2. tekstrække, 2015-2016
Nyheder

Prædiken ved Stiftsdagen, lørdag den 12. marts

Biskop Peter Fischer-Møllers prædiken i Roskilde Domkirke.


Tekst Peter Fishcer-Møller, biskop Foto Rune Hansen

Gud
lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Vi er på vej mod et Reformationsjubilæum.

Næste år er det 500 år siden, at Martin Luther slog sine 95 teser mod afladshandlen op på kirkedøren i Wittenberg.

Sat i gang af sit eget hjertes urolige spørgsmål: Hvordan får jeg en nådig Gud? Og oplyst af evangeliets gode budskab: Guds nåde har du – og ham og hende ved siden af dig og dem du møder på gaden herudenfor - allerede!

Vi vil her til morgen tage lidt forskud på fejringen af denne glædelige reformatoriske opdagelse. Og vi vil lade duen være vores guide.

Der er gang i duerne i bispehaven for tiden.

De basker tungt for at holde balancen, mens de kæmper med sig selv og hinanden om at få solsikkekerner ud af foderautomaten udenfor køkkenvinduet. De hopper rundt efter og ovenpå hinanden oppe i robinietræet, og tager fat på foråret og kommende generationer. Og mens de kurrer rundt derude, er vi herinde allerede i gang med at planlægge, hvordan vi i den kommende havesæson skal holde dem fra de spirende ærter og de spæde kålplanter.

Perspektivet er lidt anderledes herinde i Domkirken. Den store due har bredt sine vinger ud over os her under hvælvingerne den sidste måneds tid. Den hører til vores store Konfirmandtræf og fik sine fjer af konfirmanderne.

3000 fjer, som de unge mennesker har forsynes med udsmykning og ord om deres håb og drømme. Her kan man finde muntre håb om at vinde i lotto og bekymrede håb om at et familiemedlem må blive helbredt for sin kræftsygdom. Der er nære håb om venskab og gode gaver til fødselsdagen og store håb om fred i Syrien og en standsning af den globale opvarmning.

Håbene er blevet til fjer på duen. De er blevet bundet sammen og løftet opad og bidrager i al deres mangfoldighed til at give duen luft under vingerne. Jeg bad Domkirkens gode folk om duen måtte blive hængende til efter vores stiftsdagsgudstjeneste her i dag, så vi en sidste gang i år kan sidde her på bænkene og glæde os over den måde duen forener vores håb og længsler og bærer dem samlet op til Gud.

I har nok allerede bemærket, at duerne også basker rundt i dagens salmer. Og nu også i prædikenen, hvor jeg vil lade mig lede af Biblens duer.

Skabt af Gud har duerne hørt med fra historiens begyndelse, men vi møder dem først for alvor i fortællingen om Noa og syndfloden, som vi hørte lidt af fra alteret før.

Her møder vi duen efter at Noa og hans familie og et udvalgt par af hver dyreart har klaret sig igennem den store oversvømmelse, der gjorde det af med alle de andre, og endelig får jord under kølen på Ararats Bjerg. Her er det så Noa sender en due afsted. Den skal undersøge, om jorden er ved at være beboelig. Men i første omgang finder duen ikke noget sted, den kan sætte sig. Så rækker Noa hånden ud og tar duen ind i arken igen. Da han syv dage senere sender den udfor anden gang vender den tilbage med et friskt olivenblad i næbbet. Og da den endnu en uge senere for tredje gang bliver sendt ud, bliver den derude, og Noa kan slå arkens porte op og lukke dyr og mennesker ud til livet.

Duen er for folk i Mellemøsten, hvad lærken er for os her i Norden: et forårstegn, et forvarsel om liv og frodighed.

I beretningen om Jesu dåb, møder vi igen duen.  Vi hører, at da Johannes havde døbt Jesus i Jordanfloden åbner himlen sig over ham, og Guds ånd daler ned over Jesus ligesom en due.

Duen er tegnet på Guds ånd, på Guds nærvær. Og spørgsmålet jeg vil stille her i dag er: Er den kun for nogen, for Noa og hans familie eller for os der er kommet til stiftsdagsgudstjeneste? Guider den kun de udvalgte eller spreder den vingerne over os alle sammen og løfter vores forenede håb og drømme mod Gud?

Det var det, Martin Luther kæmpede med i sin klostercelle: hvordan finder jeg en nådig Gud? Hvordan får jeg tilkæmpet mig en plads i Arken? Han var på kanten af fortvivlelse indtil evangeliet kastede sit lys over ham og han opdagede, at han allerede var ombord, forenet med andre af Guds nåde, guidet mod livet og frodigheden af duen.

Det var det, som første gang åbenbarede sig, da Johannes og Jesus mødtes den dag ved Jordanfloden.

Johannes stod dernede ved bredden og talte dunder til sine landsmænd: »Jeg er en røst af én, der råber i ørkenen,« sagde han. Og folk forstod udmærket, at det der med ørkenen, ikke bare havde at gøre med at der var ret goldt og øde på vejen ud til profeten ved floden. Nej, ørkenen var også et billede på folket, på dem selv, på deres liv, som ikke bar de frugter, Gud havde skabt dem til at bære.

Folk kunne nok høre, at med Johannes var profeternes skarpe forkyndelse kommet igen, den gennemtrængende kritik af uretfærdigheden og undertrykkelsen, det gamle kald til omvendelse.

Det var svært at komme udenom det Johannes sagde. Hans ord lod ikke folk i fred.

»Den som har to kjortler skal give den ene til den, som ingen har, og den som har brød skal gøre ligesådan!«

Når man lyttede til ham, blev det klart, at uretfærdighed og egoisme ikke bare havde med de andre at gøre.

Johannes døbte med vand. Hans dåb var en omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Hans dåb var en symbolsk renselse. Hvis man lod sig døbe af Johannes var det et tegn på, at man følte sig ramt af hans ord, at man vedgik sin egen uretfærdighed, at man ønskede at vaske sit gamle snavsede liv af sig for at begynde på en frisk.

Og folk kom fra Jerusalem og hele Judæa for at lade sig døbe, for at blive renset for uretfærdighedens og ondskabens skidt, så de kunne stå rene og rede til at møde Guds udvalgte, som skulle føre dem ind i en ny og bedre tidsalder.

De ventede en ny syndflod, det endelige opgør med alt ondt og mørkt her i verden, den store renselse, der skulle rydde grunden for Guds rige.

Og her – tænkte de – gjaldt det virkelig om at være med i arken, at være med i gruppen af omvendte og rensede.

Da er det Jesus dukker op nede ved Jordanfloden. Og forstyrrer hele forestillingen. For ganske vist var det netop ham, Johanens og de flokken omkring ham havde ventet på, ham de havde forberedt sig til at møde. Men nu møder han dem på en helt anden måde, end de havde forstillet sig at det skulle ske.

Han kommer ikke som deres fører, som deres konge og herre, men i øjenhøjde som en af dem. Han står ikke der på bredden for at tage imod de døbte, men han går selv med ned i floden for at tage imod dåben.

Han er ikke på vej til at indskibe sig i en ny ark, der skal sejle en lille gruppe frelst ind i Guds rige.

Nej, han kommer den anden vej fra så at sige, han er ved at slå arkens porte op, så folk kan slippe ud i verden, slippe ud og opdage, at Guds rige allerede er på færde her og nu, når vi tør slippe bekymringen for om vi er gode og fromme nok, og om de andre nu også er det, når vi tør dele livet med hinanden i kærlighed.

Himlen åbnede sig over ham og duen dalede ned. Et nyt og anderledes fællesskab var blevet til. Et fællesskab af syndere, Guds højt elskede syndere. Eller som Luther udtrykte det: simul justus og peccator – på en gang retfærdiggjorte og syndere.

Jesus brugte sit liv på at åbne det fællesskab for mennesker. Han satte tit liv ind på det. Han satte sit liv til for det fællesskabs skyld. Det er den historie vi er på vej gennem her i fastetidens rejse mod påske.

Og over os svæver duen. Domkirkens store Konfirmand-Helligånds-due, som symbol på Guds nærvær tværs igennem alt det tunge og svære, tværs igennem vores syndflods  stigende vande. Helligåndsduen, som forener vores håb og drømme og løfter dem mod Gud.

Helligåndsduen som om lidt sender os ud af kirken for at bære budskabet om Guds tilgivelse, Guds nåde, Guds kærlighed med os ud i hverdagen med hinanden. Derude hvor vi og andre kan erfare, at kristen tro lever og vokser og bliver til gavn og glæde og frugtbarhed – ved at blive delt.

Amen.