Biskoppen Prædiker. Sidste søndag i kirkeåret

Tekst Peter Fischer-Møller, biskop

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Tak og hjælp.

Det er kristendommens grundlæggende åndedrag.

Takken for det liv Gud har betroet os, og bønnen om hjælp til at leve det, til sammen at dele dets glæder og bære dets byrder. Tak og hjælp sådan møder evangeliet os her på den sidste søndag i kirkeåret. Tak og hjælp det er overskriften over dagen i dag her i Hellig Kors Kirkesal i Roskilde, hvor vi fejrer gudstjeneste sammen for sidste gang.

Tak siger vi til Gud for det glædelige budskab han har fyldt huset her med i to generationer. Og tak til de mennesker, som tog initiativet og samlede penge sammen og fik huset her bygget. Et hus som skulle fungere som et supplement til den ældgamle Sankt Jørgensbjerg Kirke og den overdådige Domkirke. Et hus i tiden og af tiden. Et hus med plads til ord om det, som går ud over tiden, ord som rækker ind i evigheden, men netop et meget ydmygt hus, som pegede væk fra sig selv og hen på det budskab, det var sat i tjeneste for. Sådan var det bygget og sådan har det fungeret. Tak. Og hjælp.

Vi er her i dag for at bede om hjælp til at blive, hvad apostlen Paulus i epistlen i dag siger, vi allerede er „Guds tempel”. For uanset hvor fantastiske kirkebygninger, vi har omkring os her i Roskilde og verden over, så er det ikke mur og mørtel, som udgør kristendommens fundament, men et menneske. Jesus Kristus er kirkens stadig levende grundvold, budskabet om hans ord og gerninger, hans liv og død og opstandelse er det, som samler os til gudstjeneste og som gør os til Hans kirke af levende stene.

Hjælp beder vi. Hjælp os Gud med at høre det og være det. Ved gudstjenesten her i dag og ude i hverdagen i morgen, og når det nye kirkeår på næste søndag ringes ind og vi igen kan samles til gudstjeneste rundt om i Roskilde, selvom kirkesalen her er lukket.

Tak og hjælp.

Jesus takker i evangeliet i dag Gud for at han har skjult sit budskab for de forstandige, men åbenbaret det for de umyndige. Og han tilbyder os hjælp til at bære vores livs byrder.  Det lyder godt, men er ved nærmere eftertanke noget provokerende.

Først lidt om de umyndige og de forstandige.

En ting er, at Jesus åbner sin favn og sit rige for de små, men hvorfor ligefrem skjule det for de forstandige?

Er kristendommen virkelig på kollisionskurs med forstanden? Det mener tidens højtråbende ateister. Og en universitetsforsker fra Århus har i ramme alvor fremlagt måleresultater, hvormed han mener at kunne dokumentere, at mænd er 5 % klogere end kvinder og at troende er 5 % dummere end ateister. Så er man både kvinde og troende er det noget op ad bakke! Man kan vælge at le ad den slags, men bagved lever den myte i bedste velgående, at troende mennesker må pantsætte deres fornuft, eller i hvert fald lægge den fra sig i våbenhuset for at kunne være med i kirken.

Jeg bliver stadig spurgt, om det ikke giver problemer med diskussionen over middagsbordet at min kone er biolog og jer er præst – underforstået, at jeg som præst formodes at holde mig til historien om Adam og Eva og verden der blev skabt på 6 dage, og at det vel ikke kan gå i hak med naturvidenskaben og Darwins teorier. Der er en forestilling om, at troen hører til i barnekammeret sammen med sovebamsen og den trehjulede, og har mindre at sige til voksne rationelt tænkende mennesker.

Men det er en fejl. Jesus gør ikke op med forstanden, men med en forstand, der ikke er forstandig nok til at fatte sin egen begrænsning. Det er godt nok at kunne regne med tal og at kunne regne den ud. Det er praktisk at kunne betjene en PC og horisontudvidende at kunne færdes på internettet, at læse avis, at høre P 1 og fordybe sig i menneskets arveanlæg. Det er i det hele taget skønt at bruge hovedet. Det er der ikke noget i vejen med. Hovedet er bestemt også en del af Guds skaberværk. Det duer bare ikke at lade det gå alene.

Forfatteren Bente Hansen er ikke særlig begejstret for den gamle danske præstedragt og slet ikke for præstekraven. Kraven sidder der midt på halsen, og skiller hovedet fra kroppen, forstanden fra hjertet. Og det kan, mener hun, høres på prædikenerne. Man siger at folk kan være så kloge, at de næsten kan undvære hovedet. Præster lyder ind imellem som om de er så kloge, at de kan undvære kroppen, siger bente Hansen. Og hun har en pointe.

Selvom hjerneforskerne i dag vil sige, at vi på en måde har det hele i hovedet, og at også det vi føler og drømmer styres af hjernen, så er der stadig en dyb sandhed i den gamle måde at tale om os mennesker på, som skabninger med både fantasi, følelse og forstand. Det kan godt være at hjertet rent anatomisk kun er en muskel, men vi ved, at det går galt for os og mellem os, hvis ikke vi har hjerte i kroppen, et hjerte som kan bevæges af andre menneskers ord og handlinger, et hjerte som kan hoppe af glæde og briste i sorg.

Det er netop her, jeg hører Jesus sætte ind. Mod en forstandighed som går over sine grænser, som gør os hårde i filten overfor andre, og som lukker os ind i en verden, som vi opfatter som vores eget projekt.

Og her er vi så ved det andet led. Hjælp!

Vi slæber rundt på byrder af mange slags.
Bekymringer for børn på vej til skole og for gamle forældre, der ikke kan finde sig til rette med svækkelse og sygdom. Bekymringer for konflikter rundt om i verden og for miljøpåvirkninger og klimaforan­dringer. Vi føler, at vi skal gøre noget ved det, og det skal vi virkelig også, men hvordan undgår vi at forløfte os og miste modet?

Vi slæber også rundt med bevidstheden om at vi tit svigtede og fejlede, og at det nogle gange blev for sent, at der var ting, der gik i stykker mellem os, som vi ikke kan få repareret. En skilsmisse kan forpeste et helt liv og problemer nedarves til børn og børnebørn. Skyld og skam kan lægge sig som en tung skygge over vores tilværelse.

Og vi kan blive ramt af ulykke og tab, sorgen over tabet af et elsket menneske kan låse os fast. Et menneske, der føler sig såret eller skuffet kan det være utrolig svært at nå ind til.

Her er det Jesus i dag møder os i øjenhøjde, taler til os som ven med ven. Her er det han kommer for at lette os for de byrder, vi er ved at gå i stykker på.

Han taler til stærke og svage til jakkemænd og posedamer, til dem der bærer tunge byrder og dem, der ikke får lov at bære noget som helst.

Han siger: lyt til mig, se på mig, her skal I hente overskriften i jeres liv - eller som Mattæus lader Jesus sige det: „Ingen kender sønnen undtagen fa­deren, og ingen kender faderen undtagen sønnen, og den som sønnen vil åbenbare det for".

Det er kristendommens enkle budskab: at i Jesu kærlighed møder vi Gud selv. Han endte med at ofre sit liv for den kærligheds skyld. Drevet frem gennem mængden med tværbjæl­ken til et kors som åg over nakken, forhånet og forladt endte han sit menneskeliv. Og sådan blev han på sit hellige kors Guds ord til alle bebyrdede og overanstrengte menne­sker.

Til den ansvarstyngede siger han: Dit liv er mere, end hvad du kan præstere. Du bærer ikke ansvaret alene. Gør hvad du kan og læg resten i min hånd.

Til den skyldbetyngede siger han: Fortvivl ikke. Der findes tilgivelse. Tilgiv selv, og du vil møde tilgivelse hos andre. Og der hvor det gik i sort for dig, der hvor du slog tilværelsen uopretteligt i stykker, der behøver du ikke fortvivle, for Gud kan og vil genskabe det ødelagte.

Og til den sorgtyngede siger han: se på mig, livet ender ikke der på korset, efter langfredag er der en påskemorgen. Livet er stærkere end døden.

Sådan har evangeliet lydt her i rummet gennem 2 generationer, og sådan vil evangeliet fortsat lyde i de andre kirker her i Roskilde og i kirker over hele jorden. Som et kosmisk åndedrag: tak og hjælp.

Tak Gud for livet. Tak fordi vi får lov at gå på opdagelse i det med vores forskellige evner og kræfter, med fantasi og følelse og forstand. Og hjælp os med at tro evangeliet om din grænseløse kærlighed og tilgivelse, hjælp os med at bære det ubærlige, så vi kan tage fat på det vi faktisk kan over­komme her i livet. Hjælp os i hverdagen med vores nærmeste. Og hjælp os med at få fordelt verdens goder lidt mere retfærdigt, så færre behøver slæbe sig krumbøjede for at skaffe det daglige brød. Hjælp os til en mere retfærdig verden med færre konflikter, en verden, hvor det måske ind imellem virkelig kan lykkes at få smedet sværd om plovjern og spyd til vingårdsknive, som vi hørte profeten Mika drømme om det.

Amen.