Prædikenen afholdt i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag den 5. oktober 2010

Tekst Peter Fischer-Møller

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord.

Kan I huske Århus-historierne tilbage i 1970erne?

En af dem lød sådan her: Hvorfor lægger Århusianerne altid små spejle ved kuverterne, når de inviterer folk til middag. Jo, for når gæsterne så går rundt for at finde deres plads, og de kigger ned på spejlet og ser sig selv, så siger de: Jamen, her sidder jeg!

Som med spejlene ved det Århusianske bord er det med Vorherres ord til os. Når vi læser i Det nye Testamente, når vi som i dag lytter til evangeliet, så rettes fokus på os hver især. Evangeliet egner sig ikke til at slå andre i hovedet med. Det retter altid fokus mod læseren, lytteren, prædikanten på en gang afslørende og kærligt inkluderende. Og så sætter det os på plads som spejlene ved bordet. Det sætter os på plads som naboens næste, som borgere i samfundet, som kolleger i kirke eller folketing, som medmennesker i en globaliseret verden.

Da jeg skulle vælge tekster til gudstjenesten her i dag, tænkte jeg: Når det nu er evangeliet, der skal sætte os på plads, så ville det naturlige være, at vælge netop det evangelium, der hører til i søndags og som kaster sit lys over ugen her, Jesu tale om sig selv som vintræet og os som grenene. Men så tænkte jeg: Den prædiken har I jo allerede hørt ved gudstjenester rundt i jeres hjemsogne i forgårs – og så valgte jeg det evangelium, der hører til søndagen efter den gamle 1. tekstrække.

Her på det danske demokratis festdag, ved Folketingets åbning præsenterer Jesus os for det dobbelte kærlighedsbud, for grundlaget for vores liv med hinanden her på jorden. Du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Så enkelt og så klart.

Først kærligheden til Gud. Vi er ikke vort eget livs direktører. Vi sang om det før som indledning til gudstjenesten her. Om den verden vi er en del af og det liv, vi ikke skylder os selv. Om græsset og nælden og fugle og blomster og fisk og stjerner – så langt tror jeg vi alle sammen kan være med i Brorsons undren. Måske er der nogle der står af, når vi når til engleskarerne, når vi præsenteres for hele den himmelske herlighed. Men står man med bare en lille del af den jordiske herlighed i armene, et lille barn f.eks. – så kræver det noget af en kraftanstrengelse at sige, at det bare er den rene evolutionære tilfældighed!

At elske Gud er at se dette ubegribeligt mangfoldige liv på denne lille blå planet i et solsystem i et hjørne af Mælkevejen blandt Universets milliarder af galakser - som en gave, en kærlighedsgave fra skaberen selv. Tænk en gang, hvor stort. Tak for det!

Så er der kærligheden til vores medmenneske. Egentlig er det lige så enkelt og selvfølgeligt. Det har sin rod i samvittigheden. Vi finder det samme formuleret i den gyldne regel, som vi også har fra Jesus: alt, hvad du vil at andre skal gøre imod dig, det skal du også gøre imod dem. Fra skaberens side er vi blevet udstyret med fantasi og følelse og forstand, så vi kan sætte os i et andet menneskes sted, så vi kan se, hvad vi ville have brug for og ønske os, hvis vi var ham eller hende.

Er vi alligevel i tvivl, eller vil vi helst skubbe det ansvar fra os, der følger med denne indsigt, ja så fortæller Jesus os historien om manden, der gik fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, og lå hjælpeløs der i vejkanten. Først kom en præst forbi og derefter et folketingsmedlem. Begge havde gevaldig travlt. Lidt efter kom en somalisk asylansøger forbi.

Han stoppede op og tog sig af den overfaldne, behandlede hans sår, førte ham til nærmeste logi, betalte for ham… Hvem af de tre viste sig nu at være den mands næste, som faldt blandt røvere? Ja, svaret giver sig selv. Ingen som har hørt den historie kan ryste den af sig. Hvorfor? Fordi Gud, som profeten Ezekiel forklarede det før, har givet os et hjerte af kød og ikke et hjerte af sten. Og fordi barmhjertigheden som en suveræn livsytring sætter sig igennem bag om ryggen på os, som en etisk impuls, der på en måde er det naturligste af alt.

Men er det nu også så enkelt?

Nej, det er det som bekendt ikke. Det vidste Thomas Hobbes. „Mennesket er menneskets ulv”, sagde han. Vi er ikke bare medmennesker, vi er også hinandens konkurrenter. Som det kan læses af verdenshistoriens mange brutale magtkampe. Og som vi ser det for fuld udblæsning i naturen. Det var Darwins opdagelse: At alle levende væsner er konkurrenter om begrænsede ressourcer og at evolutionens grundloven derfor lyder: den bedst egnede overlever.

Jeg er godt gift med en biolog, så vi taler jævnligt om det over middagsbordet. Og vi bliver som regel enige om, at Gud og Darwin er et stærkt team! Men tilbage bliver spændingen: Så selvfølgelig næstekærligheden kan være, så udfordret er den af vores selvopholdelse og af det som er værre.

Profeten Ezekiel kalder det sidste for menneskets stenhjerte. Jesus ved udmærket, at de tilsyneladende åbne og interesserede spørgsmål han bliver stillet af saddukæerne om det største bud i loven, har en skjult dagsorden, at de er et led i en benhård magtkamp. Som I kender det her på Christiansborg. Hvis man skal tro TV drama serien om livet her på Borgen.

Hvor svært kan det være? Ja, det kan altså være ret så svært fordi vi som mennesker står i et krydsfelt, hvor vi tit med apostlen Paulus opdager: at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.

Og her er det så anden del af evangeliet, jeg læste før tager fat. Ham som det hele handler om her under slotskirkens høje hvælving.

Hvad mener I om Kristus, hvis søn er han? Ja, hvad mener vi om Jesus Kristus, hvad mener vi om den provokerende og inspirerende tømrersøn fra Nazareth, som fører ordet i dag? Er han kong Davids søn eller kong Davids Herre? Kan vi få ham puttet ind i vores systemer? Kan vi få styr på ham? Eller kan vi få skaffet os af med ham? Kan vi få ham reduceret til en konform moralist eller en verdensfjern idealist eller en mand, hvis ord vi kan nøjes med at trække frem ved særlige festlige lejligheder – som nu i dag? Eller er han virkelig det, mennesker til alle tider har haft svært ved at forholde sig til: Gud selv midt i vores verden, som et menneske blandt os mennesker?

Tør vi tro på at vi i Jesu afkald på magten, og i hans bøn på korset for sine bødler: ”tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør” – står overfor den kærlighed som er universets og vores eget livs ophav? Tør vi lade hans historier og historien om ham, om hans liv og død og opstandelse være den vigtigste historie om os selv og vores pejlemærke i livet med hinanden, det fælles liv som I her på Christiansborg er med til at sætte rammer om? Vi samles til gudstjeneste for at blive holdt fast på netop det!

Der er spejle i Århus. Og der er spejle i Mexico. Da jeg for 9 år siden boede i landsbyen Xocen på Yucatan i Mexico for at studere kristendommens former og udtryk blandt de lokale mayaindianere, stod der i den lokale kirke tre malede trækors.

Om halsen på dem hang der tre små spejle. Den stedlige præst, padre Antinio fortalte, at spejlene var Guds øje. Jeg spurgte, hvad han mente med det. Prøv at kigge lidt nærmere, sagde han. Og hvad så jeg? Ja, hvor dum kan man være! Jeg så naturligvis mig selv. Padre Antonio bemærkede: Ja, det er altså hvad Gud ser. Han ser dig og følger med i dit liv. Husk det!

Jesu ord og historier er som spejle, vi kan se os selv i. I rummet her, på Slotspladsen udenfor, på Borgen og der, hvor vi bor og elsker og har hjemme. Vi sættes på plads som Guds mennesker - som brødre og søstre ved det samme bord og som medmennesker i Guds verden. At leve op til det ansvar, det er vores opgave. Jeres og min.

God arbejdslyst.

Amen.

Tekst Peter Fischer-Møller

Gudstjeneste i Roskilde Domkirke søndag den 18. juli 2010

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.Tre børn skal døbes ved gudstjenesten her i dag. En dreng på fire år, en dreng på halvandet år og en lille pige på fire måneder.

Dåben udtrykker det helt afgørende i kristendommen: At livet er en gave fra Gud, at hvert eneste menneske er uendeligt værdifuld bare ved at være til, og at vores værdi som mennesker derfor ikke er noget vi kan eller skal fortjene os vej til. Dåben udtrykker Guds nærvær i vores liv, Guds omsorg for os, Guds kærlighed til os som vi er, på trods.

Netop på trods.For en dejlige sommerdag som i dag kan vi tænke: jamen det er da helt rigtigt. Livet er virkelig fantastisk. Kald det gerne en gave. En gave fra Gud. Og børnene her, de er jo noget af det dejligste. Og solen skinner og det er ferietid.Tid til at bade og tid til at grille, tid til at bade og tid til at lege, tid til at slappe af og tid til at nyde familien. Herligt.

Men det er jo højst den halve sandhed om os og livet. Det var hvad den gamle prædiker fra det gamle testamente mindede os om lige før.Tilværelsen er fyldt af for os ubegribelige spændinger og modsætninger, nogle af dem har deres grund i verden omkring os, andre i vores sind og måde at behandle hinanden på. Når vi støder på dem, er det hele lige knap så ligetil, knap så herligt, og nogle gange ganske vanskeligt at finde mening i.

Og vi må som prædikeren se i øjnene, at vi ikke „kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør”. Vi har tit mere end svært ved at få øje på Guds nærvær og Guds omsorg.

Det er her, evangeliet i dag møder os.

Det er her Jesus taler klart og til benet realistisk til sine disciple og til os, om den modstand han selv var op imod og de forfølgelser, der ramte de første kristne, de kriser, vi kan blive indviklet i. Og midt ind i det er det han taler til os om Guds nærvær, Guds opmærksomhed, Guds omsorg for os. Midt ind i det er Jesus selv Guds ord til os.

Vi kan ikke se Gud i kortene, og vi skal vare os for ikke at få forvekslet vores små hjerners billeder af Gud med Gud selv. Den Gud, som er altings ophav og opretholder, er simpelt hen ubegribelig for os mennesker, siger Prædikeren.

Men hvor skal vi så vende os hen for at finde mening i livet og for at lære Gud at kende. Ja, det er kristendommens kærne, at Gud lærer vi at kende i Jesus, at Gud er blevet menneske, at den guddommelige mening er nu at finde midt i vores omskiftelige menneskeliv.

Her hvor vi lever og handler i dagligdagen med hinanden.
Her hvor vi køber og sælger og deler hverdag med hinanden. „Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden at jeres fader er med den”, siger Jesus i evangeliet i dag.

Hvad mener han mon med det? Ja, det har man tænkt forskelligt om i tidens løb. En gang opfattede man det her som et udtryk for at Gud styrer alting her i verden. Og man dannede sig et billede af Gud som sådan en overdimensioneret dukketeaterfører, og os som hans små marionetter. Måske gav det mening en gang, måske kan det give mening i bestemte situationer i vores liv i dag også at tænke sådan om Gud og tilværelsen.

Men jeg tror det er noget andet Jesus vil os ved her i dag at stille vores liv op ved siden af de to små spurve.

Jeg tror ikke, det handler om at ane Guds skjulte plan og vilje med verdens gang, og jeg er helt sikker på, at Jesus ikke med billedet her vil give os anledning til at lægge ansvaret for alverdens olieindsmurte fugle og hvad vi ellers går og laver af ulykker over på Gud. Som jeg hører det her i dag tror jeg Jesus vil have os til at se, at hvert eneste levende væsen er til for Gud, er enestående og værdifuldt for ham. Han vil have os til at se livet i det perspektiv.

Sådan levede han jo selv, sådan mødte han mennesker. Den pæne præst og den lurvede skatteopkræver, den arbejdsomme fisker og det ubekymrede legebarn, den blinde tigger og den foragtede prostituerede. Hvert eneste menneske så han som et Guds menneske. Han gjorde sig ikke nogen illusioner. Han kendte udmærket til menneskelig fejhed og nedrighed, til svaghed og svigten. Men tværs igennem det så han i enhver et menneske kendt til bunds af Gud, og dog accepteret og elsket.

„Du duer som du er, der er brug for dig, kom og følg mig”, sagde han. For nogle blev det en åbning af tilværelsen, et helt nyt perspektiv, der kaldte på deres kærlighed og engagement.

For andre var det en voldsom provokation, ja, ligefrem en form for gudsbespottelse. For de havde dannet sig et bestemt billede af Gud, en forestilling om Guds vilje, et mønster hvor godt og ondt, belønning og straf, gik op i en højere enhed. Det system brød Jesus op, det slog han i stykker, for han ville ikke, at et eneste menneske skulle tænke om sig selv, at det var udenfor og fortabt, forkastet og værdiløst.

Det satte han sit liv ind på at udtrykke. Det kom til at koste ham livet. Han døde på korset, men døden fik ikke gjort det af med ham og det billede, han havde tegnet af Gud.

Opstandelsen, kaldte de det. De forstod ikke dengang, og vi forstår ikke i dag hvordan det skete, der er ingen forklaring på opstandelsen, men vi ved hvad den kom til at betyde. Den betød at det som for disciplene havde set ud som det totale nederlag langfredag viste sig at være det modsatte: det endegyldige udtryk for Guds nærvær, Guds opmærksomhed, Guds omsorg for os, Guds grænseløse kærlighed til sin verden og sine mennesker, visheden om at intet – end ikke døden - nu nogensinde ville kunne skille dem fra Gud. Det budskab blev selve deres tilværelses mål og mening, det brugte de resten af deres liv på at udtrykke og fortælle videre.

Det kom til at koste dem dyrt. De blev som deres mester forfulgt for det budskabs skyld, det kom til at koste mange af dem livet, men de opgav det ikke, dette billede af Gud, som de ikke selv havde kunnet tænke sig til her midt i den modsigelsesfulde verden, hvor fødsel og død, latter og gråd, krig og fred er viklet så grundigt ind i hinanden, at vi ikke kan skille det ad, hvor ondt og godt er vævet sammen i hvert eneste menneskesind.

De fortalte det videre, de prædikede fra tagene, hvad Jesus havde hvisket dem i øret, og sådan er budskabet nået helt til os her i dag.

Det er, hvad vi mødes her i kirken i dag for at blive mindet om: at som Gud er med spurvene, der sælges for en skilling, sådan er han også med os. Ikke med os mod nogle andre, men med hver eneste af sine skabninger, med hvert eneste menneske.

Det er, hvad vi henter med os her fra kirken. Ikke nogen forklaringer på hvorfor det går os som det gør, ikke nogen forklaring på livets tilskikkelse, ikke et indblik i Guds skjulte vilje bag det hele, med budskabet: du er et Guds barn, kendt og elsket af ham som du er.

Det er, hvad det handler om, når vi om lidt holder dåb. Tre håndfulde vand over hovedet på hvert af de tre dåbsbørn. Det ser ikke ud af så meget, Men det er i grunden højdramatisk. I gamle dage var det tydeligere. Der dykkede man barnet 3 gange helt ned under vandet. Det så ud som en drukning. Sådan er tilværelsen faktisk. Vi siger, at vi er ved at drukne i sorger og problemer. Vi kan føle os helt overvældede. Tilværelsen er faktisk livsfarlig.

Men tværs igennem det er der én der aldrig slipper os. Gud slipper os ikke. Vi er hans mennesker. Vi er i hans kærlige hænder i liv og død.  Det er du og det er ham og hende ved siden af dig og hvert eneste menneske du møder på din vej. Med det budskab vil han åbne os for tilværelsen som den er, give os mod til at påtage os vores ansvar for det liv, Gud har betroet os, mod til at dele dette sære, svære, smukke menneskeliv med hinanden i kærlighed.

Amen.