Tekst Peter Fischer-Møller

Ordination i Roskilde Domkirke tirsdag den 31. maj 2011

Andreas Norbjerg

Kære Andreas,

Kære ordinand,

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, står skrevet i 1. Thessalonikerbrev kapitel 5 vers 12-18:

„Brødre, vi beder jer skønne på dem, der slider iblandt jer og står i spidsen for jer i Herren og vejleder jer. Dem skal I omfatte med særlig kærlighed på grund af deres arbejde. Hold fred med hinanden. Vi formaner jer, brødre, vejled dem, der ikke lever ordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, vær langmodige med alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt, men stræb altid efter at gøre det gode mod hinanden og mod alle.

Vær altid glade,
bed uophørligt,
sig tak under alle forhold;
for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.
Amen".

Da jeg spurgte dig, Andreas, om du havde nogen særlige ønsker vedr. bibellæsningen her på din ordinationsdag, var du ikke i tvivl. Du ønskede dig 1. Thessalonikerbrev kapitel 5 vers 16-17, dit konfirmationsord.

„Det har haft stor betydning for mig,” skrev du:

Vær altid glade
bed uophørligt
sig tak under alle forhold,
for det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.

„Gode råd til at gå livet i møde med alle dets glæder og sorger,” skrev du.

Og det ser ud som du lyttede bedre efter ved din konfirmation end gennemsnittet. I hvert fald virker det som om du har taget det med glæden til dig.

I dag stråler du ligefrem af glæde. Det var virkelig et godt konfirmandord, du i sin tid fik. Og en mindst lige så god ordinationslæsning til i dag.

Ikke kun fordi ordene om uophørlig bøn og taknemmelighed under alle forhold måske taler endnu stærkere til et voksent menneske end til en helt ung. Men også og nok så meget fordi Paulus opmuntrende ord jo faktisk, som vi hørte det før, er en del af en større formaning til menigheden i Thessaloniki om hvordan de skal forholde sig til deres vejledere i Kristus – og det er jo sådan én, du nu skal være i Gierslev-Ørslev og Solbjerg.

Jeg er sikker på, at du ikke havde lumske bagtanker, da du helt spontant pegede på teksten.

Men tænk som ny præst at få de her ord med på vejen til sine menigheder og menighedsråd:

At I skal „skønne på dem, der slider for jer,
Dem der står i spidsen for jer i Herren,
Dem som vejleder jer.”

„Dem skal I omfatte med særlig kærlighed på grund af deres arbejde!” Hvis I som lægger jer Paulus ord på sinde, så kan det da kan kun gå godt!!

Jeg vil hæfte mig særligt ved det med vejledningen. For hvad er en præst i grunden? Er han ikke netop en vejleder? En vejleder, som selv er på vej. Sådan tænkte man i den allerførste kirke.

Dengang man kaldte kristendommen for „Vejen”, og de kristne for „dem, som følger vejen”.

Med tiden blev det til en kirke, og kirken blev en institution, og institutionen delte sig i forskellige grene, f.eks. vores evangelisk-lutherske folkekirke med præster og provster og biskopper og menighedsråd og ansatte, den institution du Andreas nu også både løn og ansættelsesmæssigt er en del af.

Men kirken er ikke kun og ikke først og fremmest en institution. Vi skal hjælpe hinanden med at huske på, at kirken i grunden er og stadig skal være en bevægelse, mennesker i bevægelse, mennesker på vej, sammen.

På fortsat opdagelsesrejse ind i den stadig lige ufattelige fortælling om, at Gud blev menneske. At universets og vores skaber er en levende Gud, som kom til sin verden og sine mennesker i Jesus Kristus, og som stadig som Helligånd puster liv og inspiration i os.

Du, Andreas er nu autoriseret guide på den rejse, du er trosvejleder for de gode folk i Gierslev-Ørslev-Solbjerg. En vejleder, som selv er på vej.

I den engelske kirke hedder det i ordinationsløftet, at præsten er kaldet til at bringe det i Bibel og tradition overleverede evangelium videre på ny, a fresh, i hver generation.

Fra ordene „på ny”, „a fresh” har de formet det spændende arbejde, der går under betegnelsen Fresh expressions of Church, som vi her i Roskilde har ladet os inspirere af i vores projekt Kirke på vej.

Præsten inde hos Grundtvig i Vartov, Niels Grønkjær gør sig i bogen Den nye Gud, der udkom her i foråret nogle overvejelser om netop dette. Han bruger kilden som et billede på Gud. Han skriver:

„Kildens bevægelse er uophørlig. Som Guds liv er uophørligt, evigt. Gud er ikke altings ubevægelige og uforanderlige grund. I grunden er der ikke et fundament. I grunden er kilden.”

At være præst, at være en trosvejleder, som selv er på vej, At være præst er at blive næret af evangeliets kilde, at lade sig føre af kilden til nye steder og nye erkendelser. Som Paulus gjorde det, da han vejledt af et drømmesyn vovede rejsen fra Mellemøsten til Europa og tog fat på at forkynde budskabet på ny og på nye forståelsesbetingelser for folkene i Thessaloniki omkring år 50.

Og som vi som præster og provster og biskopper sammen øver os i at gøre det her i Danmark i 2011. For eksempel når vi her efter pinse tager på stiftspræstestævne under overskriften Gudstjeneste for folket.

Vi er ikke ved målet. Vi har ikke facitlisten. Vi er på vej. Sammen med vores menigheder.

Undervejs kan vi møde vanskeligheder og forhindringer. Det er derfor det er godt at have en vejleder med. Og en håndfuld friske formaninger – så aktuelle, at man skulle tro Paulus for nylig havde været på besøg her i Roskilde Stift:

„Hold fred med hinanden…  vejled dem, der ikke lever ordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, vær langmodige med alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt, men stræb altid efter at gøre det gode mod hinanden og mod alle.”

Se, det er nyttige formaninger at skrive sig bag øret.

Ikke bag de andres, men bag sit eget.

Det er dér formaninger gør mest nytte!

Folkekirken er – ja, jeg skulle måske ikke rive sløret fra dine øjne allerede på din ordinationsdag, Andreas – men nu får du det råt for usødet: Folkekirken er ikke et paradis!

Og måske godt det samme. For i paradiset skete der ikke alverden. Men da Adam og Eve måtte forlede paradiset og begav sig på vej var de med til at åbne en verden og en historie, som vi som kirke stadig fortæller med på. Og undervejs trøstes og opmuntres vi af Paulus ord:

Vær altid glade,
bed uophørligt
sig tak under alle forhold;
for dette er Guds vilje med os i Kristus Jesus.

God arbejdslyst.