Ordination i Roskilde Domkirke mandag den 30. august 2011
Rebecca Maria Aagaard-Poulsen

 

Tekst Peter Fischer-Møller

Kære Rebecca
Kære ordinand

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, står skrevet i 1. Korintherbrev kapitel 13, i kærlighedens højsang:

„Kærligheden hører aldrig op.
profetiske gaver, de skal forgå:
tungetale, den skal forstumme;
og kundskab, den skal forgå.

For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,
men når det fuldkomne kommer,
skal det stykkevise forgå.

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn.
Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde,
men da skal vi se ansigt til ansigt.

Nu erkender jeg stykkevis,
men da skal jeg kende fuldt ud,
ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre.
Men størst af dem er kærligheden.” (1. kor. 13, 8-13)

Du var ikke i tvivl, Rebecca, da jeg forleden spurgte dig, om der var et Bibelsted, der havde særlig betydning for dig.

Det var det her. Lovprisningen af kærligheden.

Og så ordene om at vi endnu ser i et spejl, i en gåde. At vi som kristne erkender stykkevis. Jeg synes det er rigtig gode ord at have med sig ind i sin præstegerning.

Lad os begynde med kærligheden.

Kærligheden er virkelig kærnen i kristendommen.

Guds grænseløse og grænsesprængende kærlighed til sin verden og sine mennesker, som den kom til udtryk i Jesu ord og gerninger, i hans liv og død og opstandelse.

Det er det fantastiske og ubegribelige evangelium, du, Rebecca, som kristen har fået med dig i dåbsgave, og som du nu som præst bliver sat i tjeneste for.

Det lyder så smukt, når Paulus lovpriser kærligheden. Det lyder så enkelt. Men det er det ikke. Det er derfor vi er her i dag.

Det er derfor Domkirken her er bygget – og kirken i Køge, hvor du i de kommende
måneder skal gøre tjeneste.

Fordi det ikke er så let som det lyder, det med kærligheden. Når bølgerne går højt i folkekirken om hvad man kan og må, og hvem der kan få kirkens velsignelse, og om da der overhovedet ingen grænser er – så siger jeg: jo, der er én klar grænse. Der er én eneste ufravigelig betingelse for at kunne komme ind i kirken og høre evangeliet. Der er kun adgang for syndere!

Kirkerne landet over og verden over er tegn på, hvor svært vi har det med kærligheden, at selvom det lyder så smukt og rigtigt og enkelt, selvom vi af erfaring ved, at „størst af dem er kærligheden”, så går vi så ofte skævt af den.

Det er inkarnationens mysterium, at Gud blev nødt til at gøre noget for os så ubegribeligt og samtidig så direkte nærværende som at blive menneske for at nå os med sin kærlighed. Det er korsets gåde, at han satte sit liv til for at vise os at intet, heller ikke vores egen hårdhjertethed, kan skille os fra den kærlighed.

Sat på spidsen, kan vi sige, at det er grundlaget for vores arbejde som præster, som det er grundlaget for sagførernes virksomhed: at mennesker – og særligt de andre, synes vi i første omgang – ikke er så gode, som de selv gerne vil give det udseende af og ikke så gode som vi kunne ønske.

Arvesynder har desværre et rigtig godt tag i os. Nogle af os er så hårdt angrebne, at vi har brug for at gå i kirke mindst en gang om ugen, for at blive holdt fast på kærligheden. For at blive mindet om, at Gud elsker os – på trods. Og for at blive mindet om vores opgave: „alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod dig, det skal I også gøre mod dem.” og: ”Du skal elske din næste som dig selv”.

Og er det ikke fantastisk, at man som præst ikke bare helt automatisk får lov at høre og formidle det budskab mange gange om ugen. Man får endda penge for det!

Det andet, jeg vil sige noget om i ordinationstalen til dig Rebecca er det med spejlet og gåden og det stykkevise.

Spejlet har vi allerede været lidt inde på. Det er den afsløring, evangeliet rummer, det at hver gang vi kommer godt i gang med de andre, og hvad der er galt med dem, og måske synes vi endda, at vi kan bruge kristendommen til at få sat dem passende på plads - ja så dukker Jesus op og fortæller en mærkelig, fascinerende historie eller sætter sig til bords med de helt forkerte, pludselig vender han perspektivet så vi fatter, at det er os selv, der er i gang med at blive afsløret.

Gåden, det er at han stadig orker os. Men også det, at vi ikke er færdige med at fatte det evangelium, han forkynder, det glædelige budskab han bærer med sig, det kærlighedens mirakel, han var og er.

Og så er vi kommet til det stykkevise. Det er noget helt afgørende i kristendommen, at vores tros centrum og omdrejningspunkt ikke er en bog. Det er ikke Biblen vi tror på, skønt den med Grundtvigs ord er en ganske fantastisk oplysningsbog. Det er ikke en bestemt moral vi bygger på, selvom De 10 bud stadig kan være en udmærket rettesnor for os. Det er ikke kirken som bygning eller institution det handler om, uagtet at vi har landet fuld af de smukkeste gamle og nye kirkebygninger og folkekirkeordningen efter min mening er ret genial. Det er ikke en færdigformuleret troslære, som bærer os, selvom treenigheden og tonaturlæren stadig er gode at holde sig til.

Nej, centrum og omdrejningspunkt er et menneske: Jesus Kristus. Hvem han var, hvad han sagde og gjorde, hvad der skete med ham, og hvilken betydning, det har for os i dag – det er vi endnu ikke færdige med at finde ud af. For et menneske er altid mere end de ord, vi kan få sat på det. Sådan også med det menneske, som er Guds ord til os.

Det talte de første kristne om, når de mødtes for at spise sammen, det skrev de om i evangelier og breve, det blev oversat til alverdens sprog, det gik fra mund til øre, blev rakt fra bedstemor til barnebarn, den historie er vi her i Roskilde Domkirke og dem ude i Køge en del af, den historie fortæller vi stadig videre på. Og hver kultur og hver tid, ja hvert menneske som hører den og reflekterer den i sit liv repræsenterer et brudstykke.

Vi er på en fælles opdagelsesrejse ind i det kærlighedens mysterium Jesus var og er. Det er som et kæmpe puslespil eller en overdådig mosaik, vi arbejder sammen på, men som endnu ikke er lagt færdig.

Vi talte om det forleden ved din bispeeksamen, om samspillet mellem kultur og kristendom, og om Grundtvigs fantastiske drøm om Norden som den 6. og Indien som den 7. og sidste menighed på menneskehedens lange opdagelsesrejse ind i inkarnationens mysterium.

Nu bliver du Rebecca som præst en slags guide på den rejse, en medrejsende for folk i Køge og omegn, en vejleder, som selv er på vej. Og som har gode folk at støtte sig til i menighedsråd, blandt kolleger og ansatte og med en fri telefonlinje til provst og biskop.

En fantastisk, inspirerende og udfordrende rejse. Nogle gange let og lykkelig, andre gange tung og bøvlet. Aldrig kedelig. Altid med mulighed for en samtale med medrejsende, med mulighed for derigennem at blive klogere og opdage nyt. Med ret til ind imellem at stoppe op og bare være.

Jeg vil ønske dig en velsignet trosrejse nu i første omgang med de gode folk fra Køge.

God tur!

Amen.