Ordination i Roskilde Domkirke onsdag den 30. november 2011
Maria Brink Hesel, Lis Samuelsen

 

Tekst Peter Fischer-Møller

Kære Maria og Lis,
Kære ordinander

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostelen Paulus i sit brev til menigheden i Rom:

„Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus vil det, så I enigt og med én mund lovpriser Gud, vor herres Jesu Kristi fader!
Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære.” (Rom. 15, 4-7)

Epistellæsningen her hører adventstiden til. Den hører jeres indsættelsesdag på søndag til. Anden søndag i advent. Efter første tekstrække. Udholdenhed. Trøst. Håb.

Det er gode ord at have med sig ind i sin præstegerning, synes jeg. Udholdenhed. Det har I allerede udvist en del af. Gennem et langt teologistudium, hvor I har slidt med Paulus på græsk og de skrifter han henviser til på hebraisk og de mange udlægninger af kristendommen som gennem tiderne har udfoldet sig på latin og tysk og mange andre sprog.

Trøst har i sikkert også haft brug for undervejs. Trøst fra gode venner og familie når livet slog knuder, eller når det bare var lidt svært at finde retningen. Under en ensom specialeskrivning – eller måske mens I sled med opgaverne til bispeeksamen.
Og håb. Ja, I har sikker håbet på at det ville lykkes at få klaret eksamen og fundet det rigtige embede at søge – og blive udvalgt til prøveprædiken. Og I har helt sikkert håbet hårdt mens menighedsrådene holdt indstillingsmøde.

Nu er I så klar til at tage fat på præstegerningen. Her vil I utvivlsomt også ind imellem få brug for udholdenhed, trøst og håb, for selvom præstegerningen efter min mening er verdens bedste arbejde, så er det jo ikke bare en dans på roser alt sammen!
Hverken embedsmæssigt eller som ny i lokalsamfundet.

Jeg husker selv, som jeg fortalte jer det forleden, meget tydeligt hvordan jeg det første efterår efter at jeg var ansat som præst i Terslev og Ørslev blev inviteret med på jagt ude hos en af de gamle gårdmænd i sognet. En blæsende grå oktoberdag var det. Vi traskede over marker og langs gærde og gennem beplantninger med en vis udholdenhed uden at møde noget vildt.

På den sidste såt kom der så endelig to fasaner flyvende smukt forbi mig. Jeg skød to håbefulde skud efter dem uden at der skete nogen skade. Der gik nogle sekunder. Så lød der et råb ude fra højre. Det var den gamle sognefoged Godtfred Lassen:

„Hvem var det, der skød efter de to fasaner?”. ”Det var præsten,” lød det tilbage. Nu havde jeg virkelig brug for trøst. Og den kom så med denne bemærkning: ”Man skal sgu være præst for at få to døde fasaner til at flyve videre!”

Undervejs i embedet har der også været mere alvorlige sager, der har kaldt på udholdenheden og hvor jeg har søgt og fået trøst og håb. Sådan får I midt i alt det gode og glædelige et præsteliv rummer helt sikkert også jeres at slås med. Derfor er det rigtig vigtigt at huske på, at I ikke er alene, at I har et menighedsråd, der har valgt jer og som vil støtte jer, at I har gode kolleger at søge råd hos og en mentor, som er der for jer, og at provst og biskop også vil stå bi med råd og dåd. Alt det her er godt nok.

Men Paulus vil have os et spadestik dybere eller et niveau højere. Han taler om evangeliet. Om det budskab I nu som præster er kaldet til at forkynde og formidle, den opgave I som præster får betroet som dem, der bringer mennesker i jeres menigheder mod til at holde ud, i lyset af den trøst og det håb, I med evangeliet nu her i 2011 er sat til i tjeneste for.
Og hvordan gør man så lige det.

Ja, for det første er det vigtigt at huske, at det her altså ikke er noget præster har patent på eller står alene med. I vores evangelisk lutherske tradition taler vi om „det almindelige præstedømme”, det at vi ikke har brug for hverken præster eller provster eller bisper eller paver eller helgener som mellemmænd mellem Gud og den enkelte. Vi kan hver især folde vores hænder og bede vores Fadervor og hente den udholdenhed, trøst og håb bønnen bærer med sig.

Og vi har med evangeliet en forpligtelse overfor hinanden, en forpligtelse til at genkende et Guds menneske i enhver vi står overfor, en forpligtelse til at behandle ham og hende sådan. Så på en måde er præsten, som du skrev det i din bispeeksamensopgave Lis:

”Et helt almindeligt menneske”. Det er ikke præstens person, der står i centrum i gudstjenesten, eller i undervisningen af mini- og konfirmander osv. Ja, eller i en sjælesorgssamtale. Nej, det er præstens viden, embede og funktion, der skal være i spil. Derfor er også det passende dekorum så vigtigt, for personen må ikke stå i vejen for funktionen. Og det er netop det, ordinationen skal, vise, at det almindelige menneske nu har en særlig funktion … at bringe Guds ord videre.”

Og det er så også det du, Maria har fat i, når du i din opgave overvejer det gamle præsteløftes relevans og funktion og peger på, at præsteløftet værner om „en åndelig realitet”, ”fastholder nogle grundlæggende rammer” som går langt ud over, hvad en ansættelseskontrakt kunne afstikke, samtidig med at det giver frihed til „at den enkelte præst kan følge sin samvittighed i tolkningen af kirkens lære”.

Og sådan er det netop fordi Kristus som Guds levende ord er kristendommens centrum og omdrejningspunkt. Hvem han var, hvad han sagde og gjorde, hvad der skete med ham, hans liv og død og opstandelse, det har vi endnu kun fattet en flig af. Derfor er det godt, at vores folkekirke er så rummelig, at der er plads til mange forskellige teologiske og kirkelige traditioner.

For vi har brug for hinanden på vores fortsatte rejse ind i det mysterium det stadig er for os, at universets skaber kom til verden som et menneske, at Gud møder os i Kristus. Evangeliet om Ham lever af at blive delt, også delt med folk som tænker og tror anderledes end vi selv. Evangeliet folder sig ud i den samtale, i det møde.

Men det kræver altså, at vi gider hinanden på tværs af forskellighederne. Det er en af de udfordringer vores folkekirke står overfor lige nu. Kan og vil vi holde gudstjeneste samme på tværs af teologierne. Vil vi tage imod hinanden som Kristus tager imod os? Vil betragte og behandle hinanden som medmenensker og medkristne?

Jeg tror det er noget af det Paulus går efter, når han beder om at Gun må give os ”ét sind”. Det betyder ikke, at vi skal være enige og slet ikke at vi skal være ens. Men det sigter mod at vi skal kunne og ville holde gudstjeneste sammen, „sammen og med en mund lovprise Gud, vor Herre Jesu Kristi fader!”

Kære Maria og Lis, I er heldigvis stadig „helt almindelige mennesker” og det skal I blive ved med at være. Men samtidig får I i dag betroet en helt ualmindelig funktion, at lægge ord og handling til evangeliet om Kristus, det evangelium, der kan sprede trøst og håb og give os den nødvendige udholdenhed.

God arbejdslyst.