Tekst Peter Fischer-Møller
Ordination mandag den 14. december 2009. Gammel Vor Frue Kirke
Ordinander Lene Funder, Martin Drengsgaard, Bettina Niemann Krarup

Kære Lene, Bettina og Martin
Kære ordinander

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i det andet brev til Korinterne – det er epistlen til i går, 3. Søndag i advent, og jeg læser efter Den Nye Aftale:

„Vi fortæller jo ikke om os selv, men om Jesus Kristus. Han er vores herre, og for hans skyld er vi jeres slaver. Da Gud skabte verden, sagde han at lyset skulle skinne midt i mørket. Nu tænder han lys i vores hjerter så vi kan se stråleglansen fra Kristus’ ansigt og forstå at det kommer fra Gud. Lyset er som en værdifuld skat der opbevares i skrøbelige lerkrukker. Det gør det tydeligt at vores kræfter stammer fra Gud og ikke fra os selv. Vi presses fra alle sider, men bliver ikke knust, vi er i tvivl, men ikke fortvivlede, vi er forfulgte, men ikke forladte, vi er slået til jorden, men ikke slået ihjel. Vores kroppe er altid mærkede af Jesus’ død så hans liv også kan komme til syne i os.”

 

Hvor heldig kan man være! Epistlen til i går sætter fokus på det helt centrale i forhold til det at være kristen og dermed også det at være præst. Det er ikke os selv, men Vorherre det handler om.

 

Det er historien om Guds skabelse af verden, vi skal bære med os og som I skal forkynde. Gud lod sit lys skinne midt i mørket og kaldte verden og livet frem. Han så at det var godt. Og han satte os mennesker til at være hans forvaltere af denne lille grønne og blå planet med al dens mangfoldighed af liv. Det er historien om det lys Gud tændte i vores hjerter, da han blev menneske, da han kom til verden i stalden i Betlehem - den inspiration og provokation, den tugt og trøst, som hans historier og historien om hans liv og død og opstandelse rummer.

 

Den historie er det I som præster får til opgave at formidle til mennesker i jeres sogne, til at dele med dem og med hinanden og derigennem selv blive oplyst og udfordret af den. Og det på trods af, eller måske netop på grund at, at I på linje med apostlen Paulus selv er „skrøbelige lerkrukker”.

 

Vi talte om det forleden ved bispeeksamen i forbindelse med gennemgangen af præsteløftet og overvejelserne omkring hvorvidt der er brug for en nyformulering af det. Der drøftede vi orden at I som præster lover ”at beflitte mig på, som det sig sømmer for et ordets tjener, at foregå menigheden med et godt eksempel”. Inden I skrev under på det, var der brug for en lille afklaring af, hvad der mon mentes med ”et godt eksempel”. Handlede det om hængeøret dydsirethed? Nej, det gør det jo ikke. Som du sagde, Lene, så kan man, når folk opdager, at man er teolog eller præst og derfor undskylder et bandeord eller gemmer øllen væk – så kan man godt få lyst til at sende et par saftige eder af sted og bede om en snebajer.

 

Men på den anden sider er der jo noget der hedder ”rollemodeller”, og vi var enige om, at den slags har vi selv brug for, og at vi også som præster faktisk har en opgave på den led. Ikke som dydsmønstre, men netop som fejlbarlige mennesker, der tør vedgå vores fejl, altså netop som ”skrøbelige lerkrukker”. Det handler om at Gud vil os – på trods. At evangeliet netop består i, at Gud ser os som vi er, at Gud accepterer os og elsker os, ja vil bruge os som budbringere for sit glædelige budskab – som vi er. Ja, ind imellem: på trods af at vi er som vi er!

 

Det er ikke jeres egen sag I som præster er sendt i byen med. Det er stadig lige forunderligt. Som du understregede det Bettina med henvisning til et af dine yndlingssteder i Biblen, Davids salme 139, lovprisningen af hvordan Gud:

 

„Det var dig, der dannede mine nyrer,

Du flettede mig sammen i min mors liv.

Jeg takker dig fordi jeg er underfuldt skabt,

Underfulde er dine gerninger,

Jeg ved det fuldt ud!”

 

Det stadig lige underfulde, at den magt, som er altings ophav og opretholder, den magt vi kalder Gud, himlens og jordens skaber - den for os mennesker helt ubegribelige magt har åbenbaret sig for os i Jesus. Gennem ham lyder budskabet: du er elsket som du er, i al din skrøbelighed. Jeg har brug for netop dig. Jeg kan slet ikke undvære dig som forvalter af den skabte verden. Han gennemlyser os med sit nærvær, sin kærlighed og tilgivelse, og sådan bliver vi sendt af sted for at bære hans lys videre ud i verden, ud for at opdage, at i det lys er vi - på tværs af alle de skel og grænser vi ellers har så travlt med at sætte mellem os - hinandens brødre og søstre.

 

Vi talte ved jeres bispeeksamen forleden også om dåben, om dåben som netop understreger det enkelte menneskes uendelige værdi og betydning og det fællesskab der etableres os imellem, når vi opdager, genkender og behandler hinanden som det vi i dåben får at vide at vi er: hinandens brødre og søstre.

Vi talte om hvor vigtigt det budskab som modspil mod en tidsånd, der signalerer, at vi er vores egen lykkes smed, at vi selv skal fortjene os vej til vores værdi som mennesker, og hvor mange forstener eller forkramper under det tryk. Det er noget af det samme, som du Martin understregede, da du pegede på dit yndlingsskriftsted fra Matthæusevangeliet. Jesu ord: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.” Det at livet går i stykker mellem hænderne på os, hvis vi tror, at vi selv skal vinde det.

 

Netop derfor er det så vigtigt at komme ud med det budskab, ikke at få lukket det inde i en kirkelig osteklokke, at få det sluppet løs i familielivet, på skoler og arbejdspladser i medierne og samfundet. Alt for ofte bliver kristendommen opfattet som noget med forbud og begrænsninger – som netop episoden med bandeordene og øllen jeg begyndte med illustrerer. Det har også været et tema i diskussionerne om kirkernes rolle i forhold til det igangværende klimatopmøde. Handler det nu en gang til om hævede pegefingre og en ekstra omgang dårlig samvittighed? Nej, det handler om lys, om det lys der fra evangeliet kastes over den skabte verden og os som mennesker. Det handler om et livssyn og et menneskesyn.

 

Om at liv er mere end produktion og forbrug, om at mennesker er mere end vi selv kan præstere.

Det handler om et billede af hvordan livet kan være, hvis vi giver kærligheden bedre plads.

Midt i et liv og en verden, hvor mennesker på andre måder en på Paulus tid, men stadig: presses fra mange sider, hvor vi tvivler, hvor nogle forfølges og andre føler sig tynget til jorden af problemer, der skal I som præster bære Guds kærlighedens budskab ud i hverdagen, og derude erfare, hvad ærkebiskop Rowan Williams understregede i sin prædiken i går, at frygt findes ikke i kærligheden, at kærligheden sender frygten på flugt.

 

Midt i et liv og en verden, hvor frygten har fat og mørket har magt sendes I af sted med Guds kærlighed i ryggen som lysets sendebud.

 

God arbejdslyst.

 

Amen