2. tekstrække, 2015-2016
Nyheder

Prædiken ved skabelsesgudstjeneste i Roskilde Domkirke

Peter Fischer-Møllers prædiken 18. søndag efter trinitatis.


Tekst Peter Fischer-Møller, biskop Foto Rune Hansen

Gud
, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Det er skabelsestid.

Ved gudstjenesten her i dag retter vi vores opmærksomhed mod Guds skaberværk i tak og bøn.

Vi zoomer ind på naturen på denne lille grønne og blå planet, den tredje inderste i vores solsystem, et støvkorn i Mælkevejen, som i sig selv er en blandt milliarder af galakser i universet.


Vi retter kikkerten mod Guds skaberværk for at glæde os over dets skønhed og rigdom, for at blive mindet om, at ikke alt er idyl her på planeten, og for at vinde mod og kræfter til at leve op til det ansvar vi har fået betroet af Gud som forvaltere af hans skaberværk.

Jesus
opfordrer os i den evangelielæsning, vi har valgt til i dag, til at se på himlens fugle, og vi følger hans anvisning. 

Jeg har taget en kikkert med på prædikestolen.

Min gamle KOWA 10 x 50. En fantastisk fuglekikkert var det, inden den fik sig et fur, så koordineringen mellem de to øjne led overlast.

Jeg købte den tilbage i 1969 – året efter at jeg var blevet konfirmeret. Sammen med bogen her: Europas Fugle.

Jeg var kommet på en ny skole. Her var en af klassekammeraterne ivrig ornitolog, jeg blev smittet af hans fugleinteresse, og en helt ny verden åbnede sig.

Det var ikke fordi jeg ikke tidligere vidste, at der var fugle til, og at der var forskel på en spurv og en svane.

Men på ekskursion med fugleinteresserede kammerater og kikkerten for øjnene viste det sig, at der var mange forskellige slags spurve og flere arter af svaner – og en hel masse derimellem: en Silkehale og en Nøddekrige og en Gråstrubet Lappedykker. Og en Mudderklire.

Jeg var 14 år og brugte rigtig mange timer på at gå rundt i Charlottenlund skov og Forstbotanisk have med min kikkert, og når jeg kom hjem skrev jeg ind i en lommebog hvilke og hvor mange forskellige fuglearter jeg havde set. Hver gang jeg så en fugl, jeg ikke havde set før, blev den højtidlig krydset af i fuglebogens artsliste.

Det var og er en stor glæde på denne måde at blive inviteret ind i en ny verden, fuglenes verden.

På en af Bibelens første sider fortælles det, hvordan Gud efter at have formet Adam af agerjord og blæst livsånde i hans næsebor, fører dyrene hen til ham, og han giver dyrene navne. Jeg kan se ham stå der: Spurv, due, ugle, stork, falk, ørn – det er nogle af de fugle, der er nævnt rundt om i Bibelen.

Jeg opdagede selv, at når man får sat navne på alle de forskellige fugle – og andre skabninger – så bliver man anderledes opmærksom på dem, så ser man hvordan de adskiller sig fra hinanden, så bliver verden større og smukkere og rigere. 

Men glæden blev snart udfordret. For blandt fuglekikkerne var der også en intern konkurrence. Hvem havde nu set flest forskellige fugle, og hvem havde spottet nogle af de rigtig sjældne?

Jeg ville så forfærdelig gerne se en rigtig imponerende og sjælden fugl, og jeg husker stadig tydeligt, hvordan jeg en dag i min egen fantasi kunne få forvandlet en musvåge til en ung havørn – og jeg skyndte mig hjem og satte et kryds i artslisten. Jeg kan stadig se skyggen af krydset, som jeg senere blev enig med mig selv om at viske ud.

Jeg glæder mig fortsat over fuglene. Jeg har fået en ny kikkert, som jeg tit har om halsen, når jeg går tur. Og jeg synes stadig, at det er spændende at se nye og sjældne fugle – selvom jeg ikke længere skynder mig hjem og krydser dem af i artslisten.

For 280 år siden rettede Brorson billedlig talt kikkerten ud mod Guds skaberværk og gav sig til at synge: Op al den ting, som Gud har gjort… som vi gjorde det før.

Han sætter ord på forundringen. Forundringen over livets mangfoldighed fra det mindste græs over fuglesvingene under Herrens himle og fiskene i havets dybe grunde til de fjerne stjerneflokke.

Med Brorsons ord klingende i ørene og billederne fra jeres pilgrimsvandring i Boserup Skov her i eftermiddag med fugle flyvende mellem skovens træer og ude over Roskilde Fjord – med de billeder på den den indre nethinde retter vi vores tak til Gud for skaberværkets skønhed og rigdom og for at vi får lov at være med i det sådan en skøn septembersøndag.

Men samtidig lurer bekymringen lige nede under overfladen. For er det ikke lige på kanten af det unaturlige, at temperaturen her ved efterårs jævndøgn ligger så højt som den gør – middeltemperaturen for september her i Danmarkr gennem de sidste 50 år er knap 13 grader, mens september i år indtil nu ligger tre en halv grad højere.

Klimaforandringerne er ikke længere noget som teoretikere tror de kan beregne sig til, men noget vi selv kan se og mærke – og en del steder i livstruende grad. Tørke i Californien og Afrika syd for Sahara, Isen der smelter i Grønland og frosten, der viger fra Alaska og Sibirien, havet der stiger og truer med at oversvømme de lave øer i Stillehavet og orkanerne der rammer kysterne rundt om i verden endnu hårdere med oversvømmelser og ødelagte afgrøder til følge.

Og vi skal ikke kradse ret meget i den smukke overflade, før vi kan konstatere, at mange dyr og planter trives skidt, og at mangfoldigheden af arter herhjemme og ude i verden formindskes med foruroligende hastighed.

Der er faktisk grund nok til bekymring.

Hvad gør vi ved det?

Ja, lige nu er vi altså gået til gudstjeneste med vores taknemmelighed for og glæde over en verden, vi ikke selv har fundet på og et liv, vi ikke skylder os selv. Og vi er her med vores bekymring for en klode, som lider uden den måde vi mennesker slider på det øvrige skaberværk. Vi er her for at bede Gud om hjælp. Hjælp til opmærksomhed, glæde og handling.

En af dem, der undervejs i kirkens brogede historie har haft et klart blik for det her var Frans af Assissi. Han levede i Midtitalien i 1200tallet og brød med sit rige barndomshjem for at leve som ejendomsløs munk, der sammen med sine tilhængere gik fra by til by for at forkynde evangeliet og for at tage sig af de fattige.

En af de ting, man i dag husker Frans bedst for er historien om, hvordan han en dag gik ud og prædikede for fuglene som udtryk for, at også de hører Guds skaberværk til, at også de hører med i det Guds rige, som med Jesus brød ind i verden.

Frans prædikede for naturen som et udtryk for den værdi han vidste naturen havde for Gud. Men det havde måske været endnu bedre, hvis Frans i stedet havde ladet naturen prædike for sig.

Det er i hvert fald hvad Jesus gør i evangeliet i dag om blomsterne på marken og himlens fugle.

Det kom jeg til at tænke, da jeg for nogen tid siden i radioen hørte en udsendelse om Frans og hørte, hvordan hans fattigdomsideal ikke kun var udtryk for nøjsomhed, men i hvert fald også udtryk for en bekymring, bekymringen for sin sjæls frelse, bekymringen for, hvordan han nu kunne blive god nok i Guds øjne. Vi hørte nogle klip fra Frans’ forkyndelse, og det handlede meget om at give afkald her i livet for til gengæld at få plads hos Gud i evigheden.

Sådan er der nok ikke mange, der tænker i dag, men det betyder ikke, at vi har lagt bekymringerne bag os. Vi bekymrer os bare om noget andet end Frans gjorde. Også for os handler det om at være gode nok, måske ikke så meget i Guds som i andre menneskers øjne.

Det er stadig usikkerheden, der driver værket, der nu får folk til at hoppe med på reklamernes gyldne løfter og de nationalistiske ideologiers hadefulde budskaber. Usikkerheden, der får folk til at slutte sig sammen i grupper hvor man bekræfter hinanden i at man da sandelig alle sammen er gode nok - i hvert fald sammenliget med de andre dér, dem der ser anderledes ud og tænker og tror anderledes. Vi bekymrer os for fuld tryk. 

Og lige præcis her er det Jesus lader fuglene og blomsterne komme til os i dag og prædike for os.

Han siger: I lader jer jo styre af mammon, af drømmen om rigdom, materiel eller åndelig rigdom, drømmen om at kunne klare jer selv. Men sådan går I fejl af det liv, jeg har skænket jer og alt andet levende. Se, jeg har givet jer livet af kærlighed, jeg holder af hvert eneste levende væsen på jorden, men over alt holder jeg af jer mennesker, hver eneste af jer, præcis som I er. Din værdi som menneske har du fået i fødselsgave, den skal du ikke fortjene dig vej til eller konkurrere dig vej til. Alt hvad du skal gøre er at leve, at være nærværende lige her og nu, at være vågen og opmærksom, at tage imod det liv, du møder og tage dig af det menneske, der har brug for din indsats. 

Sæt kikkerten for øjnene. Zoom ind på virkelighedens verden. Glæd dig over himlens fugle og naturens mangfoldighed. Læg mærke til at verden har brug for din indsats. Værsgo at tage fat! God arbejdslyst.

Amen.