Tekst Peter Fischer-Møller
Ordination torsdag den 4. februar 2010. Gammel Vor Frue Kirke
Ordinander Anders Bo Jørgensen, Benjamin Bach, Charlotte Dybdal Winther

Kære Charlotte, Benjamin og Anders
Kære ordinander

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver evangelisten Matthæus i det 22 kapitel:

En af farisæernes disciple spurgte Jesus: „Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?" Jesus svarede: „Vis mig skattens mønt!" De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: „Hvis billede og indskrift er det?" „Kejserens," svarede de. Da sagde han til dem: „Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"

Jeg har valgt den kendte ordveksling om skattens mønt her til jeres ordination i forlængelse af vores meget spændende drøftelse om forholdet mellem stat og kirke ved jeres bispeeksamen i mandags.

„Giv kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er!"
Det kunne lyde som en opdeling af verden i en verdslig og en religiøs sfære. Som en skarp grænsedragning mellem kristendom og politik, som et argument for at religion ikke skal fylde for meget i det offentlige rum, og at I som nybagte præster skulle koncentrere jer om det, der foregår indenfor kirkens trygge mure.

Men den var I ikke med på. Du, Anders udtrykte det sådan: „Når det kommer til stykket er jeg mest passioneret, når det kommer til folkekirkens mulighed for at være Kristi legeme her på jorden. Hvis staten får for meget negativ magt over kirken, så at kirken hensættes til at passe sig selv i sin egen magelighed, så duer det ikke."

Du Charlotte nævner to sager fra det forgangne år, hvor bølgerne har gået højt: Sagen om de irakiske flygtningen i Brorsonskirken og den seneste om Det mellemkirkelige Råds melding om, at man ville tiltræde Porvoo-samarbejde med en række lutherske go anglikanske kirker i Nordeuropa som eksempler på et spændt forhold mellem kirke og stat, religion og politik. Og du, Benjamin understreger, at „der må i kirken bevares den frihed, at man kan tale staten imod, såfremt ens samvittighed byder det."

I tog naturligt nok alle tre fat i Luthers toregimentelære for at belyse spørgsmålet, men jeg har altså valgt at gå tilbage til Vorherre selv og hans geniale måde at hæve sig op over det også den gang brændende aktuelle spørgsmål.

„Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?" Et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål med en vældig indbygget sprængkraft. Et ja ville stemple Jesus som landsforræder, som en der bøjer sig under den romerske besættelsesmagt.

Men hvis han svarer nej, ja så stod de romerske soldater med deres sværd og spyd parat til at gøre det klart for enhver, at man ikke tolerere nogen form for lydighedsnægtelse eller oprørsforsøg.

Og så er det Jesus med et greb, som enhver politisk spindoktor må misunde ham, ikke bare slipper ud af fælden, men får spillet bolden over på modstandernes banehalvdel. „Vis mig skattens mønt!" siger han. Sådan én havde han nemlig ikke selv på sig.

Men hans modstandere. De havde tilsyneladende den romerske sølvmønt på sig, for de rækker ham en denar. Og Jesus spørger dem: „Hvis billede og indskrift er det?" „Kejserens", svarer de. Og i samme øjeblik er de selv gået i den fælde, de havde lagt for ham.

For helt bortset fra spørgsmålet om skat eller ej, så har de bare ved at have kejserens mønt i lommen demonstreret, at de på en måde har accepteret tingenes tilstand. De ønsker tilsyneladende at nyde godt af det system kejseren har skabt omkring Middelhavet, de har så meget tillid til det, at de tror på, at mønten har den værdi, kejseren med sit billede og indskrift påstår, den har. De er i praksis kejser-tro. Og så falder Jesu svar: „Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er!"

Også det svar kan få en nutidig spindoktor til skære tænder af misundelse. For det er på en gang så kort og klart at man har kunnet huske det i 2000 år og samtidig så åbent, at vi stadig bliver udfordret af det. For hvad vil det egentlig sige, at give Gud hvad Guds er?

Er det nok at betale sin kirkeskat og gå i kirke til jul? Eller skal jeg gå i kirke en gang om måneden eller hver søndag for at Gud har fået sit? Kan vi lade det blive ved det, og så i øvrigt passe vores forretninger og forpligtelser overfor kreditforeningen og pensionsopsparinger som kejser- og kongetro eller bare almindeligt indstillede demokratiske samfundsborgere der spiller med på markedsøkonomiens betingelser resten af tiden? Næppe. For hvad er det nu lige, der er Guds?

Er det kun kirken her og kirkegården og præsterne og menighedsrådene og de kirkeligt ansatte? Hvad er det vi siger i trosbekendelsen hver søndag? At vi tror på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber. Så er det jo faktisk det hele, der tilhører Gud - ikke bare himlen og det åndelige, men også jorden og alt hvad der er på den, og dig og mig og kejseren og Lars Løkke.

Så må vi for alt hvad vi foretager os i vores liv – også vores skattebetaling og vores skattefusk - står til ansvar for Gud.
Jeg hører Jesu budskab til os i dag sådan her: „Det kan godt være, at kejseren har præget en hel masse mønter med sit billede og sin indskrift på og på den måde har fået magt over finanserne i Romerriget. Men det flytter ikke en millimeter ved det, at hvert eneste menneske er skabt af Gud og i Guds billede med Guds billede præget dybt i sjælen og med Guds indskrift, Guds lov skrevet i hjertet. I er Guds mønter, sat i omløb af Gud på hans ansvar og med det formål at hjælpe og værne om den verden, han har skabt."

Det er det budskab, vi hører gentaget hver gang et menneske bliver døbt, og Guds indskrift med et kors bliver tegnet for ansigt og bryst og vores navn bliver knyttet sammen med hans, og vi kaldes kristne. 
„I er Guds mønter her i verden, hvor al magt på jorden og himlen er Guds", siger Jesus.

Og det er så også det, som skal lyde her i dag, hvor I tre Charlotte og Benjamin og Anders bliver ordineret. I er også som præster Guds mønter her i verden. Sat i omløb for med jer at bære historien om ham, der med sin grænseløse og grænsesprængende kærlighed satte et kritisk spørgsmål ved vores måde at forvalte magten i verden på. Både den magt som udøves ude i samfundet og den vi i hverdagen i familien, på arbejdspladsen – og såmænd også på de kirkelige arbejdspladser - udøver i forhold til hinanden.

Som gode lutherske kristne skal vi fortsat skelne mellem kristendom og politik. Men vi skal gøre det i bevidstheden om, at de to ikke lader sig adskille. Eller som en af de ansøgere, jeg talte med for et halvt års tid siden udtrykte det: Vi skal altså passe på ikke at få kirkeligheden og virkeligheden til at falde fra hinanden.

Det er en vigtig opgave for jer som nye præster her i 2010: At bidrage til at kristendommen kommer i omløb mellem mennesker ikke kun indenfor kirkens trygge mure, men på kryds og tværs i familieliv og arbejdsliv og samfundsliv. Som inspiration og provokation, til tugt og trøst.

God arbejdslyst.

Amen