Tekst Peter Fischer-Møller

 

Ordination i Roskilde Domkirke torsdag den 3. marts 2011
Jens Vollmer

Kære Jens
Kære ordinand

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, står skrevet i Jakobsbrevet det 1. kapitel vers 22-23:

„Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør.”

Så jeg dig lige rynke brynene? Måske tænker du: Er det ikke en evangelisk-luthersk folkekirke, jeg skal være præst i? Og var vores kirkefader Martin Luther ikke noget forbeholden overfor Jakobsbrevet? Sagde han ikke ved en særlig festlig lejlighed, at det var et ”stråbrev”? Og bruger vi ikke netop det citat til at argumentere for, at det ikke er Biblens bogstav, men den Kristus Biblen som helhed vidner om, vi tror på? Hvorfor så vælge netop et stykke af dette „stråbrev” som udgangspunkt for en ordinationstale?

Ja, det er ikke fordi jeg ikke er enig med Luther i hans optagethed af det evangeliske fokus: at Kristus er vores tros kerne, dens centrum og omdrejningspunkt.

Men måske har vi af den Luthers opgør med middelalderens katolske kirke og dens optagethed af de gode gerninger og den senere lutherske traditions understregning af „troen alene” og at ”troen kommer af det, der høres”, fået skabt nogle skyklapper, som begrænser vores udsyn.

I hvert fald havde vi i forbindelse med din bispeeksamen forleden en meget interessant drøftelse ud fra det oplæg til ”Eet folkeligt foredrag og Folkekirken og medierne”, jeg havde bedt dig give et bud på, om at kommunikation ikke må drukne i form, at det vigtigste er, at der kommunikeres et indhold.

Og her gjorde du dig nogle spændende tanker om kirkens tilstedeværelse i det danske samfund. Helt konkret. „Kirken kan være, hvor staten ikke er. Specielt nu om dage, hvor staten skærer ned, centraliserer og fjerner sig fra folket, skal kirken vise sit nærvær. Hvorfor har kirken f.eks. ikke skabt et privathospital eller hospice, hvor det er kirkens og kristendommens værdier, altså den folkekirkelige kristendoms værdier, der er i centrum?”

Du skriver, at du er klar over, at det er et nærmest kættersk synspunkt, og at vi jo siden reformationen jo har opereret med et toregimente-system, som på en måde er blevet ført videre i tanken om velfærdsstaten, og hvor det overlades til staten at tage sig af den materielle verden, mens kirken holder sig til det åndelige.

Men sådan kan vi jo altså ikke dele tingene op i en kirke, der med kernebudskabet om at Gud blev menneske, insisterer på dette konkrete menneskelivs værdi, som netop sætter opmærksomhed og nærvær i forhold til hele skaberværket og hvert eneste menneske, vi står overfor som det helt afgørende.

Der er brug for kirken som en stemme – eller rettere mange forskellige stemmer – i det offentlige rum. Det duer ikke at „Folkekriken nu er blevet en repræsentant for en intellektueliseret og individualiseret livsanskuelse”, som du udtrykker det, Jens.

Og det er altså på den baggrund, at du foreslår, at vi som Folkekirke tør ikke bare sætte ord på næstekærligheds- buddet, men at vi også gør noget ved det, at vi husker på, at vi ikke kun skal være „ordets hørere, men også dets gørere”. Det er ikke noget nyt. Det har været en integreret del af kirkens virksomhed fra den allerførste tid. Inspireret af Jesus selv, som jo indskrænkede sig til at prædike for folk, men som også gjorde noget ved tingene, f.eks. i forhold til de syge han mødte.

Sådan har DIAKONIEN været en af afgørende del af kirkens liv fra den første tid, og det er den stadig.  ”Man kan sige, og det er det, jeg vil plædere for i dag, at ved at gå tilbage til en mere aktivistisk og praktisk social tilgang til kirkearbejdet, så skabes der i sig selv forbindelse mellem kirke og kirkemedlemmer.”

Altså: Jovist frelses vi ved tro alene og ikke ved gerninger, men som Luther også understregede det, så er der noget, der ikke hænger sammen, hvis troen ikke sætter frugt. Og evangeliets gode frugt hedder som bekendt: næstekærlighed.

Det var det første jeg ville sige om det med at være troens gør og ikke kun dens hører.

Det andet har at gøre med begrebet dekorum, formuleret sådan her i det præsteløfte, du, Jens, skrev under i mandags: „At jeg vil beflitte mig på, som det sømmer sig for en ordets tjener, at foregå menigheden med et godt eksempel.”

Det talte vi også om i mandags. Om hvad det vil sige her i 2011. At det ikke handler om at forsøge at leve op til en eller anden lidt støvet borgerlig adfærdsnorm, at det ikke handler om at tage sig ud som et dydsmønster. Ja, at det måske tvært imod handler om at vedstå sin menneskelighed, sine fejl og fejltagelser. Ikke at man skal dyrke dem. Det er ikke det, jeg vil opfordre dig til.

Men at det som er kernen i dekorum er troværdigheden. Den troværdighed, der bygges op gennem samtale og samvær med mennesker, der hvor man ikke prøver at gøre sig bedre, end man er, der hvor man prøver at få ord og handlinger til at følges ad. Der hvor man som præst ikke bare taler om sin tavshedspligt, men faktisk holder bøtte med det, som andre har fortalt en i fortrolighed. Frihedens fuldkomne lov kalder Jakob i sit brev det evangelium, han er sat til at formidle, og som skulle gøre os ikke til glemsomme hører, men til gerningens gørere”.

Men det er jo ikke så let. Vi kommer tit – nogle af os i hvert fald – til at ligne ham der kigger sig selv i spejlet, men straks han er gået ud af døren, har glemt, hvordan han så ud. Eller måske snarere: vi kommer til at ryste på hånden, og derfor ser vi i et ”rystet spejl”, som digteren Søren Ulrik Thomsen kalder sin netop udkomne digtsamling. Det handler virkelig ikke om at vi skal være på en bestemt måde for at være gode nok, men det handler om, at lade evangeliet få plads nok, så det kan åbne mellemrummet mellem os så opmærksomhed og nærvær kan blive til og folde sig ud:

Mellem alle disse digte
Om døden og erindringen
Er der her blevet plads til 11 linjer
Om mælkebøtterne
Hvis lys jeg igen i år har glemt
Med ét bliver tændt som et tivoli
Og om at falde i hver sin søvn
I den samme seng
Og vågne mens natten er dybest
Og stilheden størst
Med en hånd så let på sin skulder.

Gud blev menneske for at åbne vores ører og øjne og hænder for det liv vi har fået som en fælles gave og opgave. Tillykke til jer i Sankt Jørgen med Jens. Tillykke til dig Jens med Sankt Jørgen – og med at du hjemme i Haraldsted kan være så heldig at vågne op ”med en hånd så let på min skulder.” Det er også en vigtig del af en præsts virke, at nyde at sove sammen med sin viv.

Amen.