Høstgudstjeneste og orgeljubilæum i Raklev Kirke

Tekst Peter Fischer-Møller

Gud lad os lave af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Hvor heldig kan man være? Det er som skabt til en høstgudstjeneste: vintræ og grenene og frugter.
Og mens vi synger i kor til det jubilæumsramte orgel om skoven der falmer og høsten her og høsten hist, så udlægger Jesus billedet for os: Jeg er vintræet, I er grene.

Jeg har lige selv gået og tilrettet min unge og vildtvoksende vinstok i drivhuset tilbage efter Johanneseavngeliets forskrifter: den skal formes og renses og sideskuddene skal klippes tilbage til 2 vækstknopper fra hovedstammen. Og mens jeg gik og klippede udfoldede Jesu billede sig for mig. For hvad er det egentlig for et træ Jesus er forbundet med?

Det er jo et korstræ, et fældet træ, noget der bestemt ikke ser frodigt ud: en mand som er henrettet på et kors.

Det er det her fældede og døde træ, som på helt ubegribelig vis rummer et liv og en mangfoldighed, som ingen havde kunnet forestille sig. En kirke som i dag er blevet global, som knytter mennesker af mange slags fra alle verdensdele sammen til en stor familie. Det er som hvis en gartner havde fældet et gammelt æbletræ, men så i stedet for at save det op, havde givet sig til at pode alle mulige vækster på stammen, roser og røn, skarantyde, solsikke og skvalderkål, bambus og buksbom. De fæster sig til det fældede træ, de suger næring fra det, de lever og sætter blomst og frugt. Enhver fornuftig gartner vil tage sig til hovedet, men ethvert barn som ser det træ, vil bryde ud i latter.

Jeg er vintræet, I er grenen, siger Jesus.

Jesus spiller med billedet af vintræet og grenene på noget vi kender rigtig godt, nemlig stamtræet, der fortæller om den familie og slægt, vi stammer fra.

Vi taler om det at kende sine rødder, og familie og slægt er på en måde som et rodnet. Og vi tænker det ofte ud fra os selv. Her fra lille mig forgrener det sig i forældre, bedsteforældre, oldeforældre osv. Skilsmissebørn og delebørn dobler op. De har rask væk 4 forældre og 8 bedsteforældre.

Stamtræet giver os en form for identitet. Det sætter os ind i en sammenhæng, og forklarer også noget om hvordan vi er blevet dem vi er. Af samme grund kan adoptivbørn ind imellem føle sig underligt rodløse og have et stærkt ønske om at prøve at opspore deres genetiske ophav.

Når Jesus taler om sig selv som vintræet og os, der lytter til ham, som grenene, så spiller han på billedet af stamtræet, men samtidig udvider han det voldsomt. De første generationer af kristne tog hurtigt billedet til sig. De kaldte hinanden for brødre og søstre, og de gav sig til at fejre deres dåbsdag mere end fødselsdagen, for med dåben var de blevet en del af en ny og meget større familie.

Sådan tænker de færreste danskere i dag. For mange af os er kristendommen blevet en privatsag. Det er ganske vist ikke længere flovt at sige, at man tror, men vi tror på vores egen måde, hver for sig.

Her tegner Jesus med vintræet og grenene et andet billede af troens verden. Han siger: kristne bliver I aldrig alene og for jer selv, kristendommen er kommet til jer formidlet af generationer af mennesker før jer, og kristendommen forbinder jer med millioner af mennesker, som er forskellige fra jer, som tænker og handler anderledes end I gør. I vores kirke kommer det så smukt til udtryk, når vi holder dåb ved søndagsgudstjenesten. Så er der godt fyldt på bænkene. Garvede kirkegængere med egen salmebog og famlende nybegyndere med skudklare kameraer mellem hinanden. Hele den brogede flok hører med.

Og i den klassiske faddertale hedder det netop, at fadderne sammen med forældrene eller i deres sted, skal „drage omsorg for at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i Ham.”

Billedet med vintræet og grenene handler altså om vores samhørighed som kristne og vores ansvar for hinanden. Hvor vi har det med at begynde med os selv, når vi taler om den familie og slægt, vi hører til, så giver Jesus os et andet udgangspunkt.

Han giver os sig selv. Træets stamme er Jesus som han hænger der på korset. Historien om den grænseløse og betingelsesløse kærlighed, den kærlighed som var så overvældende, udfordrende og provokerende, at man endte med at få ham dømt som oprører og gudsbespotter og henrettet som en anden forbryder – den historie er vores udgangspunkt som kristne. Her er mere end vores families historie og vores slægtskrønike, her fortælles der noget andet og mere om os end det sted og det sociale lag, vi er vokset op i, de store øre, jeg har fra min far, og temperamentet, der ligner min bedstemors.

Vi er ikke kun børn af vores forældre, vi er også Guds børn og dermed på tværs af slægtsforbindelser hinandens søskende.

Mens stamtræet havde os selv som centrum, så sker der en forskydning, når vi kigger på vintræet. Der befinder vi os ikke i centrum, men helt ude i periferien. Der dingler vi som de yderste kviste på en kæmpestor trækrone. Vi, der lever her i 2010, er jo dem, som er kommet til sidst. Vi er de nyeste skud på stammen. Vi suger næring fra dem, som var der før os, kristendommen er kommet til os gennem en lang tradition. Vi har fået noget overleveret, og der er noget vi skal give videre.

Vintræsbilledet skærer det ud i pap for os, at som vi ikke ville være til uden Gud, ville vi ikke være kristne uden Jesus og de disciple, evangelister, apostle, kirkefædre og troende som gennem 2000 år har rakt evangeliet videre, så det er nået til os her i dag. Og at der ikke vil vokse nogen ny generation af kristne frem, hvis ikke vi døber vores børn og fortæller evangeliet videre til dem og til andre som gider at høre på det.

I Jesu billede med vintræet og grenen optræder der endnu en person, nemlig hans far i himlen. Gud er vingårdsmanden, siger Jesus.

Ham kan vi på egen hånd og for os selv gøre os mange tanker om. Den almægtige som ser alt og dømmer og straffer. Hvorfor skulle det ramme mig, hvad har jeg gjort? spørger vi, når sygdom eller ulykke rammer os, og tænker os en Gud som skærer til og klipper af og kasserer alt det som ikke duer. Jesus ved godt, at vi tænker sådan.

Han ved, at vi frygter at blive vejet og fundet for let. Han ved hvor hårdt vi kæmper for at overbevise os selv og andre om, at vi duer, han ved hvor hårde vi er konkurrencen med hinanden om hvem der skal høre med, og hvem der er udenfor, han ved hvor svært det er for os, når vi mislykkes og ikke synes vi duer til noget. Jesus ved, at vi så let får tegnet os et billede af Gud, som spejler vores egen hårde verden.

Derfor satte han sit liv ind på og gav sit liv for at tegne et andet billede af Gud for os. Han er selv det billede af Gud, en Gud, der har øje og omsorg for dem, andre ikke regner for noget. En Gud der siger til enhver: jeg kan slet ikke undvære dig som gren på mit vintræ!

At være gren på det træ, hvis stamme er Jesus selv, er at suge kraft fra ham til det liv, vi skal leve med hinanden, at hente inspiration af det han siger og gør, til det liv, vi sammen har fået betroet, og som vi skal gøre til et godt liv for næste generation.

Guds vintræ er vidunderlig rummeligt. Det giver plads til en stor mangfoldighed af tanker og teologier og måder at udtrykke sin tro på.

Det kan godt være, at jeg kan være rivende uenig med andre kristne herhjemme og ude i verden, f.eks. omkring muligheden for at indgå partnerskab i kirken. Men Vintræet er mere mangfoldigt end vore uenigheder. Og vi skal ikke bare kunne tåle hinanden, men vi skal øve os i at lytte til hinanden for at høre, hvad de andre kan have at bidrage med, kan udfordre og inspirere os med. Det er ikke altid let. Nogle gange kan vi næsten ikke holde det ud. Vi tænker: kunne vi ikke bare blive fri for dem! Mon ikke Vorherre snart kommer og klipper os fri af dem?! Men sådan spiller orglet altså ikke her i huset!

Sådan er det vintræ vi er podet ind på ikke.

Det er så helt anderledes end vores egne stamtræer eller meningsfællesskaber. Det er et træ, hvis rødder når ned i livets dybeste lag og hvis krone rækker ind i himlen.

Tænk at vi får lov at være kviste på det træ. På tværs af alt det, der ellers skiller os. Glædelig høst.

Amen.