Roskilde Prædikener. 1. søndag i advent

Tekst Helle Poulsen, sognepræst, Vejlø

I dag begynder et nyt kirkeår. Jesus siger, at vi skal elske livet i al dets besværlige, glædelige og lidelsesfulde mangfoldighed. Hver dag og året rundt. Det er en provokation. Det var vel det, der fik menigheden i Nazaret til at drive Jesus ud på kanten af bjerget. Det, han sagde, passede simpelthen ikke med deres forventninger.

Det handler om forventning i dag. Om hvad vi venter os af Gud, af livet og af hinanden. Det er guld værd at glæde sig og at tro på, at der er noget i vente. Det er med til at holde os i live. Et desillusioneret menneske med matte øjne, der er holdt op med at vente sig noget som helst, tager livet af sig selv og sine omgivelser. Her hjælper kun Gud! Vi kan kun vente på det mirakel, at livet rører ved det menneske, så tilværelsen igen åbner sig for det. Fortvivlede og forstenede mennesker, der bliver glade igen, er omvandrende gudsbeviser. De viser os, at livsmod og glæde ikke er noget, vi selv kan præstere, men noget, der kommer til os et andet sted fra.

Men forventning kan også være en sten i skoen. Bare han ikke bliver skuffet! kan vi sige, når en ung mand stråler af forventning. Ikke fordi livet ikke er stort og overraskende. For det er det. Men vi kan fokusere så stærkt på drømmen. Vi kan have så fastlåste billeder af det, vi ønsker os, at det, vi får, ender med at skuffe os. Hver gang vores forventning skuffes, så får Gud et lille minus i vores regnskab. Og sker det tilpas mange gange, ja, så bliver vi forurettede. Vi bliver bitre og sure og uomgængelige. Vi brokker os over naboen og skælder ud på de handlende. Intet er længere godt nok.

Menigheden i synagogen i Nazaret var fuld af forventning. Igennem generationer, i hundredvis af år havde de ventet på den frelser, Gud havde sat dem i udsigt. Han skulle træde frem på verdens scene, når Gud ville det, og gøre alting godt. Mytologien var vokset med årene. Stakken af det, han skulle tage fat på og klare, var blevet større og større. Den romerske besættelsesmagt skulle smides på porten, fjenderne skulle hævnes, og al nød i verden skulle afhjælpes Guds nåde og retfærdighed skulle sætte sig igennem overalt, og det enkelte menneskes liv skulle blive et andet og bedre.

Og så en dag i år 30 står der pludselig et bysbarn frem i Nazaret. En helt almindelig mand, nemlig tømreren Josefs søn, som folk har kendt fra barn, som deres børn har leget med, eller som de selv har været unge sammen med. Og denne jordiske mand af kød og blod tager profeten Esajas’ ord i sin mund. Han siger, at han er den, de har ventet på. At han er opfyldelsen af Guds profeti. At han er Guds tjener og verdens frelser. Og ikke nok med det. Han siger også, at det er slut med at vente. At nådeåret er nu. At frelsen er i dag. Og at Gud er tilstede midt i deres liv og midt i verden med sin retfærdighed. Det handler bare om at se det og tro det.

Jesus gentager sine ord for os i dag. For ordene gælder også os. I Guds tid er der ikke den store forskel på år 30 i Nazaret og år 2009 i Næstved. Det fantastiske ved 1. søndag i advent er, at den suger os ind i Guds store historie. Vi bliver husket på, at Gud har skabt hver eneste af os og givet os åndedræt. Vi bliver mindet om, at vi er mennesker, der har hjemme i en meget lang fortælling, hvor også profeten Esajas og de håbefulde mænd og kvinder i Nazaret er med. Her ved et nyt kirkeårs begyndelse får vi budskabet om nådeåret. Jesus viser os Guds nærvær midt i vores hverdag. Igennem ham selv lærer vi Guds kærlighed at kende. Jesus vil, at vi skal tænke stort om vort eget og andre menneskers liv. Så vi ikke synker ned i en lille, selvoptaget verden, hvor vi spænder Gud for vore egne drømme og bliver vred på ham, når livet ikke bliver det, vi drømmer om. Det kan godt være, at vore ønsker kom til kort, at vi led skibbrud med kærligheden, og at vi blev ramt af sorg og fortvivlelse. Men er der trods alt ikke mere at sige om vores liv? Fik vi ikke også til overflod, hvad vi aldrig i vores vildeste fantasi havde drømt om? Det er det sidste, Jesus vil åbne vore øjne for.

Entertaineren Niels Hausgaard underholder skarpt og vittigt om, hvordan han og konen sidder sammen i sofaen og ser fredagsfilm, mens kaffekanden hvisler. Han fortæller, hvor genert han bliver, når violinerne spiller, og skuespillerne på skærmen elsker på silkelagener. Pinligt er det, siger han, når han nu selv har morgenhår og dårlig ånde og skal ud og tisse, fordi han er blevet 65. Hausgaard hudfletter kontrasten mellem klichedrømmene med prinsen på den hvide hest og det ægte gudgivne liv, hvor han og hans kvinde er mennesker af kød og blod, der er mærket af alderen og af livet. Samtidig er hans selvudlevering en kærlighedserklæring til det ufuldkomne liv og til hans kone.

Jeg tror faktisk, at Hausgaard har hørt Jesu ord i synagogen i Nazaret, og at han øver sig i at tage dem til sig. For det er jo det øjenåbnende i det, Jesus siger i dag, at både Gud og frelseren og kærligheden og den elskede og børnene og andre mennesker aldrig er helt, som vi forventer os af dem. Det kan få os til at gå i baglås, at det er sådan. Det kan få os til at afvise det, der kunne være blevet en kæmpe glæde i vores liv. Men det kan også udvikle en taknemmelighed, der kalder troen frem. 

Jesus kom til Nazaret. Sådan begyndte det i dag. Og det sluttede med, at han gik. Jesus kom og gik. Det gør han også hos os. Han kommer og går. Hver dag og året rundt. For at få os til at elske livet og ikke at tænke dårligt om det. For at få vores glæde til at vokse og vores mismod til at skrumpe. Slut.