Tekst Peter Fischer-Møller
Ordination mandag den 15. marts 2010. Gammel Vor Frue Kirke
Ordinand Mette Marbæk Johannesen

Kære Mette
Kære ordinand

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, skriver apostlen Paulus i sit brev til menigheden i Efesos – og jeg læser efter Den Nye Aftale:„I skal være beskedne, venlige og tålmodige. I skal elske hinanden og bære over med hinanden og sørge for at leve fredeligt sammen i det fællesskab I har på grund af Helligånden. I udgør én krop og én ånd, og da I blev udvalgt, fik I ét håb, én herre, én tro, én dåb og én Gud, der er far til alle. Han står over alle, udfolder sig gennem alle og bor i alle.

Vi har hver især fået en særlig opgave som Kristus har givet os i sin kærlighed. Derfor hedder det om ham: Da han tog op i det højeste, førte han mange krigsfanger med i triumf, og han gav os gaver".

Når der står, at Kristus „tog op”, må det vel betyde, at han først er kommet ned på jorden. Den, der kom ned, er den samme som den, der tog op til den øverste himmel for, at alting kunne blive fyldt af ham.
an gav os forskellige opgaver som udsendinge, profeter, prædikanter, lærere og ledere af menigheden. Vi skal gøre alle de kristne i stand til at arbejde for Gud og bygge menigheden op som Kristus’ krop. Det skal vi gøre indtil vi alle sammen er nået frem til en fælles tro og forståelse af hvem Guds søn er. (Ef. 4, 2-13a).

Ja, Mette, du må undskylde, at du fik så langt et ordinationsord med på vejen. Men dels har jeg det lidt svært med kortfattetheden. Dels rummer stykket her så meget godt, at jeg ikke kunne nænne at skære det i stykker.

Først som en slags indgangsbøn formaningen til at leve fredeligt sammen og bære over med hinanden i kærlighed. Specielt det med at bære over med hinanden er vigtigt. Det er det i ægteskaber, hvor vi også får det gode råd med på vejen. Og det er det for præst og menighed. For vi er jo ikke helgener nogle af os, men mennesker. Mennesker på godt og ondt. Mennesker som ofte gerne vil hinanden det godt, men som med og mod vores vilje kommer til at slå skår i hinandens liv og lykke. Det er en af kristendommens allervigtigste gaver til os: at give os mod til at se det i øjnene. Vi ved, at vi selv lever af andre menneskers kærlige overbærenhed. Derfor skal vi også være parat til at tilgive dem, der kom os på tværs.

Og her kommer vi så til det andet, jeg hæftede mig ved og morede mig over i læsningen fra før. Det er Paulus – eller hvem det nu er der har skrevet effeserbrevets – fundanemtallogiske raisonement: At når der i den hellige skrift står, at Kristus ”tog op”, så må han vel først være kommet ned. Det er om jeg så må sige „logik for burhøns”.

Som når Grundtvig netop funderer over den historiske udvikling og argumenterer, at når vi opfatter historien som en udvikling, så forudsætter det logisk en forudgående indvikling. Og denne indvikling, ja, det er netop det syndefald, som gør overbærenhed og tilgivelse til så afgørende gaver i vores forhold til hinanden.

Men egentlig var det noget helt andet jeg gik efter i stykket. Det er de stærke ord om Guds enhed. Om Gud, som er far til alle. Om Gud som står over alle, udfolder sig gennem alle og bor i alle.

Jeg er lige kommet hjem fra en uge på ski i de norske fjelde. Det var herligt. Og meget anbefalelsesværdigt, skal jeg skynde mig at sige. Ja, det er måske ikke det første, man tænker på, når man skal i gang som præst, men det er ikke desto mindre vigtigt både for dig selv og menigheden i Haraldsted og Allindemagle, og hvor du ellers skal virke i provsti og stift: At holde fri ind imellem. At lægge arbejdet til side og suge til sig af, hvad tilværelsen selv har at byde på. Som nu for eksempel sneklædte norske bjerge.

Eller her da vi kom hjem: nyudsprungne erantisser og vintergækker. Det er ubegribelig stort og fantastisk, det liv, vi er en del af, den verden Gud har skabt. Og jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da jeg bladede i aviserne og stødte på den ophedede debat, der tilsyneladende har udspillet sig, mens jeg har været på ferie i anledning af at en af mine bispekolleger havde udtalt, at „han havde mødt mennesker af en anden tro, hvis overbevisning, han ikke kunne udelukke også betød en livssammenhæng med den Gud, vi i den kristne tro bekender.” Det udløste en mindre mediestorm, og krav om, at kirkeministeren skulle kalde biskoppen til kammeratlig samtale og eventuelt rejse læresag.

Og jeg tænker. Helt ærligt. Det er da virkelig ikke kun os som kristne, der forholder os til den Gud, der har skabt de norske fjelde og erantisser og vintergækker i Roskilde. Jovist mener vi som kristne, at Kristus en gang for alle har åbenbaret Guds væsen og vilje for os, og at vi derfor skal holde os til ham.

Men vi er jo netop ikke færdige med at forstå, hvad det var der var på færde med ham, hvad han sagde og gjorde og hvilket lys der fra hans historie falder over vores menneskeliv. Det er noget af det, jeg har lært af Grundtvig, hans understregning af vekselvirkningen mellem kultur og kristendom, påpegningen af, at kulturen er som et vindue, vi betragter inkarnationens mysterium igennem, og at hvis vi ønsker at blive klogere på kristendommen, så skal vi lade os udfordre af andre kulturers anderledes vinkler og tilgange.

Og er det ikke også det, der ligger i afslutningen på læsningen før: tanken om at vi stadig må arbejde på sagen, „indtil vi alle sammen er nået frem til en fælles tro og forståelse af hvem Guds søn er.”  Det er noget af det jeg glæder mig over i de her år, at dialog er blevet et nøglebegreb. Dialog mellem kristne trossamfund, og dialog på tværs af religionerne. Dialog som på en gang signalerer, at vi står ved vores tro, at vi har noget vi gerne vil give videre til andre, men samtidig er vi klar over, at vi ikke er færdige med at forstå det og derfor er vi nysgerrige efter at høre, hvad andre har at sige, og hvordan de kan udfordre og perspektivere vores synspunkter.

Og se, det her blev så en meget lang indledning til det som er kernene i det jeg vil sige til dig, ordet om „én tro og én dåb” som ankergrunden for os som kristne.

Vi talte om det i forbindelse med din bispeeksamen forleden, hvor du indledte din redegørelse for dåb og dåbsoplæring med at citere den kirkeministerielle betænkning 1477, at folkekirkens formål er, „at forkynde Kristus som hele verdens frelser”. Og herfra tog du så fat på at belyse forholdet mellem dåb og tro. Du hæftede dig ved det skift der skete da kristendommen i det 4. århundrede blev statsreligion. „Før skulle man være kristen for at blive døbt, nu er det blevet til at man skal være døbt for at være kristen.”

Du understregede, hvordan dåben hos os er blevet kernesymbolet på den reformatoriske grundforudsætning, „at mennesker ikke ved egen indsats kan gøre sig fortjent til noget over for Gud, men kun kan modtage alt fra Gud i troen på Jesus Kristus.”  Og samtidig gjorde du dig nogle rigtig vigtige overvejelser over hvad det er for tanker dåbsforældre gør sig om dåben, at det måske nok så meget handler om en fejring af et nyt lille liv og en bøn om hjælp til at kunne leve op til ansvaret.

Og at dåbsoplæringen netop handler om at sætte trosbekendelsens formuleringer og vores egne tanker og bekymringer og forventninger i spil med hinanden. At det er her rummeligheden bliver til mere end slatten tolerance, her hvor vi bevæger os ind i et fælles samtalerum i håb om sammen at blive klogere både på livet og på kristendommen.

Det er den opgave du nu skal i gang med i Haraldsted og Allindemagle. At døbe børn og undervise unge og gamle og prædike og fejre nadver for dermed at holde gang i samtalen om hvad det betyder for os i dag, at „Kristus er hele verdens frelser”.

God arbejdslyst.

Amen.