2. tekstrække, 2015-2016
Nyheder

Prædiken ved skabelsesgudstjeneste i Fyrendal Kirke

Biskop Peter Fischer-Møllers prædiken 15. søndag efter trinitatis.


Tekst Peter Fischer-Møller, biskop Foto Rune Hansen

Gud
lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Grøn Kirke Festgudstjeneste. Grøn Kirke?

Hvad er meningen? Skal Fyrendal Kirke kalkes om?

Nej, det er jeg overbevist om, at hverken I eller Nationalmuseet vil gå med til. Grøn Kirke handler ikke om at kalke kirker grønne men om at menighedsråd, ansatte og frivillige omkring kirkerne engagerer sig i de menneskeskabte klima- og miljøproblemer, som er en af vores tids største globale udfordringer.

Men hvad ved kirkefolk om det? Og er det ikke en betænkelig sammenblanding af kristendom og politik på den måde at tage et samfundsanliggende på dagsordenen – og endda sætte det som overskrift over en gudstjeneste? Jeg synes bestemt at der er kirkefolk, der ved noget om klima og miljø, og jeg synes vi har noget at byde ind med, og vi kan både i kirken og bredt i samfundet handle mere bæredygtigt på mange forskellige områder.

Måske er der nogen her, der ikke er enige. Fint! så har vi noget at tale om ved receptionen her bagefter.

Hvad har præster forstand på det grønne?

Lad os begynde her.

Præsten gik sig en lørdagstur gennem landsbyen. Han beundrede stærene, der holdt flyveøvelser ude over engene, og han glædede sig over georginerne, der stod og lyste op i haverne.

Og under indflydelse af søndagens evangelium, som han gik og tyggede på, mens han indsugede herlighederne, sagde han til en kone, der gik sit staudebed efter med hakkejernet:

»Se til himlens fugle og liljerne på marken. Er det dog ikke en fantastisk rig og skøn have, Gud har sat os mennesker i?«

»Jo,« sagde konen og stoppede et øjeblik med lugearbejdet, »men pastoren skulle nu have set haven her, dengang Gud passede den alene.«

Historien fortæller ikke noget om, hvad præsten svarede. Måske har han haft lidt svært ved at finde en grimasse, der kunne passe lige i situationen. Men jeg er sikker på, at han har husket på bemærkningen, da han skulle til at skrive sin søndagsprædiken.

»Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise eller drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen«, hører vi Jesus sige i evangeliet i dag, med henvisning til himlens fugle og liljerne på marken.

Hvad kan han dog mene med det? Vi er jo ikke fugle eller liljer. Vi kan da ikke på den måde leve fra hånden og i munden. Tænk, hvis landmændene bare havde siddet der hjemme over kaffekoppen og vegeteret som stueplanter og ikke havde bekymret sig for deres marker året igennem, tænk hvis de alle sammen med svalerne var trukket sydpå på charterferie uden at tænke på, om de fik bjerget deres høst eller ej – så skulle ikke alene de, men også vi andre nok få noget at bekymre os for, når der i vinterens løb begyndte at blive mangel på fødevarer.

Vi mennesker kan slet ikke lade være med at bekymre os ikke kun for os selv, og hvordan vi skal klare os, men også og nok så vigtigt for vores nærmeste, ja, for andre mennesker i det hele taget.

Vi kan da som forældre ikke lade være med at bekymre os for vores børn, for hvordan de trives og udvikler sig. Vi holder af dem og føler ansvar for dem.

Og hvis ens øre fanger lyden af en udrykningssirene, mens ungerne er ude at lege eller på vej på skole på cykel - ja, så kan man ikke undgå at mærke en bekymrende uro i mellemgulvet - for vi ved jo, at  der hver dag sker ulykker, ikke mindst mange ulykker i trafikken.

Og derfor er det jo også, vi laver cyklestier og udstyrer ungerne med cykelhjelme og underviser dem i hvordan de skal færdes og hvad de skal passe særligt på.

Vi får en flyer ind ad døren fra Røde Kors med en opfordring til at bekymre os for de millioner af mennesker, der lider under eller er på flugt fra tørken på Afrikas Horn.

Danmission beder os om at give en håndsrækning i arbejdet på at lindre nød i det borgerkrigshærgede Syrien.

Kirkens Korshær har brug for støtte til at kunne hjælpe de dårligst stilled her i landet.

Fugle og liljer bekymrer sig måske ikke – i hvert fald ikke på samme måde som vi. Men de er jo altså heller ikke mennesker. De har ikke et menneskehjerte, hvori bekymringen kan bo.

Det kan vel ikke være meningen, at vi skal prøve at skabe os selv om til fjerkræ eller grønsager, når vi nu engang er skabt som mennesker med fantasi og følelse og forstand.

En fantasi, der sætter os i stand til at forestille os, hvad der kan ske i fremtiden, følelser, der knytter os til livet og hinanden, og en forstand, der sætter os i stand til at planlægge og træffe forholdsregler, så livet kan værnes og ulykker afværges.

Det kan da ikke være meningen, at vi skal glemme vores ansvar og bare lade stå til?

Skulle haven blive smukkere og verden bedre af at konen fra før lagde sit hakkejern og overlod stauder og ukrudt om selv at afgøre om hvem der som den bedst egnede ville overleve. Nej, det kan ikke være meningen.

Men det er heller ikke det, Jesus vil have os til med sin advarsel imod bekymringer og med sit billede af fuglene og blomsterne.

Nej, det det handler om er, at vi mennesker let kommer til at se hele livet i bekymringernes perspektiv, at vi bilder os ind, at alt står og falder med os og vores foretagsomhed.

Vi kalder det udvikling, og vi bliver helt forblændet af det. Større landbrugsmaskiner, mere højtydende kornsorter, hurtigere computere, flere spor på motorvejen, øget produktion, voksende forbrug, flere fjernsynskanaler. Vækst og konkurrenceevne er begreber, der har fået en næsten religiøs klang, og som få vover at sætte spørgsmålstegn ved.

Og nogle af de negative konsekvenser ved den udvikling er, at stress er blevet en folkesygdom og lokale og globale klima- og miljøproblemer truer klodens fattigste og de kommende generationer. 

Her er det vores selvkredsende bekymringer har ført os hen, her et det Jesu ord rammer os i dag, så vi kan mærke det: »I kan ikke både tjene Gud og Mammon!«

Mammon, det er den grænseløse vækst, det pengene og prestigen, det er drømmen om at vi selv kan skabe en lykkelig fremtid. Det er isen der smelter og havene der siger – og tusindvis af flygtninge, som ingen vil vide af.

Vi har – fortæller Bibelen – været der før. Dengang i Noas dage. Da var mennesker også så optaget af hvad de selv havde af planer og projekter, at de glemte at de ikke selv havde opfundet verden, og at livet ikke var deres eget, men Guds.

Bibelen fortæller, at Gud fortrød at han havde udstyret mennesket med fantasi og følelse og forstand, fordi han så, at de misbrugte deres evner. Gud lod Syndfloden rense verden. Kun Noa og hans familie og et par af hver slags dyr overlevede i arken. Og da vandet var sunket og Noa og dyrene kunne forlade arken, besluttede Gud sig for, at han aldrig mere ville lade en syndflod komme over jorden.

Regnbuen viste sig og blev symbolet på det håb, der dermed var tændt for jorden og for os mennesker. Håbet om at Gud ikke ville lade os gå til i vores egen selvoptagethed.

Det er, tror jeg, hvad Jesus vil åbne vores øjne for med evangeliet i dag: at der midt i en verden, hvor der er meget der virker bekymrende, og meget vi har ansvar for og må bekymre os for, er et overskud af herlighed og glæde.

Jovist skal vi skal vi gøre hvad vi kan for at beskytte vores børn mod sygdomme og andre farer, jovist skal vi tage ansvar for de menneskeskabte klimaforandringer og naturødelæggelser.

Jovist skal vi arbejde med jorden, jovist skal vi så og høste, men vi skal huske os selv og hinanden på, at det ikke er os der sørger for væksten.

Jesus peger i evangeliet i dag på, at vores liv her i verden bæres af det, der gives os uden om vores bekymring: at det bæres af Gud.

Den Gud, der har givet os livet. Den Gud, der har skænket os hjerter, der kan åbne sig mod ham og mod andre mennesker i kærlighed.

Den Gud, der har betroet os fantasi, følelse og forstand for at vi skal kunne fatte: At jorden ikke er vores, men hans.

At vi ikke er administrerende direktører for vores egne liv, men forvaltere af betroet gods, forvaltere, der står til ansvar for hvordan vi behandler skaberværket og hvordan vi giver det videre til kommende generationer.

At Gud i vores samvittighed har lagt et begreb om retfærdighed, som ikke handler om mig og mit, men om at der er mennesker der ikke har nok til dagen og vejen. Enken og den faderløse og den fremmede kaldes de i den bibelske fortælling.

Gud satte regnbuen som et håbstegn på himlen, hørte vi.

Vi bæres oppe af det håb, at verden ikke kun er i vores skrøbelige hænder, at Gud holder af sin verden og sine mennesker, at han holder ud med os, og at han bærer med, der hvor vi mister modet.

Det er, hvad Grøn Kirke handler om.

Med de perspektiver og det håb kan vi tage en dag ad gangen.

For hver dag har nok i sin plage – og sin glæde.

Som nu festdagen her i Fyrendal i dag.

God fornøjelse. God arbejdslyst. Og Guds fred.

Amen.