Tekst Peter Fischer-Møller

Prædiken i forbindelse med Vemmetofte Klosters 275-års-jubilæum.
Afholdt torsdag den 10. juni 2010.

 

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Meget passende kan det synes, at her hvor vi i dag fejrer Vemmetofte Klosters 275-års-jubilæum, ja så får vi af den autoriserede alterbog til i søndags, 1. søndag efter trinitatis et par bibelske læsninger, der synes at passe ganske smukt til et kloster – måske mere for en middelalderlig tiggerorden, end for en adelig stiftelse, men alligevel!

Det handler om opsparet rigdom, om materiel overflod og hvad den gør eller kan gøre ved os.

Men inden vi tager fat på Prædikerens og Paulus’ klare og udfordrende ord om de sager, vil jeg viderebringe en erindring fra min mormor. Hun blev født i år 1900 og voksede op i en velhavende familie i Århus. Min oldefar var matematiklærer, men interesserede sig mere for forretningsverdenen og investerede de midler min oldemor havde arvet fra sine forældre så dygtigt, at vi har haft glæde af den opsparede rigdom i flere generationer.

Nå, men oldefar var også klar over, at opsparet rigdom kan være et giftigt foretagende. Det havde han selv oplevet, da hans egen far var død. Da var han taget med toget til København og havde givet besked om, at drøftelserne med familien om bodelingen nok ville tage nogle dage. Man han kom hjem med toget allerede samme aften uden noget som helst og med de her ord på læberne: „Kære Elise, det er gået op for mig, at man ikke kender sine nærmeste eller sig selv, før man har prøvet at arve sammen!”

Den opsparede rigdom kalder desværre meget ofte bjergsomhed, smålighed, begærlighed og misundelse op i os i en grad, så det risikerer at slå vores relationer til andre mennesker alvorligt i stykker. Heldigvis gik det ikke så galt for min oldefar og hans søskende. Men det havde alligevel sat et sted. Det opdagede hans tre døtre, da han selv døde og de med deres mænd rejste til Århus for at dele boet.

En af de ting, de alle tre havde spekuleret noget over var, hvem der skulle arve den store isbjørn af kongeligt porcelæn, som deres far holdt meget af, men som ingen af døtrene havde ret meget lyst til at skulle overtage. Det viste sig dog, at de havde bekymret sig helt uden grund. Da de kom op på loftet, viste det sig nemlig, at der stod tre kasser fra Den kongelige Porcelænsfabrik. To uoppakkede indeholdt identiske isbjørne isbjørn. Der var altså én til hver og ingen grund til at skændes om den sag! Et velment forsøg på at løse den opsparede rigdoms problemer med lidt ekstra opsparing. Meget smukt tænkt, men nok kun brugbart i meget specielle situationer!

Lad os fra Århus i 40erne vende tilbage til Paulus og den første generation af kristne og deres bøvl med den opsparede rigdom. Til de menigheder, som Timoteus arbejdede i og for. Her var situationen virkelig meget anderledes. Som Jesus selv og hans 12 disciple havde forladt deres borgerlige erhverv og havde begivet sig på rejse ad Palæstinas støvede veje - uden nogen form for opsparet rigdom - for at forkynde Guds Riges frembrud, sådan også med Timoteus’ læremester Paulus.

Han havde forladt sin teltmagervirksomhed og rejste rundt i hele den kendte verden omkring Middelhavet for at budskabet om Kristus, Guds søn, Gud selv, Guds grænseløse afslørende og tilgivende kærlighed midt i verden ud til alle folkeslag inden Herren kom igen. Derfor mente Paulus ikke der var grund til at lave alt for meget om på samfundet og dets indretning, for der var noget andet, der var vigtigere: at nå ud med budskabet inden Herrens genkomst. Og den ventede Paulus i sin egen levetid.

Set i det perspektiv er der naturligvis heller ikke så megen fidus ved opsparet rigdom. På den anden side var der for Paulus og havde der fra begyndelsen af i urkirken været en vis spænding mellem de omvandrende prædikanter og de folk, de prædikede for, og som var mere bofaste og velhavende, og som jo i øvrigt også forsynede de omvandrende med mad og husly og andre fornødenheder. Så selvom en ny verden var på vej, så levede de stadig i den gamle materielle. Det havde Jesus selv sat en tyk streg under. Han forsagede ikke selv denne verden.

Tværtimod blev han af nogle af de mere asketisk anlagte samtidige anklaget for at være en frådser og vinddranker. Og når han mødte folk, der var ramt af sygdom på den ene eller anden måde var beskeden ikke: tænk ikke mere på det, det varer kun kort, i evigheden bliver det hele meget bedre! Nej, han tog menneskers glæder og lidelser alvorligt. Han helbredte de syge og sad til bords med de udstødte. I hans ord og gerninger handlede det ikke om at vende verden ryggen, men om omvendelse, om det at få vendt opmærksomheden fra mig selv og min optagethed af at være rigtig, eller i hvert fald rigtigere end nogle andre, til i tillid til budskabet om Guds kærlighed at vende opmærksomheden ud mod den verden og de mennesker, der har brug for os og vores indsats.

Det er selve kristendommens centrum og omdrejningspunkt: at i Jesus kom Gud selv til sin verden, og ved at dele vilkår med os helt til den bitre ende, gav han os det stærkest mulige udtryk for dette konkrete sanselige menneskelivs værdi. Gennem evangeliet om ham kaldes vi til at tage vare på den gudsskabte verden. I opmærksomhed overfor tilværelsen som den kommer os i møde. I bevidstheden om, at vi altid har noget af et andet menneskes liv og lykke i vores hånd.

Og det er netop her, det begynder at stramme til med den opsparede rigdom, med kærligheden til pengene. For der vender perspektivet pludselig mellem fingrene på os. Den opsparede rigdom får os til mere at tænke på, hvad vi vil med livet, end hvad livet vil med os. Den opsparede rigdom forleder os til at tro, at vi er vores eget livs direktører, der fordi vi selv betaler for musikken har ret til at bestemme melodien, eller ret til låse os fast i forbitrelse, hvis ikke det går efter vores egen pibe.

Det er den perspektivforvrængning, Prædikeren og Paulus river os ud af med deres påpegning af, at nøgne og tomhændede kom vi til verden og nøgne og tomhændede skal vi også gå ud af den. Det er ikke en desillusioneret konstatering af, at det hele ikke nytter noget, men en påmindelse, om at vi fra vugge til grav er Guds skabninger, Guds mennesker, fra øjeblik til øjeblik opretholdt af hans skabermagt.

Set i dette perspektiv er problemet ikke rigdommen eller pengene eller det materielle i sig selv, men netop „kærligheden til penge”, det at binde sit liv til den opsparede rigdom, det at blive bundet af den, det at den så forbandet let får os til at krumme os om os selv og vores eget.

Og derfor er der også meget godt at sige om vores tids optagethed at retræter og pilgrimsvandringer og simple living. En tids tilbagetrækning fra det meget store fokus, der er på det materielle i vores samfund, kan hjælpe os med at få justeret perspektivet.

Ja, bare det at gå til gudstjeneste som vi er det nu, kan give os den der hele eller halve times ro og eftertanke, og vi kan – som vi skal synge det om lidt – uberørte af byens travlhed blive mindet om hvordan evangeliet knytter os sammen med generationerne, der er gået forud for os, og hvordan vores eget liv sættes i perspektiv når vi her i rummet rejser os op for dåbsbørnene, og hører, at den der ikke modtager Guds rige som et lille barn kommer slet ikke ind i det.

Sådan hjælpes vi her i kirken på Vemmetofte Kloster og i landets andre kirke med at få justeret vores livsperspektiv, så vi bedre kan leve op til vores ansvar for de mennesker og den verden, der venter os her udenfor kirkedøren.

Ved en tilfældighed fik jeg for en måneds tid siden fat i Sjællands biskop J.P. Mynsters visitatsbøger. Det er en ren guldgrube både som historisk kilde og rent stilistisk. Det skal jeg ikke udbrede mig om her, men alene nævne det morsomme sammentræf, at Mynster begynder sin Visitatsbog med at fortælle:

„Den 9. juni 1835 begyndte jeg mine rejser  i stiftet med at tage til Vemmetofte, hvor den 10 juni klosterets 100årige jubilæum højtideligholdtes i klosterets kirke, hvor en meget talrig forsamling af godsets og omegnens beboere var tilstede. Klosterets præst hr. Bjørn holdt en tankerig og kraftfuld tale fra alteret.”

Og så fortæller Mynster hvordan jubilæet havde givet anledning til, „at hospitalet i Spjellerup var blevet forøget med syv lemmer og et nyt hospital bestemt indrettet i Havneløv”.

I tiden gode sociale investeringer. Ikke opsparet rigdom, men den rigdom der er på spil i menneskers omsorg for andre. Smukt i tråd med dagens læsninger fra Prædikeren og Paulus.

Amen.