Ordinationstaler
Nyheder

Ordination i Roskilde Domkirke mandag den 10. oktober 2016

Ordination af Kristina Hermansen og Johan Tarp Dalsgaard.


Johan Tarp Dalsgaard
, der ansættes som midlertidig overenskomstansat sognepræst i Karlslunde Strandsogns Pastorat, Greve-Solrød Provsti Cand. theol. Kristina Hermansen, der ansættes som overenskomstansat sognepræst i job med løntilskud i Holsted Pastorat, Næstved Provsti.

Tekst Peter Fischer-Møller, biskop Foto Jeanette Capion

Kære Kristina og Johan
Kære ordinander,

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Johannes i hans første brev:

»Se hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke blevet åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren. Enhver som gør synden, begår lovbrud, for synd er lovbrud. I ved at han blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham. Enhver, som bliver i ham, synder ikke; enhver, som synder, har ikke set ham og kender ham ikke.«

Lyder det indviklet?

Vist nok lidt. Min kære ægtefælle, som gennem år og dag har måttet holde til mange bibellæsninger, rystede i hvert fald let på hovedet, da jeg læste teksten her op.

En tekst, som Kristina havde peget på som et muligt udgangspunkt for ordinationstalen i dag. Måske var det primært de første to linjer, du havde tænkt på Kristina: »Se hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!«

Jeg syntes, der skulle lidt mere med. At det skulle sættes ind i en sammenhæng, og så bliver en anelse indviklet.

Men det er måske ikke så værst, for det er vel blandt andet det, vi her i folkekirken har præster og provster og biskopper til: at prøve at løse op for nogle af de bibeltekster, der lyder lidt indviklede.

Udgangspunktet for Johannes er meget enkelt.

Det handler om »Ham, der blev åbenbaret for at bære vores synder«, som Johanens formulerer det.

Det handler om, at Jesus har lært os at bede til Gud: Fadervor. Vor far. Dat handler om at han har lært os at kalde Gud far, at han kalder os Guds børn. Og vi er det.

Det handler om den historie om Gud, Jesus fortalte, den historie om Gud, har åbenbarede, det billede af Gud har selv var.

Det handler om at lade Jesu ord og gerninger og historien om hans liv og død og opstandelse kaste lys over det menneskeliv, vi har fået til deling lige her i 2016, til inspiration og provokation til trøst og tugt og vejledning.

Og derfor handler det om kærlighed, om den kærlighedens vej han fulgte for at nå os. Det handler om, at hans kærlighed lyser over os, så livet åbner sig for os. Så vores ører åbner sig, og vi tør lytte til hans afslørende historier.

Så vore øjne åbner sig, og vi tør se os selv i øjnene som de uperfekte mennesker vi er, og så vi tør række hånden ud til andre for at bede om hjælp og række hjælp, for at bede om tilgivelse og række tilgivelse. 

Med korstegningen for ansigt og bryst, med trosbekendelsens ord og fadervor fik vi som spæde eller som konfirmander eller hvornår vi nu blev døbt, den historie med os i vores liv, historien om en kærlighed som følger os overalt, og som aldrig slipper os, selv ikke når vi slipper den, selv ikke når vi tvivler eller fortvivler, når vi fejler og falder.

Det var hvad vores evangelisk lutherske folkekirkes lærefader Morten Luther selv erfarede, da han i sin klostercelle kæmpede for at blive værdig til Guds nåde.

Vi talte om det i forbindelse med jeres bispeeksamen forleden, hvor jeg med anledning i det forestående reformationsjubilæum havde bedt jer om et oplæg til et folkeligt foredrag om Luthers religionspædagogiske indsats og hvordan hans anliggende videreføres i dag.

I pegede begge på den befrielse det var for Luther, da det gik op for ham, at Guds nåde ikke er noget nogen af os kan eller skal fortjene os vej til, men at nåden netop er gratis. At Jesus kalder os Guds børn. Og vi er det.

Det er sådan set ganske enkelt. Vi sætter ord på det, når vi beder vores fadervor.

Sammen eller hver for sig. Vi behøver ikke nogen til at formidle det budskab til os, vi behøver ikke nogen til at knytte den kontakt til Gud. Det var hvad Luther med en polemisk brod mod den tids katolske kirkeinstitution udtrykte med ordene om at enhver som er krøbet ud af dåben er dermed både præst og biskop og pave – og det udkrystalliserede sig i forestillingen om det almindelige præstedømme.

Men hvad er så meningen med at holde ordination her i dag. Hvad skal vi med ordinerede præster?

Ja, det hænger sammen med, at selvom evangeliet om Guds kærlighed egentlig er ganske enkelt, så er det liv dette evangelium lyder ind i ret så indviklet.

Og det har igen med ordet og begrebet synd at gøre. Det dukkede op sidst i læsningen fra 1. Johannes brev:

»Enhver som gør synden, begår lovbrud. I ved, at han blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham«.

Egentlig lyder det jo også meget enkelt. Hvis synd er lovbrud, så handler det vel bare om at have et ordentligt retssystem, som kan sørge for at lovbryderne får den straf, de fortjener?

Problemet er her, at den lov, som er i spil ikke er straffeloven eller skatteloven, men den sammenfatning af loven, som Jesus formulerede sådan her:

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din styrke – og din næste som dig selv«.

Her er det, det bliver svært. Vi vil måske gerne, men lykkes ikke med det. Og nogle gange vil vi det heller ikke, men klamrer os til os selv og vores eget.

Det er dette indviklede billede af det at være menneske, som Jesus med sin kærlighed kalder frem. Det komplicerede billede af et opgør mellem godt og ondt, som ikke først og fremmest står mellem os og nogle andre, men som udkæmpes i hjerte og sind på hver eneste af os.

Og hvor der ikke er andet for os at gøre end at klynge os til troen på, at »han bærer vores synder«.

Den tro kan det være rigtig svært selv at holde fast på alene og for sig selv. Det har vi brug for at blive mindet om. Som vi gør det, når vi holder gudstjeneste sammen.

Og det er så noget af det, vi har brug for præster til. At lede gudstjenesten, så vi alle sammen bliver mindet om, at vi er Guds børn, at livet ikke desto mindre ofte går i kludder for os, at det sjældent kun er de andres skyld, og at vi selv har brug for at høre, at Jesus bærer vores synder, at Gud gennem ham tilgiver os, så vi kan få mod og kræfter til tage fat på dagen i morgen og de opgaver den stiller os overfor.

Guds velsignelse. Og god arbejdslyst.

Amen.