Tekst Peter Fischer-Møller
Påskedag
Roskilde Domkirke søndag den 4. april 2010

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen

Ved gudstjenesten sent i går aftes blev påskelyset båret ind i den mørkelagte domkirke. Og mens lyset
forplantede sig fra kerte til kerte i menigheden, blev altertavlen, som har været lukket i de sidste 40
dage, lukket op, så vi nu igen kan se hele herligheden udfolde sig i lyset af Kristi opstandelse.

Det er her det sker. Vi er ved kristendommens kerne. Påskemorgen. Kvinderne, der kommer til Jesu grav for at lægge deres blomster og græde over ham, de troede, de for altid havde mistet. Men graven er tom. Og de sendes derfra med budskabet: „Han er ikke her, han er opstået.”

 

Vi fatter det ikke, vi som kun kender dødens greb om vores tilværelse alt for godt. Det er os for underfuldt. Det som ikke sker og som ingen ser: Opstandelsens mysterium.

De fattede det ikke, kvinderne. Men de hørte budskabet og mærkede, at noget fuldstændig afgørende var på spil. De bar evangeliet med sig fra graven. De fortalte det videre til disciplene. Det gik fra mund til øre, det spredte sig som gårsdagens påskelys, sådan at opstandelsesbudskabet i dag lyder jorden over.

Gennem snart 2.000 år er det givet videre fra generation til generation. Og stadig er det et mysterium. At graven var tom. At døden ikke fik gjort det af med Jesus.
At det som så ud som det totale nederlag fro hans ord go gerning, da han langfredag blev henrettet som oprører og gudsbespotter, at det viste sig at være hans kærligheds endegyldige sejer.
At Jesus var mere end et enestående menneske.
At han virkelig var Guds søn, Gud selv.
At Gud i ham kom som et menneske til verden.
Og at Gud stadig kommer os i møde i ham, i hans ord og gerninger. I budskabet om hans liv og død og opstandelse.
At dødens magt er brudt.

Det går over vores forstand og sprænger sprogets grænser. I lyset af påskens mysterium er der noget lidt komisk over den debat, der har verseret i medierne – og særligt Kristeligt Dagblad – de sidste uger: om forholdet mellem kristendommen og andre religioner. Jovist tror vi som kristne, at Kristus er vejen og sandheden og livet.

Men det er altså ikke vores vej til Gud. Det er Guds vej til os. Vi tror på Jesus Kristus som åbenbaringen af Guds kærlighed og tilgivelse, vi tror på at han med opstandelsen påskemorgen har brudt dødens magt. Men vi fatter det stadig ikke rigtig, og derfor vil en smule ydmyghed være på sin plads. Det er vores opgave at fortælle Jesu historie videre, fordi det er verdens bedste og mest glædelige historie. Og fordi vi, når vi deler den med andre, selv har mulighed for at trænge dybere ind i dens mysterium. Men det er altså ikke en historie, vi selv har så meget styr på, at vi kan bruge den til at måle afstanden mellem Gud og mennesker i andre religioner med.

Lad os nu nærme os opstandelsens mysterium ved at følge de to kvinder, der går til Jesu grav påskemorgen. To kvinder i sorg. To kvinder, der går på kirkegården, som vi gør det, når vi har mistet en af dem, vi elskede. De havde mistet Jesus, ham der havde givet deres liv retning og mening. De havde fulgt ham i tre år. Han havde vist dem en opmærksomhed og en kærlighed, som havde åbnet livet for dem. „Du er et enestående og værdifuldt menneske, der er brug for netop dig! Følg mig!” havde han sagt.

De havde fulgt ham, og det havde åbnet helt nye livsperspektiver for dem. Det havde kaldt på deres nysgerrighed overfor livsmiraklet, deres opmærksomhed overfor andre mennesker. I lyset af hans øjenåbnende historier, fik de blik for meget, de før havde overset. Og først og fremmest opdagede de hinanden som medmennesker, på tværs af de skel de ellers havde tænkt indenfor: børn og voksne, gamle ug unge, mænd og kvinder, syge og raske, syndere og retfærdige, rene og urene, landsmænd og fremmede.

Men det havde været for meget for magthaverne. De havde fået ham dømt og henrettet. Det var alt sammen slut nu. Det hele var gået i sort. Kvinderne er fyldt af sorg og savn, mens de går over kirkegården påskemorgen. Og derude ser de det totalt chokerende: at graven er tom, og de hører det ufattelige: Opstandelsesbudskabet.

Evangelisternes påskeberetninger er lidt forskellige. Et tegn på at opstandelsens mysterium ikke for alvor er til at fange ind i ord. Matthæus er den af de fire evangelister, der giver den mest dramatiske skildring med jordskælv, og en engel i lynende hvide klæder, der stiger ned og vælter stenen væk.

Det er vildt og effektfuldt. Vagterne ved graven besvimer af skræk. Men så bliver der pludselig helt stille.

Kvinderne trøstes og beroliges og inviteres ind i den tomme grav. Ja, graven er tom. Han er der ikke. Han er opstået fra de døde, får de at vide.

Det er kun et ord. Midt i jordskælv og englebrus får de kun et ord at holde sig til: „Han er ikke her, han er opstået!” Turde de tro på det? Tør vi tro på det. Tør vi bygge vores liv på noget så flygtigt som et ord?

Vi har vel ikke så meget valg. For når det handler om det helt bærende i vores tilværelse, kærlighed og tilgivelse, så har vi kun ordene at holde os til, så må vi tro hinanden på ordet. Men når vi tør tro hinanden på ordet, når vi tør åbne os for hinanden og dele livet med hinanden i kærlighed og venskab, så mærker vi opstandelsens kræfter i det små: Et barn kommer til verden.

Den ét-årige rejser sig og tar sine første skridt.
Påskeliljen står og skutter sig i nattekulden, men folder sig ud i morgenlyset.
En opringning fra en ven gør en møgdag til en god dag.
En alkoholiker får mod og kræfter til at slippe flasken.
Den deprimerede kom ud af tunnelmørket.
Den fyrede fik et nyt job og ny tro på sig selv.
Den forstenede enke eller enkemand opdager, at der stadig er et liv og en hverdag og mennesker at dele den med.

Kan I forklare det? Jeg kan ikke! Eller jo, et stykke ad vejen kan vi give nogle bud. Ligesom de fire evangelister giver hver deres bud på Jesu opstandelse. Men i kærnen forbliver der noget mirakuløst og uforklarligt, en tro på at det går an at stå op og tage fat på dagen, på trods af det kludder vi tit får lavet ud af det for os selv og andre. En tillid til, at der en nogen, der vil os det godt og vil hjælpe os med det. Et livsmod på tros.

Svære ting i vores liv og verden omkring os kan indimellem blive så voldsomme, så skræmmende, ubærlige og uforståelige, at det truer vores tro, at det undergraver vores tillid, og vi kan opleve, at Gud bliver helt væk for os. Og dér, allermest dér haster det med at blive mindet om Jesu opstandelse.

Historien om ham, hvis kærlighed aldrig svigtede, ham som på korset bad for sine bødler: Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør,
ham, der følger os hele vejen, helt ud i ensomheden og fortvivlelsen, helt ind i lidelsen og døden,
ham, som døden ikke fik krammet på,
ham, som opstod påskemorgen.
Han er Guds egen kærlighed i vores liv, Guds kærlighed der aldrig slipper os, Guds kærlighed, der følger os hele vejen helt ind i evigheden.

Man det er ikke dér vi er endnu. I evigheden. Vi er på jorden, i dag, påskedag 2010. Og her lyder englens ord til os som til kvinderne den første påskemorgen. „Se, han går i forvejen for jer til Gallilæa.
Dér skal I se ham”. Vi skal som kvinderne gå hjem til vores sted, vores Gallilæa og lade påskelyset skinne over vores fælles liv.

Så vi opdager hvilket mirakel det er, at vi er til.
Så vi bliver opmærksomme på venskab og kærlighed som det bærende i vores liv.
Så vi tør åbne os for livet trods sorg og savn i troen på at som døden ikke var det sidste, der var at sige om Jesus og hans liv, sådan skal den heller ikke være det sidste, der er at sige om vores og vores kæres liv.

Det er for stort til at forstå, men så tæt på at vi kan høre det og mærke det - heldigvis.

Glædelig påske.