Biskop Peter Fischer-Møller ønsker med den hilsen alle i Roskilde Stifts en glædelig jul.

Kære
menighedsrådsmedlemmer og præster
organister og sangere
kirkegårdsledere og gravere
sognemedhjælpere og kirketjenere
stiftsrådsmedlemmer og udvalgsmedlemmer
kontorfolk og konsulenter
Kære frivillige i det kirkelige arbejde
i sognene og organisationer

Download hilsenen her med biskoppens julemotiv

Tak!
Tak for indsatsen i og for folkekirken i året, der nu går på hæld. Tak fordi I på hver jeres måde har været med til at give evangeliet stemme og krop i 2011. Tak fordi I med jeres arbejde har været med til at dokumentere at folkekirken ikke, som det ellers ofte fremstilles i medierne, vakler på gravens rand mens medlemmerne flygter ud. 

Vi er stadig Danmarks suverænt største folkebevægelse, for 4 ud af 5 er medlemmer – betalende medlemmer. Og folk bruger kirkerne og de kirkelige lokaler i forbindelse med dåb, konfirmation, bryllup og bisættelse/begravelse og juleaften. Mere overraskende måske: hver søndag året rundt går 150.000 danskere til gudstjeneste. 

Og der er gang i meget forskelligt i præstegårde og sognegårde rundt om i stiftet. Rygtet om folkekirkens snarlige skilsmisse (fra staten) og vaklende helbred er stærkt overdrevet. Men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre det bedre. Vi skal blive bedre til at samarbejde både internt i rådene, mellem råd og ansatte og på tværs af sognene. Det er vi i fuld gang med. Tak!

Glæde
Mens jeg sad og snittede årets linoleumssnit – motivet er lånt fra et middelalderligt kalkmaleri i Sankt Andreas Kapel i Domkirken – tænkte jeg på, hvad jeg ville skrive til jer i julebrevet. Og det kom næsten af sig selv. Det skal handle om GLÆDE, juleglæde. 

Glæden over, at Gud blev menneske. Glæden over, at universets skaber og opretholder ville dele dette sære, svære, dejlige og ubegribelige liv med os. Glæden over den kærlighed han viser os og den verden, vi er en del af. Glæden over den tilgivelse, han åbner for os, og som kan forny vores tilværelse med hinanden. Glæden som vi oplever den, når vi fejrer jul med børnene – jeg glæder mig selv til at skulle danse om juletræet med vores første barnebarn Gustav på 1½. 

Glæden som midt i vintermørket stråler ud af juleevangeliets beretning om fødslen i stalden i Betlehem. Et par forældres glæde over, at et barn kom til verden – på trods. Den glæde, som bogstaveligt talt stråler ud af kalkmaleriet af Maria med barnet på armen.

Kant
Men det er ikke bare idyl. Måske er det ikke så tydeligt på mit linoleumssnit, men på originalen er det klart, at Jesusbarnet ikke er en yndig baby. Han er en lille voksen. 

Han er allerede ved at føre os fra julen og ind i det nye år, og lige her har vi en folkekirkelig udfordring. Vi elsker julen og strømmer til kirke juleaften. Vi sætter julekrybbefigurerne frem og synger Et barn er født i Betlehem. 

Vi føler os næsten som børn på ny. Men vi giver ikke barnet tid til at vokse til og blive voksen. Inden der er gået en uge, er vi i gang med at pakke julepynten ned og sammen med det også krybbefigurerne og julebarnet. Til nytår tager vi selv over og tror igen, at det er os, der skal forsøge at leve op til fortsætterne og styre butikken. Men barnet voksede jo faktisk og blev voksen. Og han har rigtig meget at sige os voksne også. Til tugt og trøst, til opmuntring og vejledning. Evangeliet er til hverdagsbrug hele året.

Klima
Der skal ikke være et ord om klima i julehilsenen, tænkte jeg. Ikke fordi sagen ikke er vigtig. Efter endnu et halvkikset COP-møde, denne gang i Durban, står det klart. Den menneskeskabte globale opvarmning fortsætter. Det er blevet tydeligere og går hurtigere end vi troede for 2 år siden ved COP 15 i København. Og politikerne har svært ved at tage fat, fordi tidshorisonten rækker ud over de næste par valg, og der er hele tiden andre problemer, der trænger sig ind foran. Jeg er sikker på, at klima- og miljøudfordringen er det største samfundsmæssige problem vores generation – og den næste med – står overfor. 

Men det skulle der altså ikke stå noget om i julehilsenen. For det har jeg talt om i mange andre sammenhænge (og der arbejdes godt med ’Grøn Kirke’ rundt om i sogne og provstier). Og så handler evangeliet i almindelighed og juleevangeliet i særdeleshed om meget andet end det. Om glæde f. eks.

Presse
Mens jeg snitter i mit linoleum ringer telefonen. Det er en journalist fra Kristeligt Dagblad. Han har en frisk undersøgelse, der viser, at danskerne ikke tænker på klimaet i julen. Hvad mener jeg om det? Jeg siger, at det kan jeg sådan set godt forstå, for klimadebatten har været væk fra medierne og den politiske debat siden det mislykkede topmøde i København. 

Bankkrak og finanskrise har taget overskrifterne. Og klimaændringerne er ikke særlig tydelige endnu herhjemme. Jeg bruger ½ time i telefonen på at fortælle journalisten, hvorfor og hvordan jeg synes kirken kan bidrage til klima- og miljødebatten. Til sidst spørger han: Nu er det snart jul, der kommer rigtig mange mennesker i kirke juelaften. 

Vil du opfordre præsterne til at inddrage klimaet i deres juleprædikener? Nej, svarede jeg. Lige den aften skal prædikenen ikke være problemorienteret. Det skal handle om glæde. Jamen, fortsatte journalisten, når du mener, at klima- og miljøudfordringen er så vigtige, hvorfor så ikke nævne noget om det, når kirken er fuld. Og så begik jeg fejlen. Jeg sagde: 

„Hvis man i sin juleprædiken fokuserer på, at Gud gennem Kristus har gjort sig til ét med de særligt udsatte her på jorden, så kan det være naturligt at pege på nogle af de særligt udsatte, f.eks. folk på Afrikas Horn, som er ramt af klimaforandringerne.” 

Det blev i avisen til: „Biskop opfordrer præster til at tale om klimaforandringer i juleprædiken.” Og så kunne journalisten få en anden præst til at sige præcis det, jeg selv havde sagt: at det ikke var særlig oplagt at tale om klima lige præcis juleaften.

Et lærestykke i hvordan en avis kan lave sin egen historie. Jeg trøster mig ved tanken om, at aviser fra i går pakker man fisk ind i. Måske en nytårstorsk! Og sådan trængte klimaet sig så alligevel ind i julehilsenen.

Glædelig jul og godt nytår ønsker vi her fra Roskilde Stift.
Vi ses til stiftsdagen i Roskilde søndag d. 25. marts.

Peter Fischer-Møller




 

---