Tekst Peter Fischer-Møller
Seksagesima Søndag, Vor Frue Kirke, Kalundborg
Afholdt i forbindelse med indvielsesgudstjenesten af kirkens nye kobbertag. Søndag den 7. februar 2010.

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen

Guds rige handler det om i dag. Meget passende her, hvor vi fejrer, at Esbern Snarres lokale udgave af Guds rige - den fantastiske femtårnede kirke i Kalundborg - nu står og stråler med nyt kobber på tagene.

For sådan fortæller historikerne jo, at det hænger sammen. At Absalons tvillingebror Esbern Snarre fulgte kaldet til at drage på korstog for at genvinde den hellige by Jerusalem for kristenheden. Han vendte inspireret hjem og påbegyndte byggeriet af den her lokale udgave af Guds rige, Det himmelske Jerusalem, bygget med inspiration fra Johannes Åbenbaring med kerneenheden 144, som afspejling af tallet på den store hvide flok af hellige vidner:

„Med sin korsform og tårnprydelser symboliserede den et harmonisk bysamfund, der i troen på den korsfæstede Frelser, afventede den kommende salighed.”

Ganske overvældende må den have været for middelalderens småkårsfolk folk her i Kalundborg dengang for 800 år siden. Så imponerende som det stadig er for turister at træde ind i Peterskirken i Rom. Et udtryk for Guds magt og herlighed – og et tegn på at den gode Esbern Snarre og hans slægt vist havde særlig tætte bånd opadtil, og at det derfor nok var en god idé at holde sig gode venner med dem også her i hverdagen her i Kalundborg.

Med Guds rige er det ligesom med en stormand, der drog på korstog og vendte tilbage og gik i gang med et fantastisk byggeri.

Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det ligner Et prægtig kobberbelagt tårnprydet kirke? Eller hvordan var det nu evangeliet lød?

Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået sin mark…Guds rige ligner et sennepsfrø … Det er jo en lidt anden historie.

Vi kunne ikke nære os. Over nettet bestilte min kære kone i sidste uge frø til haven i Roskilde. Selvom der nok går mindst en måned før jorden i drivhuset er tjenlig, så går jeg allerede og drømmer om de første radiser. Radiserne er en slags fætter til sennepsfrøet. Ganske små frø, nogle af de mindste. Men en vældig grokraft er der i dem. Hvis jeg får dem i jorden til påske, kan vi tage de første blade til Kristi Himmelfart. Men et træ bliver nu hverken radiser eller sennep. Min kone, som er botaniker, brokker sig lidt hver gang vi når til lignelsen her med sennepskornet, der bliver til et træ.

Måske var Jesus ikke så god til botanik – måske var det evangelisten Markus, der misforstod noget eller havde svært ved at finde de rigtige ord på græsk. Eller måske er meningen, at vores tanker skal ledes fra det lille frø og tilbage til altings begyndelse, til den gamle skabelsesmyte, hvor der fortælles om hvordan Gud i den golde ørken lader en kilde fryde frem, så en have kan blive til, paradisets have, og hvordan Gud i midten af haven planter livets træ.

Livets træ under hvis grene dyr og mennesker kunne bo og finde skygge. Livets træ i paradisets have. Det er et billede på vækstens mirakel.

På det helt utrolige og ufattelige, at der midt i det uendelige univers er en lille grøn og blå klode, som vi kalder jorden, og hvor der en gang for 4 milliarder år siden skete det, at liv blev til. Mikroskopiske ansamlinger af aminosyrer fik den egenskab, at de kunne kopiere sig selv. Små bitte encellede væsner blev gennem årmillionerne til planter og dyr af mange slags.

Stadig er det et mirakel hver gang en ægcelle og en sædcelle smelter sammen og et menneskeliv tager sin begyndelse.

Men det er ikke altid vi er opmærksomme på det. Her i kirken bliver vi mindet om det. At livet ikke er vores opfindelse eller vores ejendom. At livet i al sin overvældende og ubegribelige mangfoldighed er Guds. Og at selvom jorden af sig selv giver afgrøde, så er det ikke ligegyldigt, hvordan vi mennesker behandler den. Vi har fået et ansvar for det liv, vi selv er en del af.

Som bonden i lignelsen, der tilsår sin mark og som - når kornet er modent - går i gang med høsten. Vi har som mennesker fået den gave og opgave at kunne undre os over livet, at kunne tale med hinanden om det. Vi er ikke bare indfældet i livet, vi kan også forholde os til det, tage stilling til det. Vi kan vælge, og vi må lære at tage ansvar og leve med konsekvenserne af vores valg. Også når vi valgte forkert.

Med ansvaret kom også bekymringen ind i menneskers liv. For tilværelsen er jo ikke lutter lagkage. Ikke al vækst er god vækst. Med al vores tekniske og videnskabelige kunnen kan vi virkelig gøre meget, men vi har kun løftet en flig af sløret til livets gåde. Det kan være svært at overskue konsekvenserne af vores foretagsomhed. Det kan der siges meget om, men jeg skal nok her skåne jer for en længere historie om de menneskeskabte klimaforandringer!

Men det er altså midt i dette fantastiske, dejlige og svære liv, det er midt i denne vanskelige verden, Jesus planter dagens to små historier: om den ubekymrede bonde og det uanseelige sennepsfrø. Guds rige kaldte han det, han såede i menneskers sind. Det har vokset i snart 2000 år, men det er ikke udvokset endnu.

Det begyndte uhyre småt, så uanseeligt som et enkelt lille frø. Det begyndte i en fjern afkrog af det romerske rige. Det begyndte med en besværlig fødsel i en stald, en lille familie på rejse og siden på flugt. Det spirede frem med barnet, mens han voksede til og fandt mål og mening i sin tilværelse. Det satte sine første spæde blade, da nogle håndfulde forhutlede fiskere og forslåede prostituerede, landstrygere og lommetyve slog følge med ham rundt på Palæstinas veje.

Det så virkelig ikke ud af ret meget. En tømrersvend, der havde opgivet sit håndværk, nogle syge, der blev raske, nogle sultne, der blev mætte, nogle glemte, der blev fundet. Nogle mærkelige historier, som det ikke var til helt at få styr på. Om en kærlighed, der ikke ville vide af betingelser og som ikke kendte grænser, en kærlighed som kunne får børn til at vokse og gamle til at glæde sig.

Han var næsten ikke til at få øje på i det store romerrige. Et menneske, der gik omkring som en vagabond i et par år og omgav sig med mennesker, som pæne folk betragtede som så små og betydningsløse som sennepsfrø i vejkanten.

En enkelt menneskeskæbne blandt milliarder i en afkrog af verden i et hjørne af mælkevejen. Et par år stod det på, så var det slut. Jesus kom i klemme mellem de store. Det endte med et kors på Golgatas galgebakke. Færdig med ham, tænkte både tilhængere og modstandere, da hans døde krop blev taget ned, og han blev lagt i en grav.

Og da blev hans historier om bonden, der tilsår sin mark og sennepsfrøet til mere end historier. Han blev lagt i jorden, og det så ud som om det var enden på det hele, men ud af det frø, han var, voksede et træ, større og mærkeligere end verden nogensinde har set. Korstræet blev for dem, der havde fulgt ham, til et nyt livstræ under hvis grene de kunne bo og finde skygge.

„Du du er, som du er," havde han sagt til folk, da han mødte dem. „For Gud er du enestående og umistelig," havde han sagt, når følelsen af livets meningsløshed og egen mislykkethed pressede sig på. „Der er stadig brug for dig," havde han sagt til dem, når de kludrede med livet og valgte forkert og ikke levede op til deres ansvar.

De frø havde han sået i deres sind og hjerter, mens de fulgte ham på Palæstinas veje. Nu var der vokset et kors ud af frøene, et brutalt torturinstrument blev for dem tegnet på en kærlighed intet i verden nogensinde ville kunne skille dem fra. Det ser ikke ud af ret meget. Et par mennesker eller tre der mødes i et gammelt hus og lytter til nogle historier og synger nogle sange og mumler med på en bøn til Gud.

Det ser ikke ud af meget: Tre små håndfulde vand over hovedet på en lille klynkende unge. Det ser ikke ud af meget: Et lille papagtigt stykke brød og en sjat vin. Så uanseeligt som en hvedekærne, som et sennepsfrø.

Men deri er Guds kærligheds kim nedlagt i vores liv. Ordet om at vi hver især er set og kendt og elsket, som vi er, på trods af alt det kludder vi ind imellem får lavet i vores egen og andre menneskers tilværelse.

For at huske sig selv og folk her i Kalundborg på det budskab var det Esbern Snarre satte byggeriet af kirken her i gang. Stor og flot blev den, som en hel lille by, et billede på det Jerusalem, han havde set på sit kortstog og det himmelske Jerusalem, han havde læst om i Johannes Åbenbaring.

Et rum hvor historierne om bonden der tilsår sin mark og det lille sennepsfrø og ham der fortalte disse historier kunne blive fortalt videre og slå rod i menneskers hjerter så glimt af Guds rige, af den kærlighed og tilgivelse, Jesus såede her i verden, kan bryde frem overalt i Kalundborg og omegn.

Amen