Med udgangspunkt i klassikeren Nøddebo Præstegård skriver Bo Nygaard Larsen, stiftets medie- og kommunikationskonsulent og præstefrue m/k i Jersie, her en kronik om julen i præstegården.

Tekst Bo Nygaard Larsen

 

Sneen fyger viltert og ligger sig som en tæt dyne omkring den hyggelige præstegård. Inden for i de julepyntede stuer bliver der omkring kaminilden konverseret gemytligt om det, der er sket, og om det, der skal henrulle. 

Billedet kan næsten ikke være mere arketypisk for sæsonen, og mens vi hver især har travlt med vores egne juleforberedelser med et solidt overtræk, gaveræs og stress over det, vi troede var de sidste indkøb, er det just derhen, vores drømme går. Det kan lyde sødsupperagtigt og letbenet, men selv i vores hårdkogte nutid – eller vel netop derfor – har vi brug for et helle, der giver fanden i fanden og et glad halleluja til julenattens truttende basunengle.

Det er præcis, hvad Nøddebo Præstegaard gør. Teaterversionen af Henrik Scharlings roman Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard fra 1862 har gennem generationer formået at indkredse, hvad den danske jul i grunden er. Nok er Jesusbarn, juletræ og gaveskikken importeret, men den ramme, som det hele pakkes i, kan alene tilskrives den danske folkesjæl. 

Den er i høj grad bundet op på romantikkens idealer, hvor det i sig selv er en dyd at sætte pris på livets lyse sider. Det kan lyde provokerende i en tid, hvor det er evident, at der selv her i landet er medmennesker, der juleaften må sove på gaden, ligesom der er et utal af personer, for hvem julen kun bliver en lang række af indfriede skuffelser og ærgrelser. Men det er netop i de værste stunder, at håbet er størst, og derfor træder romantikken med sin finhed altid frem som sejrsherren over det nådesløse.



Det er julens dilemma og styrke, og med Nøddebo Præstegaard lander vi præcis midt i tryghedens bastion. Det ved om nogen de tre studenterbrødre Christopher, Frederik og Nicolai. De bor på Regensen i København og har udsigt til en jul på kollegiet, mens alle andre drager af sted på juleferie. 

Penge er der ingen af, og mens den yngste af dem, 18-årige Nicolai, prøver at finde på enhver undskyldning for at tage til Nøddebo Præstegård, står hans to ældre brødre fast på både den økonomiske realitet og det fornuftige i at bruge helligdagene på læsning. I Nøddebo ønsker præstefamilien og ikke mindst de to døtre ungdommeligt selskab i julen. De sender derfor deres kusk til hovedstaden med en invitation om at holde jul i præstegården, og derfra bliver handlingen forlagt til værkets titel.


Egentlig hviler det på et bedrag. I 1861 var den unge teologistuderende Henrik Scharling på en dannelsesrejse til Egypten, hvor han sammen med sin medstuderende Valdemar Schmidt skulle studere oldtidsminder. I to måneder sejler de på Nilen, men hvor Schmidt viste en oprigtig interesse for det, der blev åbenbaret for øjnene, arbejdede Scharling på at færdiggøre den bog, han var begyndt på under en rejse til Strassbourg. Året efter udkom den under titlen Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. 

Fortælling af Nicolai, 18 Aar gammel, og allerede i bogens ouverture slår han sin kærlighed til fædrelandet og præstegården fast:


„Du stille, venlige præstegård, dig bringer jeg min hilsen … stod jeg i Faraonernes gamle Land, dog skulde dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage højere op for min Tanke end Ægyptens højeste Pyramide”.


Nøddebo har intet at gøre med virkelighedens Nødebo med et N i Nordsjælland. Modellen for Hans Blicher fandt Henrik Scharling i sin gode ven, sognepræst Peter van Wyllich i Greve, og det er da også hans præstegård og hjem, der er inspirationen til romanen. Trods det selvbiografiske og lokale præg ramte Henrik Scharling langt ind i danskernes hjerte. Bogen bliver allerede ved udgivelsen en succes, og inden århundredet er omme, var den udgivet i 12 oplag. 

Dens succes vakte skuespilleren og dramaturgen Elith Reumert, der til Folketeatret i Nørregade omskrev romanen til en frisk vaudeville. Han indsatte nogle populære nisser til at pusle rundt i kirketårnet og tilsatte det drama, som romanen manglede. Samtidig rykkede han handlingen frem, så den begyndte før jul – og ikke først 2. juledag som hos Scharling. Derfor er det nærmest skæbnes ironi, at skuespillet får premiere den dag, hvor romanen begynder. Det sker 2. juledag 1888 til anmeldernes store begejstring. 

I månedsskriftet Tilskueren kalder Arthur Aumont opsætningen for en triumf.


„Folketeatret har regent paa den evig unge, glade Julestemning, og det synes at have regent meget rigtigt …,” skriver han blandt andet i sin anmeldelse.



Knap så begejstret var Henrik Scharling selv. Omskrivningen og opsætningen af hans roman skete uden hans viden, og først i sidste øjeblik lykkedes til Folketeatret at indhente hans tilladelse – mod at han „fralagde sig al Lod og Del i Opførelsen”. 

Scharling accepterede, og måtte som betaling for en af dansk teaterhistories største successer nogensinde nøjes med et honorar på to fribilletter.

Henrik Scharling, med fornavnet Carl, blev født den 3. maj 1836 i København som søn af dr.theol. Carl Emil Scharling, og det var derfor naturligt, at han også selv gik teologiens vej. Han fik sin embedseksamen i 1859, men vaklede mellem en videnskabelig eller en digterisk vej. 

Valget faldt på begge dele, og han opbyggede livet igennem et særegent forfatterskab, der svingede fra de romantiske skildringer i Nøddebo til tunge teologiske værker som Menneskehed og Kristendom fra  1872-74. I 1870 blev han professor i etik ved Det teologiske Fakultet, men også herfeter fastholdt han den nødvendige kombination af det lette og det lærde. Måske mest af alt fordi Henrik Scharling var af den gamle skole, der mente, at folk og kirke uløseligt hørte sammen.


Hans Blicher bliver da også fremstillet som den ubekymrede præst, der hellere nyder gode oste frem for tykke bøger, og dermed fremtræder han som en god luthersk præst, der først og sidst er sat til at forkynde på sognebørnenes præmisser. 

Og det er her, at Henrik Scharling er evig aktuel. Med sine beskrivelser af livet i Nøddebo Præstegård ender vi automatisk i vor tids præstegårde. Med finanskrisens indtræden har modstanderne af præsters bopælspligt holdt lavt profil, men grundholdningen ligger stadig på lur. 

Om føje år kan de meget vel få held med deres forehavende, og vi vil derfor se sogne blottet for præstegårde. Dermed mister folkekirken den nærhed, som er dens varemærke, og med det bliver sjælen skyllet ud med badevandet. Måske jeg er håbløs nostalgiker som Scharling, men i min optik skal ikke bare præsten men også dennes mand eller hustru være en synlig del i sognets dagligdag. 

Min hustru er præst, det er jeg ikke. Jeg er derimod præstefrue m/k, og selvom jeg står i skyggen af min kollega fru Blicher, når det gælder madlavning og bagværk, erkender jeg at måtte yde mit beskedne bidrag til denne pakkeløsning. Det gælder også her i juletiden. Som i Nøddebo skal der også her i Jersie være lys, gæster og glade dage i præstegården. Her ska der holdes juleaften, og børn og voksne skal tage hinanden i hænderne I en kærlig krans omkring træet. 

Hyggen er den samme som hos Scharling, men tempoet et noget andet. Hvor Nøddebo må nøjes med Nicolai som spasmager, er der her i huset fire små børn under seks år. Det kræver sit og giver sit. Det er larm fra juleaftensdag, hvor en måneds store forventningspres snart skal udløses. 

Det er slik som doping, det er bleskift, og det er trusler om julemandens udeblivelse, hvis der ikke bliver en smule ro. Det er salmesang og babyskrål, det er den store hjertevarme ved at se de otte øjne stirre på gaverne under juletræet, og det er fornøjelsen ved at genforælle historien om, hvordan Jesus blev født, og hvordan Kong Herodes fik bøllebank af en Ninjago-kriger. På den måde er livet i en moderne præstegård ikke spor anderledes fra det, som så mange andre børnefamilier kan genkende. 

En præstejul kan naturligvis være lige så hyggeligt langt væk fra sognet, men det er netop pointen – eller indbildningen – at den festlige jul i sognets præstegård minder sognebørnene om, at præsten og dens familie først og fremmest er tæt på dem. Det er, ville Henrik Scharling sikkert medgive mig, en god forståelse af lutherdommen.

Glædelig jul.

---