det vel heller ikke til”, tænkte de og lod ham gå rundt derude i ørkenen og råbe og skrige.

Så kom Jesus og forkyndte Gudsrigets nærhed. Men det duede heller ikke. Det var for meget frådseri med det gode. Og når han så oven i købet omgikkes de forkerte.

„Der er vel ingen grund til at gå til yderligheder”, syntes folk. Hverken af den eller den anden slags. Så de forblev lige midt imellem. På det jævne, på det jævne. Eller skulle vi sige lunkne og lidenskabsløse. Hverken kolde eller varme.

O, ve og skræk. For hvad er det for et liv? Og kender vi det ikke meget godt fra vor egen slægt og tid? Vi synes jo også det er bedre at gardere sig og lægge sig i midten og forsøge at ride på to heste, hvorved vi sætter os mellem to stole. Skønt vi ved, at det ikke giver nerve og nærvær men kommer til at smage af den samme leverpostej.

For så vidt burde det ellers være nemt at forstå. Det lader sig anskueliggøre med et billede hentet fra VVS-branchen. Når man installerer vand i et hus, vil man sørge for, at der er både koldt og varmt vand. Man nøjes ikke med at installere lunkent vand. Man regulerer så vandets temperatur lidenskabsløst ved at skrue ned eller op for den varme eller kolde hane til det er behageligt og glemmer, at det varme vand hverken er bedre eller dårligere end det kolde – kun lidt dyrere. Men lunkent vand er som et lunkent liv. Man hverken brænder sig på det eller gyser ved dets kulde.

Kort sagt: det er hverken Johannes Døbers lovprædiken eller Jesu’ kærlighedsevangelium, der skal vælges imellem. Det er både og. Kun den, der føler sig under tiltale og dom, kan modtage Guds kærlighed og frikendelse.

Det er med andre ord modsætningerne, der er udfordringen i tilværelsen. Først når vi har indset, hvilke farer, der truer, kan vi blive i stand til at navigere sikkert gennem livet.

Dét vidste Jesus særdeles godt fra sit eget liv. Han vidste, det var en overordentlig farefuld færd, han var ude på. Han opgav dog ikke sit forehavende. Men han blev altså vred. Og derfor er tonen i dagens tekst så kontant, når han skælder ud på de forskellige byer, hvor de fleste af hans gerninger havde fundet sted. For hvad mødte ham, når han billedligt talt spillede og dansede, viste glæde i glæden og trøst i sorgen? Surmuleri, trodsighed, modvilje, utilgængelighed.

Som hos forkælede børn. Her kom han – efter den alvorlige og krævende Johannes Døber – med livsglæden og troen på livet. Men se, om de vil ha’ den! I stedet blev det forargelsen og den overfladiske moralisering over, hvordan andre synes, en skal være, der blev afgørende. Så de gjorde alvor af deres trusler og hån og korsfæstede Jesus. Så var man af med ham.

Og sådan kunne historie nemt være endt. Det er sket både før og siden, at dem, man første havde som idoler, siden blev gjort til syndebukke. Ikke så snart man er kommet ind i varmen, skal man nok møde en kold skulder.

Gud ske lov endte det ikke her, men fandt sin dybe forklaring i Jesu opstandelse. Og deri ligger blandt andet den særlige pointe, vi kalder syndernes forladelse. Uden at Jesus tog opgaven på sig, gik vejen til ende og opstod fra de døde, ingen syndsforladelse for os.

„Guds rige er nær. Omvend jer og tro på evangeliet” råbte Johannes i ørkenen. Et budskab, som altid begynder med glæden og taknemmeligheden over livet, der ufortjent skænkes os hver eneste dag. At surmule og forsage livet – at give afkald på glæden, når den byder sig til – ikke gide være med, når der fløjtes og danses – det er derfor ikke alene at snyde sig selv, det er også at gøre nar af Gud.

Amen.