Efter et års restaurering blev Jersie Kirke genåbnet søndag den 29. august. Kirken er blevet lysere, og den enkelthed, der altid har præget kirken, er blevet fremhævet. Denne reportage skal læses som en ptakt til åbningen.

Tekst Bo Nygaard Larsen

Den tykke kirkedør står på vid gab og signalerer en milepæl. Efter ét års lukning som følge af en gennemgribende restaurering er Jersie Kirke atter klar til at tage imod til gudstjenester og kirkelige handlinger. Men selvom det næsten ikke kan gå hurtigt nok med at komme i gang igen, skal detaljerne være i orden. Det er Keld Wohlert, arkitekten bag restaureringen snakke med om. Denne mandag eftermiddag, bare seks dage før den officielle genåbningsgudstjeneste søndag den 29. august, går han rundt i kirken for at sikre sig, at alt er, som han i sin tid have tænkt.

„Det kan jo ligeså godt være perfekt, når vi har muligheden for at lave det perfekt,” siger han og presser øjnene op mod alteret.

Den midterste søjle i balustraden flugter ikke med midterstregen i alterforhænget, og selvom de færreste vil bemærke det, vil Keld Wohlert have problemet løst.

Et øjeblik efter ankommer snedkermester og billedskærer Claus Englund fra firmaet Henning Pedersen & Søn i Køge og begynder at rette op på fejlen.

„Det firma har jeg arbejdet sammen med i 36 år, så dem har jeg tillid til,” siger Keld Wohlert og begynder at vise rundt i kirken, mens Claus Englund går i gang med boremaskinen.

Lysets kirke
Ellers er han tilfreds med restaureringen. Først og fremmest er kirken blevet mere lys, så det minimalistiske udtryk, der også var før, restaureringen begyndte, er blevet mere tydelig. De to glasmosaikker i koret er nu erstattet af vinduer med klar glas, og det tilmurede vindue bag altereret er blevet åbnet, så der også strømmer lys ind bagfra.

„Det giver rummet et helt særligt skær, ikke mindst om morgenen, når solen står op. Det er et fantastisk syn,” siger Keld Wohlert.

Bænkene er blevet malet, og de træpaneler, der tidligere sad på væggene, er blevet fjernet. Også det giver mere lys og luft, så det lille kirkerum føles større.

„Men det er lidt snyd. Bænkene er faktisk blevet tre centimeter kortere, så fremover må folk klemme sig ekstra sammen,” griner Keld Wohlert.

Livets tre og treenigheden
Claus Englund arbejder stadig med balustraden. Foran ham står alterbilledet, der forestiller hyrdernes tilbedelse af Jesusbarnet i krybben. Fødsel er livets begyndelse, og det er netop det tema, der har været det bærende i væveren Vibeke Gregers’ arbejde. Hun har lavet kirkens nye alterdug, alterforhænget, altertæppet og hynderne på knæfaldet.

„I alterforhænget har jeg tænkt på livets begyndelse som livets træ, og det udtrykker jeg ved at lade de lodrette streger pege op mod alteret, hvorefter jeg lader dem brede sig ud. I midten er der et kors, som er magen til de, der sidder i salmetavlerne. På den måde er der en helhed,” siger Vibeke Gregers og går hen til knæfaldet og peger ned på altertæppet.

Mønsteret går ud i trekanter fra alteret – og i overført betydning tilbage igen.
„Det symboliserer, at det, der siges fra alteret, breder sig ud til menigheden,” siger hun og peger på de to små midterpaler, der sidder i nederst og øverst på tæppet.

„Det er også trekanter og udgør et treenighedssymbol som i Faderen. Sønnen og Helligånden. De peger frem mod centrum i alteret,” siger Vibeke Gregers, der er tilfreds med sit arbejde.

„Mine arbejder er altid enkle. Jeg har den holdning, at den udsmykning, der i forvejen er i kirken, skal være den primære. Jeg skal derfor ikke konkurrere med det, men kun spille op til det og underbygge det. Og det synes jeg er lykkedes, ikke mindst fordi det lysere kirkerum fremhæver symbolikken,” siger hun.

Keld Wohlert udveksler et par ord med Claus Englund. Jeg når ikke at se det endelige resultat, da Keld Wolhlert viser mig ud i våbenhuset. Her hænger de store glasmosaikker fra koret nu side om side – kunstigt belyst indefra.

Den tykke kirkedør står stadig på vid gab og sender mere lys ind i våbenhuset og videre ind i kirkerummet. Det vil den også gøre på søndag. 

---