Tekst Peter Fischer-Møller

Provsteindsættelse onsdag den 16. juni 2010. Sankt Johannes Landemode. Roskilde Domkirke
Indsættelse af provst John Salling, Tryggevælde Provsti

Kære John

Kære tilsynsmand,

Ja, for det er jo hvad en provst ifølge vores kirkeordning er. Det er hvad du – forhåbentlig – om lidt vil sige ja til:

„at føre tilsyn med kirkernes og præsteembedernes ejendom og midler og påse, at de for kirken, dens præster og alle ansatte medarbejdere gældende love og bestemmelser overholdes.”

Tilsyn. Ordet skurrede lidt i ørene på os, der voksede op i slipstrømmen efter 68.
Tilsyn. Det havde klang af hierarki og kontrol og konservativisme – og den pænhed Lars prædikede om før.
Vi var mere til frihed og selvstændighed og kritiske opgør med det eksisterende.

Sådan var stemningen mens vi læste teologi i 70erne. På universitetet talte vi ganske vist om solidaritet, og de mest progressive boede i kollektiver. Men studiet lagde op til individuelle studier. Vi blev uddannet til at være solister.

Det nærede drømmen om som præst at komme ud og få foden under eget alterbord. Og sådan var den almindeligt tankegang stadig, da vi mødte hinanden i begyndelsen af 80erne og over en øl eller to diskuterede tingene ved kredsmøder og repræsentantmøder i præsteforeningen.

Jovist var biskopper og provster en del af den folkekirkelige ordning. Det var godt og trygt at vide, at provsten havde styr på økonomi og cirkulærer og ferievikariering – og havde tilsyn med de pæne kirkerum. Men det var den almindelige opfattelse, at en god provst var en usynlig provst, en provst som ikke blandede i ens sager.

Nu tænker vi anderledes om det. Noget af det handler måske om at vi er blevet ældre. Ordet provst er som bekendt afledt af det græske „presbyteros”, som betyder „en ældre”. Og andet hænger utvivlsomt sammen med, at det nu er os, der er blevet tilsynsfolk. Tilsynsopgaven ser noget i sagens natur anderledes ud fra den tilsynsførendes end fra den tilsetes side.

Men der er også sket noget med tidsånden og den folkekirkelige hverdag. To ting vil jeg fremhæve. To områder, hvor netop provstens rolle er kommet i fokus. Det ene handler om samarbejde.

Det er noget af det rigtig spændende, der sker i de her år. Det er udviklingen af samarbejdet, samarbejdet mellem præst og menighedsråd, samarbejdet mellem faggrupper i folkekirken og ikke mindst samarbejdet på tværs af sognegrænserne indenfor provstierne.

Jeg kan selv tydeligt huske det første budgetsamråd jeg var med til. En myndig mand fra provstiudvalget fortalte indledningsvis, at der var indkommet budgetønsker for 24 millioner, men der var kun 18 millioner til rådighed, og så gennemgik han de beskæringer provstiudvalget foreslog – læs: havde gennemført – sogn for sogn i alfabetisk rækkefølge. Ørslev kom altid sidst, og når de nåede til os, ja, så havde vi undervejs selv ved at lægge sammen og trække fra kunne regne ud hvor stor en del af besparelsen, der blev tilbage til os. Det gik efter melodien hvert sogn for sig, hver ansat for sig, hver præst for sig. Vi tænkte og handlede som solister.

Det havde sine begrænsninger. Opgaven i de her år er at øve os i at spille sammen i ensembler og orkester. Det gælder også præsterne. Vi er ved at genopdage kollegialitetens betydning. Vi nøjes ikke med at tænke om folkekirken som en rammeordning, der giver plads til en stor mangfoldighed og en meget betydelig teologisk bredde. Vi går mere på opdagelse i mangfoldigheden. Færre definerer sig selv i forhold til de klassiske teologiske grupperinger, grundtvigske, indre mission, højkirkelige, karismatikere, tidehverv. Flere gider diskutere på tværs og blive inspireret af andre kirkelige traditioner end ens egen.

Og så nøjes vi ikke med at diskutere teologi. Vi arbejder faktisk sammen. Med fælles gudstjenester og konfirmandprojekter og kirkehøjskoler. I er i fuld gang ude i Tryggevælde, og du, John, har været med i det som mangeårig tillidsmand.

I udviklingen af det kollegiale samarbejde er provsten en meget vigtig medspiller. Netop som tilsynsmand, som den der skaber rammer, som samarbejdet kan udfolde sig i, som den der har øje for hvor samarbejdet er nødvendigt, og som den der er opmærksom på, at der ikke er kolleger, der bliver tromlet af de mest initiativ- og ordrige.

Hørte jeg nogen hviske: rundbordspædagogik? Så vil jeg lige minde om hvordan det ifølge apostlenes gerninger gik for sig i de første kristne menigheder: „Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov” (Acta 2, 45).  Det var lidt om samarbejdet.

Det andet jeg vil nævne om tilsynet handler om det at se og blive set. Måske har det ikke ændret sig så meget, som vi tror. Det har vist altid været vigtigt for et menneske at blive set, at få anerkendelse for sit arbejde, at mærke, at man gør en forskel. Det er på en måde indbygget i den lutherske tanke om at tjene Gud i kald og stand. Men det er blevet mere udtalt i de senere år.

Der er kommet fokus på anerkendelsen. Det at se hinanden og være opmærksom på hinanden. Også i arbejdslivet, også på den folkekirkelige arbejdsplads. Og her spiller provsten som tilsynsmand eller –kvinde en vigtig rolle. Som den der kommer på syn, som den der faktisk ser, hvad der sker, som den der følger med i det lokale kirkelige liv. Med risiko for selv at bliver overrasket og inspireret, med fare for at få udfordret sin teologi, med mulighed for at blive klogere. En tilsynsmand, som ikke alene og ikke først og fremmest fungerer kontrollant, men som engageret sparringspartner.

Ja, undskyld de managementagtige ord.

Vi kunne jo også bare kalde det opmærksomhed. Et begreb som ikke er helt fremmed for den bibelske tradition. Det var vel netop noget af det helt afgørende, der var på færde med Vorherre selv: hans opmærksomhed overfor den enkelte – og helt særligt dem andre så skævt til og anså for mindre pæne.

Tilsyn.
Det er måske ikke så galt endda.

Men som vi som præster er vejledere, som selv er på vej. Så er du som provst også en tilsynsmand, som selv bliver set. Eller som det manende hedder i provsteløftet, at du skal „rådgive og vejlede præster og menighedsråd og i alle ting foregå præsterne i dit provsti med et godt eksempel.”

Godt at vores virksomhed som tilsynsfolk udfolder sig med evangeliet om syndernes forladelse som overskrift!

Og så kan der også være lidt opmuntring at hente i den hellige skrift. For eksempel i første Timotheusbrev, hvor Paulus skriver noget, der passer smukt på provster: „Ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt agtelse, særligt de, der slider med forkyndelse og undervisning. For skriften siger: „Du må ikke binde munden på en okse, der tærsker,” og: „En arbejder er sin løn værd.” Og endnu bedre lidt længere fremme i brevet: ”Drik ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave.” God fornøjelse med tilsynet!

Amen