AAA
 

28/08-2010

Biskop Peter Fischer-Møller er blevet valgt som ny formand for Danmission, der er landets største missionsselskab.

Peter Fischer Møller bliver Danmissions nye formand. Formandskabet træder i kraft efter repræsentantskabsmødet i weekenden 28.-29. august 2010.

Peter Fischer-Møller (55), biskop over Roskilde Stift, blev søndag valgt som ny formand for Danmissions bestyrelse. Han afløser Risskov-præsten Lars Mandrup (66), der efter ni år på posten ikke kunne genvælges. Danmission er Danmarks største folkekirkelige organisation, som arbejder sammen med mennesker i Asien, Afrika og Mellemøsten om at forbedre deres livsvilkår.

„Bestyrelsen er glad for at kunne præsentere en profil i dansk kirkeliv, der kan træffe de skarpe beslutninger i en kompleks organisation som Danmission, og som samtidig ved, hvordan han skal kommunikere og profilere os indadtil og udadtil,” siger næstformand Anne Dolmer i begrundelsen.

Den nye formand beskrives som en rar og social holdspiller – men han magter også at kæmpe for sin sag, som da han måtte igennem langstrakte kampvalg om posten som biskop. Han er engageret og optaget af, hvad der rør sig og forandrer sig både i kirken og i samfundet generelt. Og i de muligheder, det giver.

Men hvorfor går en travl, dansk biskop i spidsen for mission i udlandet?
„Biblen er oversat til alverdens sprog. Menighederne vokser frodigt mange steder i Syd, mens opbakningen svinder til de gamle kristne kulturer i Europa. Men forskellene mellem rige og fattige er stadig skræmmende stor, så der er fortsat brug for, at vi velfærdsdanske folkekirkemedlemmer giver økonomisk støtte til fattige kirker og deres indsats for at udvikle kirkerne, men så sandelig også for at bekæmpe fattigdommen og udvikle samfundene, Til gengæld kan vi i Vesten få afgørende ny inspiration fra samtalen og samværet med menigheder ude i verden,” siger biskoppen om sin begrundelse for at engagere sig i det arbejde, Danmission udfører.

I det møde kan han bruge sine evner både til at lytte og lede efter løsninger inden for alle tre områder af Danmissions arbejde: fattigdomsbekæmpelse, dialog og opbygning af kirkerne.

Peter Fischer-Møller er uddannet fra Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet fra 1974 til 1983. Sognepræst fra 1984 til 2008 i Terslev og Ørslev kirker på Midtsjælland – fra 1999 tillige provst i Ringsted-Sorø Provsti. Valgt til biskop over Roskilde Stift i 2008. Gift med biolog Bente Munk og far til sønnen Mads.

I 2002 tog han på studietur til Mexico, hvor han studerede maya-indianernes syn på kristendommen. Det kom der bogen Et glimt af Gud ud af.

Peter Fischer Møller har haft tillidsposter i blandt andet Den Danske Præsteforening, Bibelselskabet, Præsternes Efteruddannelse samt efteruddannelsesudvalget på Det Teologiske Fakultet i København. Han er engageret i lokalsamfundet gennem bestyrelser for børnehave, forsamlingshus, ungdomsklub og idrætshal. Har også været bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Landsbysamfund.

Kilde: www.danmission.dk