Tekst Peter Fischer-Møller
3. søndag efter påske
Kolonien Filadelfia søndag den 25. april 2010

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.
„Jeg er vejen og sandheden og livet”, hører vi Jesus sige i dag. Ordene er blevet citeret flittigt i den forløbne måned i forbindelse med debatten om forholdet mellem kristendommen og andre religioner. Som en slags bevis for, at kristendommen er den eneste forbindelsesvej mellem Gud og mennesker.

Jeg mener ikke, at man kan bruge bibelcitater på den måde. Mange indlæg har været præget af, at man ikke har lyttet til hinandens anliggende, og debatten er derfor efter min mening blevet ufrugtbar. Det vender jeg tilbage til senere. Først lidt mere alment om veje og om det at være på vej.

Her i Danmark i 2010 er rigtig mange af os hele tiden på vej. Ofte ganske bogstave­ligt. På vej til arbejde eller til arbejdsformid­lingen. På vej til Brugsen eller indkøbscenteret. På vej til famili­ebesøg hjemme hvor vi kom fra eller på vej som turister ud i det blå. Aldrig har vi brugt så mange timer på vejene, som de gør i dag.

Men vi er også hele tiden på vej i en anden forstand. Selve vores livsforløb er som en rejsevej. Spædbarnet er på vej til at få sine første tænder og dermed forlade tiden ved moderens bryst til fordel af tiden, hvor forældrene prøver at lokke skefulde af gul­lerodsmos ned med fantasifulde lyde og gebærder.

Skolebarnet er på vej ind i kundskabernes vidtfor­grenede netværk. Og snart er det ikke længere et barn, det kommer i puberteten og får bumser og kærester og er hele tiden på vej til kammerater og sportsaktiviteter og kon­certer, på vej til at finde sig selv i en verden som er meget større end barn­domshjemmets fire trygge, men - for et hurtigtvoksende ungt menneske - også lidt snærende vægge.

Den unge er på vej gennem uddannelsessystemet. Den voksne på vej ind og ud af job og ægteskaber. Sådan går det i begyndelsen raskt derudaf på vores livsvej med opmærksomheden rettet fremad, mod de næste mål.

Med årene bliver hastigheden mindre. Vi stopper op ved korsveje i vores liv, i tvivl om, hvilken ret­ning, vi skal gå. Vi begynder at kigge tilbage, tænker på hvor mange andre veje, der var, end den vi valgte, prøver at forestille os, hvor vi så var blevet ført hen. Vi ser, at livet så let kunne have antaget ganske andre former, og vi mærker, at det ikke kun er os selv, der bestemmer fart og retning.

Tit førte livet os helt andre steder hen, end vi havde tænkt. Og det kan godt få os til at blive mismodige. For vi vil forfærdelig gerne have styr på vores liv.

Vi forestiller os, at det er sådan vi når målet. Som på en biltur, hvor god planlægning og præcis kort­læsning bringer os sikkert frem til be­stemmelses­stedet. Vi vil gerne have nogle klare retningslinjer at holde os til.

Vi kan let blive usikre på, om vi nu også virke­lig er på den rette vej, vi kan så let komme i tvivl om vi valgte forkert og dermed gik glip af målet. Det kan ytre sig meget forskelligt. Nogle er tilbøjelige til at klamre sig til den vej, de nu en gang er havnet på, en uddannelse der ikke svarede til ens evner, et arbej­de hvor man trivedes dårligt, et ægteskab der løb ud i gold ligegyldighed.

Andre følger tilsyneladende et helt andet spor. Vi har jo kun det her liv, så det gælder bare om at få det bedste ud af det hele tiden, er tankegangen, og så dropper man vennerne, når de bliver besværlige eller får problemer, og man skifter ægtefællen ud, når det hele ikke bare er rosenrød forelskelse. Man zapper rundt i livet som på en fjernsynsskærm for at finde det program, der kan fylde tomheden eller skabe sammenhæng i foretagendet.

Inden i både tryghedsnarkomanen og zapperen, som i øvrigt sagtens kan leve side om side i den samme person, ligger en drøm, en smuk og stor drøm om skønhed og mening og sammenhæng. Ikke kun en egoistisk drøm om selv at kunne få sine behov til­fredsstillet og sine lyster styret, men en drøm om et højere mål for vores tilværelse.

Denne drøm kan vi se genspejlet i disciplene i evangeliet her i dag. Thomas og Filip og de andre, der havde fulgt Jesus. De havde i mødet med ham mærket, at her fandt deres drøm genklang, at her var livet ved at få retning og mening.

Og de havde turdet bryde op for at følge ham. De havde forladt deres fiskerbåde på bredden af søen, de havde taget afsked med deres familier, de havde givet slip på en almindelig anstændig og rimeligt sikret ek­sistens for at følge ham. Fordi de i hans ord og gerninger, i den kompromisløse kærlighed, han viste menneske, på tværs af alle de skel og grænser vi sætter mellem hinanden - fordi de i den havde set et glimt af, den inderste mening med menneskelivet. Fordi han med sine ord og gerninger havde åbnet deres hjerter for kærligheden som livets dybeste gave og opgave.

De var brudt op fra den hjemlige tryghed for at følge ham, de havde knyttet deres håb til ham, de havde drømt om, at de i hans følge var på den rette vej, var sat på et spor så at sige, der førte dem frem mod deres livs mål.

Men nu var det ved at gå op for dem, at sådan ville det ikke gå, at han ville forlade dem, at de ville blive ladt alene tilbage. Og hvad så? Hvordan skulle de så finde vej i livet? Hvordan skulle de så være sikre på at kunne nå målet?

Det er her, vi møder disciplene. Her i kirken, hvor også vi er samlet fordi vi føler, at vi gennem historien om Jesu ord og gerninger møder et billede af menneskelivet, som rammer os i vores inderste drømme, men hvor vi også tit kan føle os rådvilde og usikre på, om vi nu virkelig er på den rigtige vej.

Kan du ikke give os nogle mere præcise retningslinj­er, et klart kort at styre efter, beder disciplene.
For tiden bliver den slags ønsker let til den ene eller anden form for fundamentalisme eller nyortodoksi, en drøm om at vi kan finde løsningen på vores livs regnestykke i en eller anden facitliste, at hvis vi bare følger Bibelen eller Koranen eller en eller anden færdigformuleret troslære, så er vi på rette vej frem mod målet.

Men sådan spiller orglet altså ikke her i huset, ikke efter min mening i hvert tilfælde. For kristendommen tager det alvorligt, at vi som mennesker virkelig hele tiden er på vej, at vores liv hele tiden ændrer sig, at vores livsvilkår ændrer sig fra generation til generation, og at den kærlighed, som viste sig for verden i Jesus, må tage stadig nye skikkelser for at være i overensstemmelse med sig selv, sådan som I netop her på Filadelfia med fokus på diakonien reflekterer det og udfolder det . På den måde er der virkelig, som Jesus siger det i evangeliet i dag „mange boliger” i hans fars hus.

Kristendommen handler ikke om at følge nogle bestemte love og regler til punkt og prikke.
Kristen­dommen handler ikke om at dyrke Jesus som et idol og prøve at efterligne ham.
Kristendommen er ikke sådan et kort over livet, den rummer ikke en facitliste på vores livs spørgsmål og problemer.
Kristendommen er ikke et kort over en vej, den er selv en vej.

Sådan kaldte de første disciple, det, de nu var i gang med: "Vejen", de kaldte sig selv: dem, der følger vejen, dem, der er på vej.

Midt i et liv, der for mange af dem blev meget svært og uoverskueligt, hvor de blev forfulgt af deres landsmænd og siden også af kejseren i Rom, hvor mange af dem måtte ofre livet for deres tros skyld, der kaldte de det, de var i gang med for vejen. Ikke for ”målet”. De bildte ikke sig selv og andre ind, at de havde løsningen på det hele, at de havde gennemskuet livet og dets mysterier, at de nu kunne styre deres liv sikkert frem, som de ville.

Nej, de var kun på vej. Men det var altså stadig netop her, det skete, her hvor de gik med hinanden under omskiftelige vilkår, som mennesker på vej, som mennesker, der kom til stadig nye korsveje, som mennesker, der nogle gange følte de valgte rigtigt og andre gange bittert måtte sande, at de valgte forkert, og som mennesker, der også blev ført derhen, hvor de ikke ønskede.

De var på vejen, på vej et sted hen, som de ikke kendte, men de var ikke ladt alene, det var hvad de havde erfaret i samværet og samtalen med Jesus, og det var hvad der stadig skete for dem efter påskens ubegribelige begivenheder, det kaldte de Helligånd, det at han stadig var med dem, var hos dem, han som havde kaldt dem Guds børn, som havde sagt til dem, at de i deres vaklevorne menneskelighed var elskede og accepterede af Gud, som de var, at de ikke skulle bekymre sig, men tage imod livet og dele det med hinanden i kærlighed, turde tage fat på livet, turde bryde op, turde kæmpe for det, turde ofre sig for det, og at hvor de gjorde det, der hvor de gik og stod med hinanden, der på vejen, der var de allerede ved målet, der var livet som det skulle være, og som det ved Guds hjælp engang skule blive.

Det er, hvad vi stadig får at høre herinde i kirken. Vi er stadig som kristne på ”vejen”, vi er på vej, på den vej, han har banet for os, ham der om sig selv sagde: ”jeg er vejen, sandheden og livet”, og her er det så vores opgave, at lave os gennemlyse af hans grænseløse og betingelsesløse kærlighed, at dele den med hinanden.

Og det er vel netop her, jeg synes filmen knækker i den igangværende debat om forholdet mellem kristendommen og de andre religioner. At vi så let kommer til at forveksle vores tanker og meninger og formuleringer om troen med troen selv, at vi glemmer at Gud ikke åbenbarede sit væsen for os sig i en lov eller en bog eller en institution eller en troslære, men i et menneske, et levende menneske, som døden ikke fik gjort det af med.

Han følger os stadig på vores livsvej. Og her undervejs har vi mulighed for at blive klogere på hvem han var og hvad han ville os ved at tale med hinanden. Ved at lytte til hinanden, ved at dele livserfaringer og troserfaringer – og helt ærligt, ville det ikke være dumt og udtryk for manglende nysgerrighed ikke også at inddrage folk fra andre religioner i denne samtale? Det er sådan set bare at komme i gang. God arbejdslyst.

Amen