2. tekstrække, 2015-2016
Nyheder

Prædiken ved festgudstjeneste i Gadstrup Kirke

Biskop Peter Fischer-Møllers prædiken 3. søndag efter trinitatis. 


Tekst Peter Fischer-Møller, biskop Foto Rune Hansen

Gud
lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Da jeg var dreng var der et begreb, der hed Aarhushistorier. Det var den tids udgave af de gamle molbohistorier. En af dem lød sådan her:

I Aarhus var der en mand, der havde fået en lys idé. I stedet for at lægge bordkort på glassene, når han dækkede op til en pæn middag for venner og bekendte, lagde han et lille spejl ved hver kuvert. Når folk så blev budt til bords og gik rundt for at finde deres plads, kiggede de ned i spejlet og konstaterede med det samme: jamen, det er jo her jeg skal sidde.

Som det er med de århusianske bordkort er det med Jesu lignelser. De er som spejle, der lægges foran os, og når vi kigger nærmere på dem, spejler de os og vores liv. Når vi hører dem, tænker vi: det her er noget for mig, det er min plads. Hver af os kan genkende os noget af os selv Og ligesom spejlene viser de noget lidt forskelligt, hver gang vi ser nærmere på dem: håret der er blevet lidt mere gråt og rynkerne det er blevet lidt dybere, sådan også med Jesu lignelser.

Som nu for ekspempel lignelsen, Malene læste før fra alteret. En af de allerdejligste, lignelsen om den fortabte søn. Eller hvad vi nu kalder den. For det, vi kalder lignelsen, afspejler i sig selv noget af det, vi hver især ser i den.

I den gamle engelske oversættelse kaldes historien den ødsle søn. Her er det man har fokus på, det man ser i spejlet, den yngste søns ekstravagance, hans uansvarlige omgang med de arvede penge. Sådan så det ud i en tid, hvor man tænkte at fromhed skulle styrke rigerne.

I dansk tradition kom historien til at hedde den fortabte søn. At være fortabt, det er en følelse, en sindsstemning.

Vi mødte det før i Brorsons dejlige salme Guds igenfødte, nylevende sjæle. Den er fra pietismens tid, hvor opmærksomheden omkring den kristne tro blev drejet fra det ydre til det indre. Det var syndserkendelse og omvendelse, som blev det afgørende. Og det var så også det, man hæftede sig ved i lignelsen: den yngste søn, der indså, at han havde forvildet sig væk fra Gud og det gode og det rigtige, og vendte om og kom hjem.

I begyndelsen af det 20. århundrede gav to verdenskrige et grundskud til troen på menneskers mulighed for at vende om og finde vej til det gode og det rigtige, og nu kaldte man lignelsen: Den tabte søn eller den kærlige far. Opmærksomheden blev altså vendt fra den yngste søn og hans tanker og følelser og trosforestillinger til faderen.

Han, som havde mistet sin søn, han som bare ikke kunne glemme ham. Faderen der hver morgen går ud og spejder ned ad vejen i håbet om at se drengen igen.

Den kærlige far. Den grænseløst kærlige far, der overvældes af glæde, da den unge mand kommer tilbage. Faderen, som ikke lægger mærke til hans usle tøj og hængende skuldre. Faderen, der ikke kommer med formaninger og ikke er optaget af mere eller mindre dårlige eller velmente forklaringer og undskyldninger, men som straks skaffer sønnen nyt tøj og inviterer til glædesfest.

Da jeg gik til præst i det ungdomsoprørske år 68, havde opmærksomheden igen forskudt sig fra den yngste søn og faderen til den ældste søn. Hvordan var det egentlig med ham. ham der ikke fulgte blomsterbørnene og ikke forsøgte sig med LSD og andre bevidsthedsudvidende stoffer, ham den pæne borgerlige unge mand?  Johannes Møllehave prædikede om de fortabte sønner, men fokus var helt tydeligt på den ældste som den i sig selv og sin selvretfærdige fortabte.

Og den rundbordspædagogiske drøm om også at få ham med indenfor til festen, for det var bare ikke til at holde ud at tænke på, at nogen skulle stå derude i kulden og surmule.

Når jeg ser tilbage på de ret mange prædikener, jeg gennem de 32 år jeg har været præst har holdt over lignelsen her, så har jeg været det meste af turen rundt med tilhørende overvejelser omkring familiespændinger og jalouxi og oprørstrang og faderbindinger.

Sådan er det. Vi spejler os i lignelserne og får øje på os selv og noget af det vi selv går og kæmper med og håber på. I sig selv er det måske ikke så mærkeligt og ikke nødvendigvis særlig opløftende, for som Søren Kierkegaard tørt formulerer det: når en abe glor ind i et spejl, er det sjældent en apostel, der kigger ud.

Men det er heldigvis ikke kun os selv, vi får øje på i lignelserne og de evangeliske fortællinger. Der kastes et lys over os og vores liv, et på en gang afslørende og livgivende lys, det lys Jesus bærer med sig.

Det er noget af det fantastiske ved at være præst, det igen og igen at vende tilbage til de samme gamle bibeltekster og opdage, at de giver noget nyt fra sig.

Og her sidder vi så til festgudstjeneste i Gadstrup Kirke i dag, for at fejre at den gamle kirkeklokke nu har ringet i 400 år og at orglet har spillet i 70.

Og hvad er det så for en abekat der møder os, når vi ser på vores evangeliske bordkort her i dag, og hvilket lys kaster Gud over os?

Ja, det er jo nok ikke kun århusianere, der ser hver sit i de bordkortspejle, de kiggede ned i, og derfor netop ser sig selv. Jeg tror det også glæder os her i Gadstrup i dag.

Så derfor kan det sagtens være, at I ser og hører noget andet end mig. Men her får I lidt mere af det jeg har set og fået øje på i dag.

Det er jo en tindrende historie. Om faren og de to så forskellige brødre.

Den yngste, som bliver træt af det derhjemme, som bryder op og drager ud for at realisere sig selv, som lever i sus og dus så længe pengene rækker indtil han går i hundene og ender blandt svinene.

Og der er faren, som bare bliver så tindrende glad over at se sin forhutlede yngste søn igen. En usædvanlig far er han. For forældre plejer at blive vrede og skælde ud, når de har været bekymrede for deres vanartede børn, men den her far han springer alt det der med de rynkede bryn og de borende spørgsmål og de hævede pegefingre over.

Måske har han mange gange tænkt over, det han ville sige til sønnen, når han kom hjem, den lærestreg han af pædagogiske grunde burde give ham, de formaninger han skulle have  om at man ikke ustraffet kan gøre hvad som helst, at man som man høster sådan sår man og alt det der. Måske havde han virkelig forberedt sådan en modtagelse, men da sønnen pludselig er der, så glemmer han det alt sammen i bare glæde over at se ham igen.

Og så den ældste søn. Ham som var arbejdsom og effektiv og fulgte tidens og stedets normer. Han bidrog til vækst og konkurrenceevne derhjemme og havd én helt rimelig forventning om, at det ville blive belønnet. Men nu står han der låst fast i sin vrede over at den ødsle lillebror kommer hjem og får del den velstand, som han har været med til at opbygge.

Er det noget, vi kan genkende her.

Ja, jeg har allerede prøvet at manipulere lidt med ordene.

Og dermed antydet hvad det er jeg i dag ser spejlet. Jeg genkender i de to brødre to tendenser i tiden og i vores tænkemåde her i Danmark i dag, 

Den yngste bror spejler vores ønske om at være autentiske. Når jeg taler med yngre mennesker i dag – og tankerne smitter såmænd også af på os som er oppe i årene – så er der en drøm om at være sig selv, at stå ved, hvem man er, ikke at kopiere andre.

Vi skal være autentiske – helst 24/7 ugen ud, året rundt. Vi søger det unikke. Det gør vi, når vi skal give vores børn navne. Derfor kommer de nogle gange til at hedde noget meget mærkeligt, som jeg tænker, de kan komme til at slås noget med at kunne stave til.

Og vi ser det afspejlet i vigende dåbsprocenter. Ikke fordi forældrene tar afstand fra kirke og kristendom, men fordi de ikke ønsker at træffe beslutninger på barnets vegne. Barnet skal opdrages til at være autentisk og selv tage stilling- også til trosspørgsmål. Vi ønsker os et unikt bryllup, fordi vi gerne vil udtrykke, at vores forhold er noget helt enestående, forskelligt fra alle andres kærlighed. Og tendensen smitter også af på begravelseskulturen, hvor der kommer stadig flere forespørgsler om begravelse fra stranden eller haven eller hvor afdøde nu ellers holdt mest af at færdes. 

Vi kan rynke på næsen af tendensen og kalde den narcicistisk eller selvcentreret. Men er det da ikke rigtigt, at vi er enestående og uerstattelige. Siger præsterne i kirken ikke også tit det? Det kommer jeg tilbage til om lidt.

Den ældste bror spejler en anden tendens. Vi kan kalde den vækst og konkurrenceevne. Det er ret og pligt, og at vi må yde før vi kan nyde. For ellers har vi ikke råd til at drive vores velfærdssamfund videre.

Og vi bliver bekymrede for os selv og vores børn og børnebørn, når der kommer mange flygtninge til landet, som vi ikke umiddelbart kan se, kan bidrage til vækst og konkurrenceevne og vi siger: vi kan jo ikke redde hele verden. Også det kan vi karikere og skælde ud på som en form for national selvtilstrækkelighed. Men vi skal da ikke bare afskrive den ældste bror og hans omtanke og ansvarsbevidsthed, problemet er bare, hvis det kommer til at fylde det hele.

Og derfor vil jeg i dag give Faderen i lignelsen hovedrollen. Faderen, som spejler Gud. Faderen som holder af begge sine sønner. Faderen som ikke vil undvære nogen af dem. Faderen som kan rumme dem i al deres forskellighed. Faderen hvis kærlighed vi får lov at spejle os i. For vi kan jo også genkende noget af os selv i ham.

Det kan vi, fordi vi er skabt i Guds billede, skabt af kærlighed og til kærlighed. Skabt til at genkende hinanden som medmennesker, som brødre og søstre. Skabt til at vide, at livet er mere end vores eget projekt. At jeg ganske vist er enestående, men det er ham og hende ved siden af mig også.

Og jeg skal give det udtryk så de kan mærke det, så festen også bliver deres. Og festen er altså ikke noget vi sætter i værk og betaler for og kan forme efter vores egne hoveder. Festen er Guds. Guds skaberværk. Som vi ikke bare skal udnytte efter forgodtbefindende. Livet er en gave, en kærlighedsgave fra Gud, vores himmelske fa.

Det er den horisont evangeliet vil åbne for os. Det er det vi bliver hjulpet til at se og høre og glæde os over, når den gamle klokke her i Gadstrup kalder til gudstjeneste og orglet nu på sit halvfjersindstyvende år spiller til fest.

Den fest det er at være inviteret med der hvor faderen slår dørene op og byder til bords, som han gør det nu om lidt, når vi holder nadver.

Der står et alterbæger til os hver. Inden vinen hældes i kan vi spejle os i bunden ad bægeret. Der kan vi se os selv vendt på hovedet. Og vi kan tænke: Det er jo her jeg skal sidde, og tænk engang: det hele er vendt lidt på hovedet af evangeliet.

Amen.