Tekst Peter Fischer-Møller
Ordination tirsdag den 27. april 2010. Roskilde Domkirke
Ordinand Susanne Pedersen

Kære Susanne
Kære ordinand

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde, skriver evangelisten Lukas:

„Jesus siger til kvinden, der salvede hans fødder i farisæerens hus: ,Dine synder er tilgivet'. De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: ,Hvem er han, som endog tilgiver synder?' Men han sagde til kvinden: ,Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!'" (Lukas 7, 50).

Ved bispeeksamen i fredags nævnte du, at du i forbindelse med et besøg – hos en terapeut tror jeg det var – over døren havde set skriftstedet : „Din tro har frelst dig. Gå bort med fred." Du sagde, at det var blevet et kernested for dig. Det kan jeg godt forstå.

I en evangelisk-luthersk kirke, hvor du nu skal gøre tjeneste som præst, står retfærdiggørelsen ved tro alene jo helt centralt. Troen, det er ankergrunden for os. Det talte vi også om i fredags.

Troen som tillid. Som barnets tillid til sine voksne. Som barnets åbenhed for livet. Det at det er henvist til bare at tage imod. Det lyder legende let, men det er ikke altid helt så enkelt. Tit nok får vi gjort troen til en ny form for præstation. En klamren sig til barnetroen. Et forsøg på at holde den kritiske sans og den komplicerede voksenverden på afstand. Eller en slags eksamen i trosbekendelsen, som konfirmanderne kan føle det, og som afspejles i deres spørgsmål om hvor meget af det man nu skal tro på. Om man skal købe hele pakken med jomfrufødsel og vandringen på søen eller om man kan klare sig med mindre.

Vi kommer så let til at forveksle tro med rettroenhed. Og så bliver det småt med åbenheden og nysgerrigheden. Så er det, at vi kommer til at opfatte mødet med mennesker af anden religion som en trussel i stedet for en anledning til samtale.

Den blindgyde var debatten på vej ind i her først på måneden, da spørgsmålet om forholdet mellem kristendommen og de andre religioner blev bragt på bane, og hvor debattører gav sig til at slå andre i hovedet med bibelcitater som f.eks. det udmærkede citat fra evangeliet i søndags, Jesu ord ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Som om sådan et citat ufortolket kan bruges som en afvisning af nogen form for sand gudserkendelse i andre religioner.

Eller som du udtrykte det i forbindelse med overvejelser over præsteløftets formulering om at „bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”: „Som udgangspunkt må vi respektere andres anderledes tro. Tro kan man alligevel ikke tvinge nogen til. Troen er, set fra vores evangelisk-lutherske ståsted ,Guds værk i os'”.

Det lyder meget enkelt, men det er virkelig ikke helt så let som det lyder. Det med troen alene. Vi løber, som du selv bemærkede det, ofte  ind i den samme selvkredsning, som der også kan ligge i det jungianske forsøg på at blive skyggen kvit.

Det er den selvkredsning, som Jesus kom for at gøre op med. Den omvendelse, som ikke består af vores egne tanker og rørelser og følelser, men i helt konkret at få vendt opmærksomheden 180 grader fra sig selv og ud mod de mennesker og den verden, som der har brug for os og vores indsats.

Det er ikke så let. Det viser historien om disciplene, der prøvede at holde dem på afstand der bar de små børn til Jesus. De var så optaget af, hvad de nu selv var i gang med, deres egen vandring med Jesus, deres forsøg på at forstå ham, deres personlige afsavn. Det blev på en måde lige så blokerende som den gode farisæer Simons lovlydighed og forargelse over at Jesus ikke bare afviste den påtrængende prostituerede, men tillod hende at salve hans fødder og tørre dem med sit hår. Det er ikke så let.

Men det er altså den omvendelse, Jesus kalder tro. Perspektivet der vendes fra os selv og vores eget og mod det liv Gud har skabt og de mennesker han har givet os at dele det med.

Det er den omvendelse, vi alle ved dåben er blevet udsat for og som vi dagligt skal øve os i. Jeg fik selv det budskab med på vejen ved min konfirmation. Min gode konfirmationspræst havde valgt Paulus ord til menigheden i Efesus:

 

„Af nåde er i frelst, ved tro, det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven!"

Et fantastisk budskab til en konfirmand der som 13 årig prøvede at hænge med de seje i klassen, at her var der noget, man ikke skulle kæmpe sig til eller fortjene sig vej til. At evangeliet fortæller os, at vi er kendt og accepteret – ja elsket – som vi er.

Et fantastisk budskab til voksne mennesker i dag i et samfund, hvor der tales meget om „noget for noget”, at blive omfattet af et budskab, der siger: „Nåde for ingenting” – det allervigtigste i livet, Guds grænseløse kærlighed er gratis!

Din tro har frelst dig! Det er det budskab du nu får med dig til Slagelse og derfra videre i dit arbejde som præst. Og det er det budskab, du som præst skal række videre.

I forkyndelse, i undervisning, i samtale og samvær med mennesker, i mødet med dem, der har svært ved at tro eller som tilhører en anden religion. Troen på, at historien om Jesus, om hans liv og gerninger om hans liv og død og opstandelse, kan åbne vores hjerter og tanker og skabe rum for samvær og samliv og ny erkendelse.

For kristendommens kærne er som bekendt ikke en bog eller en lov eller en troslære eller en kirkeinstitution, men historien om Jesus Kristus, budskabet om at gennem dette menneske talte Gud til os, i dette menneske viste Gud sig for sin verden og sine mennesker.

Hvad Jesus havde sagt og gjort, hvad der var sket med ham og hvad det betød, det gjorde disciplene hvad de kunne for at fortælle videre, det prøvede evangelisterne at indfange, det sloges kirkefædrene med at formulere. Men den historie er ikke slut.

Kristendommens kærne, Jesus Kristus, er stadig et mysterium. Det betyder at vi må forholde os til sagen med en vis ydmyghed i bevidstheden om, at vores egen opfattelse og vores egne formuleringer ikke rummer hele sandheden.

Troen som tillid, som åbenheden og nysgerrigheden overfor livet, som det møder os, og overfor evangeliet som vi er sat til at forkynde, det er den præstedyd, jeg vil slå et særligt slag for i dag. En præstedyd som holder både præst og menighed fast på at der også skal være tid til hvad der i præsteløftet hedder: „Flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme”. Det vil jeg udlægge sådan her:

Du er som præst forpligtet på andet end gudstjenester og konfirmander og bryllupper og begravelser og minikonfirmander og babysalmesang og møder og alt, hvad der ellers venter af spændende opgaver i Slagelse og omegn. Midt i det har du en ikke bare ret til, men pligt til pauser. Gode lange pauser med tid til bare at være, tid til at gå tur i haven og se hvor mærkeligt det er, at en humlebi kan flyve. Tid til at læse i den hellige skrift studere og kollegers tankevækkende, inspirerende og mærkelige udlægninger af samme.

God arbejdslyst!

Amen.