Tekst Peter Fischer-Møller
2.søndag i fasten
Roskilde Domkirke søndag den 28. februar 2010

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Vi skal gennem våbenhuset for at komme ind i kirken. I gamle dage var våbenhuset stedet, hvor mændene lagde deres sværd og skjolde. I dag er det stedet, hvor vi slukker mobiltelefonerne eller sætter dem på lydløs. Det er indslusningsrummet, hvor vi lægger selvbeskyttelsen og selvsikkerheden bag os. For her i kirkerummet behøver vi ikke den beskyttelse, vi gemmer os bag udenfor.

Herinde handler det ikke om at se ud som om vi har fod på livet. Her kan vi være fælles om den erfaring, at det er livet, der har fod på os. Her er det OK at stå med tårer i øjnene, når vi bærer et barn til dåben, og det er i orden at græde og vise vores fortvivlelse, over dem, vi mister.

Lige nu er vi her sammen, I og jeg, i troens land. Her midt i stilheden, i bønnerne, i salmerne i ordene, er Gud selv til stede, for at indgyde os tro, indgyde os tillid til livet og hinanden, så vi tør åbne os og engagere os i tilværelsen sammen, tør dele livet med hinanden i kærlighed.

Vi har alle taget turen over våbenhusets dørtærskel og herind i kirkerummet. Og der sker noget med os undervejs. Drømmen om selv at kunne styre tilværelsen, og modeord som coaching, selvkontrol og livsmålsætning, blev derude i våbenhuset sammen med mobilen. Udenfor i hverdagen prøver vi at tackle det forbløffende og farlige, det forunderlige og fortvivlende liv. Men når vi samles her under hvælvingerne ved vi godt, at tilværelsen er uendelig meget større end vi kan fatte og magte, her går det op for os, at vi ikke er vores eget livs direktører.

Og det går an, at det er sådan, for vi er ikke alene om det, det er et fælles vilkår, som vi kan sætte ord på sammen. Skabte som vi er i Guds billede og fulgt på vej af hans tilgivende kærlighed. Sådan åbner verden sig for os herinde under hvælvingerne.

I de bibelske fortællinger møder vi mennesker som os selv. Vi møder dem i mange forskellige livssituationer, mennesker som har glædet sig over livet og kæmpet med det, mennesker som har søgt efter mening og ledt efter Gud, mennesker som er gået vild og som er blevet fundet.

Den første af de to fortællinger i dag – den om Gud, der skaber mand og kvinde – holder os fast på, at vores liv ikke bare er en biologisk tilfældighed, men at der er en magt og en vilje bag vores tilværelse, at vi er til i kraft af Gud, dig og mig og dagens dåbsbarn. To mikroskopiske celler, der smelter sammen og i løbet af 9 måneder bliver til et barn, det er et mirakel hver gang, også selvom naturvidenskaben med Darwin i spidsen kan forklare os en hel masse om, hvordan det er gået for sig. Det er et mirakel, det liv, der møder os hver morgen. Vi mærker det særlig stærkt i disse dage, hvor vinteren er ved at slippe sit tag, hvor lyset tar til og erantis og vintergækker forsøgsvis folder sig ud i haverne, mens musvitterne filer løs på deres forårssang. Vi føler, at det passer, hvad der står i den gamle historie, at det hele er såre godt.

Bagsiden af medaljen er de svære ting, der vælter ind over os og vælter den mening, vi havde fundet, over ende. Noget kommer indefra, fra os selv. På mærkelige måder og af lige så mærkelige grunde lykkes det os ganske ofte at forkludre tilværelsen for os selv og andre. Andet kommer tilfældigt udefra. Som når et jordskælv får tilværelsen til helt bogstaveligt at bryde sammen over hovedet på hundredetusinder af mennesker som det skete på Haiti for en måned siden, og som det igen i noget mindre målestok skete her i går ud for Chiles kyst.

Og som det sker for os når en sygdom rammer os, sådan som vi hører om det i den anden fortælling i dag. Den stærke historie om en far og hans syge barn. Drengen lider af epilepsi, og det har han gjort i mange år. Sådan lyder diagnosen i dag. Dengang sagde man, at han var besat af en ånd. Ordene vi bruger om det er forskellige, og vores behandlingsmuligheder er helt anderledes i dag, end de var dengang, men der er noget helt grundlæggende i situationen, som vi kan genkende på 2000 års afstand.

Drengens far er ramt på sit ømmeste punkt, på sin kærlighed til sit barn. Han vil gøre alt, hvad han kan, for at drengen kan blive rask. Præcis som nutidens fædre og mødre kæmper for deres syge børn. Måske har folk omkring ham tænkt: hvad har drengen gjort eller hvad har faderen gjort, siden det her skulle ramme dem? Måske har faderen selv tænk sådan.

Det er spørgsmål, vi har det med at stille, for at finde en form for mening, der hvor tilværelsen for alvor slår knuder for os. Men måske er der ikke nogen mening lige her. Måske er der kun den hudløse afmagt, som vi ser den hos faderen. En afmagt, der spreder sig som ringe i vandet. For det viser sig jo, at disciplene og de, som så på, jo heller ikke kunne udrette noget.

Afmagten har mange ansigter. Den melder sig for eksempel lejlighedsvis for mig selv og min familie, når vi tænker på fremtiden for min brors dejlige udviklingshæmmede datter, der nu er 14 år, men som endnu ikke har et sprog, som vi andre kan forstå. Man kan gribe sig selv i at tænke: Hvad er meningen? eller:  Hvorfor? Men det er et blindspor. Meningen er ikke noget der skal findes bag sygdommen og det svære, men noget der opstår, dér, hvor vi tør være til stede, tør se situationen i øjnene, tør dele afmagten med hinanden. Dér hvor vi støder på grænsen for, hvad vi selv kan magte og tør stå ved det.

 

Dér hvor vi ikke har meget andet at gøre end at folde hænderne og bede til Gud. Det er her evangeliet møder os.

Med få ord gengiver evangelisten Markus den opmærksomhed og nærhed, der er på færde imellem Jesus, faderen og det syge barn.

Efter sin første vrede over disciplenes og de andres manglende evne og vilje i situationen, koncentrerer han sig om faderen og det syge barn. Han giver sig tid, spørger og lytter. Han ser faderens desperation, hjælper ham med at sætte ord på situationen der midt mellem håb og fortvivlelse. Han taler til drengen. Bliver i situationen, også da det ser ud til at gå skævt, da krampeanfaldet kommer og folk tror, at han er død. Og så sker det ufattelige, at da han bøjer sig ned over ham og tager ham ved hånden, så rejser han sig og vender tilbage til livet.

Et Guds under er det. Men ikke mere underligt, end vi godt kan genkende noget fra vores egen hverdag i det. Videnskaben har lært os meget om sygdom og sundhed, og læger og sygeplejersker og vi skatteydere kan hver på vores måde gøre en indsats for at bekæmpe lidelse og nød, hjælpe og lindre. Og det er godt.

Men vi ved også, at det menneske, der lider eller kæmper med sorger og problemer, tit ikke bare har brug for at få løst et problem, men mindst lige så meget her brug for at nogen tør være der og blive der og dele det svære - det ved vi fra os selv, sådan kan vi selv opleve det, at det allersværeste i en situation kan være det, at vi står alene med den, at ingen ser os, at ingen gider eller tør være sammen med os, der hvor det for alvor er svært.

Nogle gange kan vi faktisk gøre noget ved denne verdens nød og problemer. Nogle gange lykkes det. Men ikke altid og ikke i længden. Ind imellem rammer sygdom og ulykke os, så vores livsmod krakelerer.

Det er her faderens råb til Jesus rammer os i hjertekulen: „Jeg tror! hjælp min vantro!” Her bliver det så tydeligt, at troen ikke er noget vi har, en mening, en overbevisning, et sted, hvor vi kan finde svar på det, der virker meningsløst. Nej troen er noget der vækkes i os lever imellem os, det er en tillid til at livet er godt, en tillid til at det går an at engagere sig og holde af. En tillid til det menneske jeg åbner mig for. Hvor denne tillid er til stede, dér giver livet mening helt af sig selv.

Det ved faderen, det har han selv oplevet. Men sønnens sygdom ryster tilliden, truer hans livsmod. Derfor beder han: hjælp min vantro! Midt i et liv, hvor godt og ondt er blandet sammen så vi ikke kan få det redet fra hinanden, hverken i os selv eller i verden omkring os, peger Jesus på bønnen. I bønnen er Jesus selv ved vores side tværs igennem afmagten og fortvivlelsen. I bønnen er vi hos Gud og Gud hos os.

Når gudstjenesten om lidt er forbi skal vi gennem våbenhuset igen. Vi tænder mobiltelefonen og tar beskyttelsesdragten på for at klare os derude, vi ifører os smilet og den sikre mine. Men vi tager noget med herindefra, et nærvær som gerne må lyse ud gennem sprækkerne i panseret i hverdagen udenfor.

Amen.