Tekst Peter Fischer-MøllerTale Odd Fellows julekoncert den 6. december 2009 i Roskilde Domkirke

Det er en glæde for mig at igen i år at få lov at holde juletalen her ved Odd Fellows traditionsrige julekoncert i Roskilde Domkirke.

Og jeg vil også i år indlede med at takke Odd Fellow både for arrangementet her, for den dejlige musik, vi får lov at suge til os i Domkirken i eftermiddag og for det store humanitære arbejde, bevægelsen står for verden over. En juletale er jeg blevet bedt om at holde.

En julehistorie to efterfølgende betragtninger, en om kirkeligheden og virkeligheden og en om ritualernes betydning.

Først historien:
Den er fra verdens centrum. Sådan tænker de i hvert fald selv, de gode mayaindianere i landsbyen Xocen på Yucatanhalvøen i Mexico, hvor jeg for otte år siden tilbragte et par måneder for at studere vekselvirkningen mellem kultur og kristendom. Xocen er en landsby på 4.000 indbyggere, hvor folk lever af, hvad de kan så og høste for hånd på markerne omkring landsbyen, og hvor langt de fleste indtil for en generation siden hverken kunne læse eller skrive. Til gengæld er de stadig rigtig gode fortællere.

 

Hør engang:

I byen Betlehem blev Jesus Kristus født. De Hellige Tre Konger havde imens studeret al slags magi og ritualer. Det  var for at de kunne se, hvem der havde store evner, og hvem de skulle give magt til at udføre vidunderlige gerninger her på jorden.. De var i fuld gang med dette arbejde, da Jesusbarnets fødsel blev bekendtgjort. Jesus, søn af Josef og Maria, han som blev den evige Gud.

Det var omkring jul. Det var dag og alt forløb normalt. Men pludselig kl. 11 om natten hørte kongerne hanegal. De vidste, at hanerne normalt ikke galer kl. 11, men først kl. 2 og 4 om morgenen. „Kykkeliky, kykkeliky!” lød det mellem vingeslag. Da Jesus blev født, hørte de Hellige 3 Konger hanerne skråle: ”Jesus Kristus er født!” og fåren brægede „I Belem!”
„Lad os komme af sted og se ham,” sagde de.
„Men hvordan kan vi vide, hvor han er?” spurgte den ene. En anden trak en krystal-sten op ad lommen, kiggede i den og sagde, at mod øst var der en stor stjerne, og den viste, hvor Jesus lå.

Så fik De Hellige Tre Konger i en fart sadlet deres kameler og red af sted. De to havde husket deres hellige bøger, men den tredje havde glemt sine.
„Hvad skal jeg nu gøre?” spurgte han.
„Du kan tage noget af det gule harpiks, der vokser på disse træer,” foreslog de andre.

Da de kom til Betlehem, fandt de én stor flad sten, og Melchior og Balthazar sagde til Kaspar:
„Tag den med, den kan du bruge til at brænde røgelse, når vi skal bede for Jesus!”
Han fandt også et stykke kul, og da de kom, hvor Jesus lå, knælede de foran ham og tændte røgelsen på stenen.

Jesu far begyndte på en bøn, og kongerne kunne tilbede Jesusbarnet. Jesus sagde:
„To beder for mig, og en brænder røgelse. Det er udmærket!” Han velsignede dem og sendte dem af sted igen.

Så vidt Juleevangeliet, som det fortælles af de gode katolikker i Xocen. De ved godt, at det lyder anderledes i den officielle bibel. Det hører de ved gudstjenesterne på søndage og helligdage. Men når historierne går fra mund til øre, fra bedstefar til barnebarn, som de har gjort det i århundreder, er de fulde af humor og farvet af mayaindianernes gamle kultur og hverdagserfaringer.

Og her synes jeg det er værd at hæfte sig ved to elementer i historien. For det første det, at de hellige tre konger ikke bare overrækker Jesusbarnet gaver, de gennemfører en ceremoni eller et ritual. Det er vigtigt med bønnebøger og stenplade og kul til afbrændingen af røgelsen. Sådan er omgives alt væsentligt i landsbyen med ceremonier og ritualer.

Sådan holder de ældste i familierne selv morgenandagt med børn og børnebørn inden man går til skole og arbejde, sådan fungerer en række landsbybeboere som maestro cantor som forsangere i forbindelse med hjemlige ceremonier i forbindelse med dåb, konfirmation og vielse, og sådan forestår de mindeceremonier afdøde slægtninge. Og byens sjamaner tager sig af velsignelsesceremonier for ejendomme og marker og regnceremonier når majsmarkerne er tilsået.

Og til jul nøjes man ikke med at høre juleevangeliet, man spiller det som et udvidet krybbespil, der involverer hele landsbyen. Jeg tænker: kunne vi ikke lære lidt af de gode mayaindianere? Hos os er kristendommen for mange gået hen og blevet noget meget privat, tanker og følelser den enkelte går med helt for sig selv. Nogle politikere synes at religion fylder for meget i det offentlige rum. I Xocen ved de, at religion er et fælles anliggende, at kristendommen lever af, at vi deler den med hinanden. Hjemme i familien, i landsbyen i hverdagen i det hele taget. Som vi danskere også forsøgsvis gør det her i adventstiden, hvor vi går mere i kirke end vi plejer, og hvor vi måske endda drister os til at tage en julesalme med i sanghæftet til julefrokosten.

Måske skulle vi også på andre årstider lægge lidt af vores blufærdighed og lidt modigere bede fadervor med vores børn eller synge et bordvers inden middagsmaden. Eller beslutte os for at gå i kirke sammen en gang om måneden. Eller vi skulle måske samles til en gudstjeneste, når noget vigtigt sker i vores samfund – som nu klimatopmødet, der begynder i morgen. Nogle menighedsråd har valgt at holde gudstjenester i den anledning på søndag og knytte en særlig lille ceremoni til: en ringning som består af 350 slag for at markere den grænse for CO2 i atmosfæren som FNs klimapanel mener vi skal holde os under, for at begrænse den globale opvarmning til to grader.

Det andet element i julehistorien, jeg vil hæfte mig ved er det, at det så tydeligt af mayaindianernes fortællinger fremgår, at Gud er blevet menneske. Det ved vi godt, også os her i Roskilde, det er jo netop det som er kristendommens kærne og som vi forbereder os til igen at fejre i den forestående jul. Men i mayaindianernes fortælling bliver det meget konkret. Når de fortæller om Jesus er han i øjenhøjde så at sige. Både som barn og som voksen.

Og jeg tænker: det har vi velfærdsdanskere vist også brug for at blive mindet om. Vi har det med at få skilt kirkeligheden og virkeligheden ad. Vi har det med at få henvist Gud og kristendommen til en åndelig sfære, som ikke rigtig hænger sammen med vores hverdags-virkelighed.

Men det duer ikke. Kristendommens stadig lige provokerende og inspirerende påstand er, at Gud blev menneske, at Gud kom til denne jord for at gennemlyse vores menneskeliv, for at få os til at opdage, at vi er mere end konkurrenter om knappe ressourcer, at vi ikke er hinandens modmennesker, men medmennesker.

Lad os øve os i det her frem mod jul – og gerne også i tiden derefter. God arbejdslyst.
Amen

 

Tekst Peter Fischer-Møller

Gudstjeneste i Roskilde Domkirke søndag den 18. juli 2010

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.Tre børn skal døbes ved gudstjenesten her i dag. En dreng på fire år, en dreng på halvandet år og en lille pige på fire måneder.

Dåben udtrykker det helt afgørende i kristendommen: At livet er en gave fra Gud, at hvert eneste menneske er uendeligt værdifuld bare ved at være til, og at vores værdi som mennesker derfor ikke er noget vi kan eller skal fortjene os vej til. Dåben udtrykker Guds nærvær i vores liv, Guds omsorg for os, Guds kærlighed til os som vi er, på trods.

Netop på trods.For en dejlige sommerdag som i dag kan vi tænke: jamen det er da helt rigtigt. Livet er virkelig fantastisk. Kald det gerne en gave. En gave fra Gud. Og børnene her, de er jo noget af det dejligste. Og solen skinner og det er ferietid.Tid til at bade og tid til at grille, tid til at bade og tid til at lege, tid til at slappe af og tid til at nyde familien. Herligt.

Men det er jo højst den halve sandhed om os og livet. Det var hvad den gamle prædiker fra det gamle testamente mindede os om lige før.Tilværelsen er fyldt af for os ubegribelige spændinger og modsætninger, nogle af dem har deres grund i verden omkring os, andre i vores sind og måde at behandle hinanden på. Når vi støder på dem, er det hele lige knap så ligetil, knap så herligt, og nogle gange ganske vanskeligt at finde mening i.

Og vi må som prædikeren se i øjnene, at vi ikke „kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør”. Vi har tit mere end svært ved at få øje på Guds nærvær og Guds omsorg.

Det er her, evangeliet i dag møder os.

Det er her Jesus taler klart og til benet realistisk til sine disciple og til os, om den modstand han selv var op imod og de forfølgelser, der ramte de første kristne, de kriser, vi kan blive indviklet i. Og midt ind i det er det han taler til os om Guds nærvær, Guds opmærksomhed, Guds omsorg for os. Midt ind i det er Jesus selv Guds ord til os.

Vi kan ikke se Gud i kortene, og vi skal vare os for ikke at få forvekslet vores små hjerners billeder af Gud med Gud selv. Den Gud, som er altings ophav og opretholder, er simpelt hen ubegribelig for os mennesker, siger Prædikeren.

Men hvor skal vi så vende os hen for at finde mening i livet og for at lære Gud at kende. Ja, det er kristendommens kærne, at Gud lærer vi at kende i Jesus, at Gud er blevet menneske, at den guddommelige mening er nu at finde midt i vores omskiftelige menneskeliv.

Her hvor vi lever og handler i dagligdagen med hinanden.
Her hvor vi køber og sælger og deler hverdag med hinanden. „Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden at jeres fader er med den”, siger Jesus i evangeliet i dag.

Hvad mener han mon med det? Ja, det har man tænkt forskelligt om i tidens løb. En gang opfattede man det her som et udtryk for at Gud styrer alting her i verden. Og man dannede sig et billede af Gud som sådan en overdimensioneret dukketeaterfører, og os som hans små marionetter. Måske gav det mening en gang, måske kan det give mening i bestemte situationer i vores liv i dag også at tænke sådan om Gud og tilværelsen.

Men jeg tror det er noget andet Jesus vil os ved her i dag at stille vores liv op ved siden af de to små spurve.

Jeg tror ikke, det handler om at ane Guds skjulte plan og vilje med verdens gang, og jeg er helt sikker på, at Jesus ikke med billedet her vil give os anledning til at lægge ansvaret for alverdens olieindsmurte fugle og hvad vi ellers går og laver af ulykker over på Gud. Som jeg hører det her i dag tror jeg Jesus vil have os til at se, at hvert eneste levende væsen er til for Gud, er enestående og værdifuldt for ham. Han vil have os til at se livet i det perspektiv.

Sådan levede han jo selv, sådan mødte han mennesker. Den pæne præst og den lurvede skatteopkræver, den arbejdsomme fisker og det ubekymrede legebarn, den blinde tigger og den foragtede prostituerede. Hvert eneste menneske så han som et Guds menneske. Han gjorde sig ikke nogen illusioner. Han kendte udmærket til menneskelig fejhed og nedrighed, til svaghed og svigten. Men tværs igennem det så han i enhver et menneske kendt til bunds af Gud, og dog accepteret og elsket.

„Du duer som du er, der er brug for dig, kom og følg mig”, sagde han. For nogle blev det en åbning af tilværelsen, et helt nyt perspektiv, der kaldte på deres kærlighed og engagement.

For andre var det en voldsom provokation, ja, ligefrem en form for gudsbespottelse. For de havde dannet sig et bestemt billede af Gud, en forestilling om Guds vilje, et mønster hvor godt og ondt, belønning og straf, gik op i en højere enhed. Det system brød Jesus op, det slog han i stykker, for han ville ikke, at et eneste menneske skulle tænke om sig selv, at det var udenfor og fortabt, forkastet og værdiløst.

Det satte han sit liv ind på at udtrykke. Det kom til at koste ham livet. Han døde på korset, men døden fik ikke gjort det af med ham og det billede, han havde tegnet af Gud.

Opstandelsen, kaldte de det. De forstod ikke dengang, og vi forstår ikke i dag hvordan det skete, der er ingen forklaring på opstandelsen, men vi ved hvad den kom til at betyde. Den betød at det som for disciplene havde set ud som det totale nederlag langfredag viste sig at være det modsatte: det endegyldige udtryk for Guds nærvær, Guds opmærksomhed, Guds omsorg for os, Guds grænseløse kærlighed til sin verden og sine mennesker, visheden om at intet – end ikke døden - nu nogensinde ville kunne skille dem fra Gud. Det budskab blev selve deres tilværelses mål og mening, det brugte de resten af deres liv på at udtrykke og fortælle videre.

Det kom til at koste dem dyrt. De blev som deres mester forfulgt for det budskabs skyld, det kom til at koste mange af dem livet, men de opgav det ikke, dette billede af Gud, som de ikke selv havde kunnet tænke sig til her midt i den modsigelsesfulde verden, hvor fødsel og død, latter og gråd, krig og fred er viklet så grundigt ind i hinanden, at vi ikke kan skille det ad, hvor ondt og godt er vævet sammen i hvert eneste menneskesind.

De fortalte det videre, de prædikede fra tagene, hvad Jesus havde hvisket dem i øret, og sådan er budskabet nået helt til os her i dag.

Det er, hvad vi mødes her i kirken i dag for at blive mindet om: at som Gud er med spurvene, der sælges for en skilling, sådan er han også med os. Ikke med os mod nogle andre, men med hver eneste af sine skabninger, med hvert eneste menneske.

Det er, hvad vi henter med os her fra kirken. Ikke nogen forklaringer på hvorfor det går os som det gør, ikke nogen forklaring på livets tilskikkelse, ikke et indblik i Guds skjulte vilje bag det hele, med budskabet: du er et Guds barn, kendt og elsket af ham som du er.

Det er, hvad det handler om, når vi om lidt holder dåb. Tre håndfulde vand over hovedet på hvert af de tre dåbsbørn. Det ser ikke ud af så meget, Men det er i grunden højdramatisk. I gamle dage var det tydeligere. Der dykkede man barnet 3 gange helt ned under vandet. Det så ud som en drukning. Sådan er tilværelsen faktisk. Vi siger, at vi er ved at drukne i sorger og problemer. Vi kan føle os helt overvældede. Tilværelsen er faktisk livsfarlig.

Men tværs igennem det er der én der aldrig slipper os. Gud slipper os ikke. Vi er hans mennesker. Vi er i hans kærlige hænder i liv og død.  Det er du og det er ham og hende ved siden af dig og hvert eneste menneske du møder på din vej. Med det budskab vil han åbne os for tilværelsen som den er, give os mod til at påtage os vores ansvar for det liv, Gud har betroet os, mod til at dele dette sære, svære, smukke menneskeliv med hinanden i kærlighed.

Amen.