Tekst Peter Fischer-Møller

Kort andagt I Haraldsted Kirke søndag den 4. juli 2010

Romersk Katolsk Knud Lavard-valfart (323-379)

Valfart. Hvad vil det sige at være på valfart? At være på vej. I evangeliet her til 5. søndag efter trinitatis har vi i landets folkekirker hørt om hvordan apostlen Peter brød op fra sit arbejde som fiske ved Genesareth Sø og begav sig på vej sammen med den Jesus, han kaldte Kristus, Den levende Guds søn.

Og hvordan han undervejs blev klar over, at den vej, han var slået ind på førte ham steder hen, han ikke havde haft fantasi til at forestille sig. Som kristne er vi stadig på vej. De første kristne kendte endnu ikke ordet kristendom, men kaldte det, de var fanget ind af og som fyldte deres liv for VEJEN, og sig selv kaldte de: Dem, som er på vej.

Den vej slog også apostlen Paulus ind på, som vi skal høre det i læsningen, jeg har valgt til vores lille valfartsandagt her i Haraldsted Kirke: Paulus forsvarstale, Acta 22, 3-10

VEJEN kaldte de kristendommen og sig selv: dem som er på vej. Som kristne er vi stadig på vej. På vej til at forstå, hvem Jesus var, hvad han sagde og gjorde, og hvad der skete med ham, og hvad hans historier og historien om ham kaster af lys over vores fælles menneskeliv.

Kristendommens centrum og omdrejningspunkt er nemlig, ikke en bog. Det er ikke Biblen vi som kristne tror på, selvom den er overordentlig nyttig at læse jævnligt i.

Det er ikke en moral, det er ikke de 10 bud kristendommen handler om, selvom de er rigtig gode at holde sig til.

Det er ikke en bestemt trosbekendelse, en troslære, en dogmatik, der binder det hele sammen. Den slags er vigtige vejvisere på kristendommens vej gennem historien, og dermed afgørende for at forstå hvordan vi selv som kristne er kommet hertil, hvor vi er.

Og det er ikke kirkeinstitutionen, som det hele står og falder med, selvom vi er rigtig glade både for kirken som det gamle hus, vi sidder i her i Haraldsted og for de forskellige kirkesamfund og deres virksomhed.

Nej, centrum og omdrejningspunkt for os som kristne er et menneske, Jesus fra Nazarath. Hans ord og gerninger, hans liv og død og opstandelse. Troen på at i ham kom Gud selv til sin verden og sine mennesker. Den historie er vi endnu kun på vej til at forstå.

Og på denne vej udfordres og oplyses vi af at historien fortælles på mange forskellige måder. Det er jeg selv meget optaget af, inspireret af Grundtvigs opfattelse af forholdet mellem kristendom og kultur som en ”„evende vekselvirkning”.

Kultur og kristendom udfordrer hinanden og i mødet imellem dem udfolder kristendommen sig fortsat.
Det er ikke sådan at kristendom ved vi hvad er, og så kan vi se, at den undervejs i historien og på vej ud over jorden antager forskellige kulturelle former.

Nej. Kristendommens kerne: inkarnationens mysterium, det at Gud blev et menneske, at Gud kom til verden i Jesus Kristus – den historie har vi nu gennem 2000 år prøvet at forstå. Og det vi har at forstå historien med, det er vores sprog, vores kultur, vores historie, de erfaringer, vi har gjort os, de begreber, vi har med os.

Noget taler direkte til os, noget er mere sløret, og noget er vi måske helt blinde for. Derfor er det så vigtigt at huske på, at evangeliet er til deling, at det lever af at blive delt. At vores chance for at blive klogere på kristendommen står og falder med, at vi inviterer hinanden til at se historien om manden fra Nazareth i andre perspektiver end vores eget, at vi deler historierne med hinanden under vejs i vores liv. Som man kan gøre det på en valfart som  i dag.

Evangelisten Johannes har om Jesus sagt, at han er vejen, sandheden og liver, og Jesus har selv sagt, at han vil være med os på vejen, hele vejen indtil verdens ende.

Og undervejs møder han os. Men hvor og hvordan? Ja, det har han givet os en storslået fortælling om. Han fortæller, hvordan menneskesønnen ve tidernes ende skal sidde på sin trone og som en hyrde skille fårene fra bukkene. Da han siger til dem ved en højre side: I gav mig at drikke, da jeg var tørstig og mad, da jeg var sulten. I tog jer af mig, da jeg var fremmed, gav mig tøj, da jeg frøs. I tog jer af mig da jeg var syg, og I besøgte mig, da jeg var i fængsel.

De bliver helt forbløffede og spørger, hvordan det hænger sammen. Og hans svar er: „Alt hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre, det har I gjort mod mig!”

Så hvor er det vi møder Jesus undervejs? Vi møder ham i vore medmennesker, i dem der har brug for os og vores opmærksomhed. Og det er hvad han vil, at vi skal lære undervejs: at genkende et Guds menneske, en bror og en søster i enhver vi står overfor. Også den sure nabo og de larmende og forfestede unge mennesker far Roskilde festivalen – ja selv dem, vi kalder vores fjender. Noget af en udfordring! God tur!

Amen.

 

Bøn

Vor Herre og vor bror
Jesus Kristus
Du som er vejen, sandheden og livet.
Tak fordi du stadig vil følges med os
På vores livsvej
Og på vej til at dele dit gode budskab med andre
Og dermed få mulighed for selv at blive klogere på
Hvem du er, og hvad du vil os.
Vi beder dig:
Tilgiv os, når vi går vild,
Når vi kludrer med livet og slår skår i vores egen og andre menneskers tilværelse.
Lær os at genkende hinanden som medmennesker og ikke som modmennesker.
Hør os i Jesu navn
Vor Far, du som er i himlene …