Tekst Peter Fischer-Møller

 

Ordination i Roskilde Domkirke tirsdag den 11. januar 2011

Nikolaj Hansen Søe
Erik Grønvall Kempfner

Kære Nikolaj og Erik,

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i sit brev til menigheden i Efesos – og jeg læser efter Den Nye Aftale:

„Han gav os forskellige opgaver som udsendinge, profeter, prædikanter, lærere og ledere af menigheden. Vi skal gøre alle de kristne i stand til at arbejde for Gud og bygge menigheden op som Kristus’ krop. Det skal vi gøre indtil vi alle sammen er nået frem til en fælles tro og forståelse af hvem Guds søn er. Så bliver vi voksne mennesker, fuldt udviklede som kristne. Vi vil ikke længere være som børn, der alt for let lader sig drive rundt i alle mulige tilfældige retninger af udspekulerede mennesker der bare vil snyde og bedrage os. I stedet skal vi elske hinanden og holde os til sandheden. Så vil vi vokse på alle måder og vokse sammen med Kristus, vores hoved. Han holder sammen på hele kroppen og binder den sammen ved hjælp af hvert enkelt led. Vi hjælper hver især til ud fra den styrke vi nu har fået, så menigheden vokser og bliver stærk og fuld af kærlighed.” (Ef. 4, 11-16).

Vi begynder her - som Nikolaj har valgt det – med det stærke billede Paulus bruger flere steder og med lidt forskellige betoninger af den kristne menighed som en krop med mange forskellige lemmer.

Jeg synes det er et rigtig godt billede at tage frem ved en ordination. For at holde fast i proportioner og retning i det arbejde, I som præster nu skal tage fat på. For på den ene side taler vi i vores evengelisk-lutherske folkekirke så smukt om „det almindelige præstedømme”.

Og det er jo helt rigtigt som Luther selv udtrykker det: „At enhver som er krøbet ud af dåben er både præst og biskop og pave”. Altså: Vi har ikke brug for nogen melleminstans mellem os og Vorherre. Enhver kristen kan folde sine hænder og bede direkte til Gud. Kirken er ikke på den måde en vej til eller nødvendighed i forhold til vores Gudsforhold, i forhold til Guds kærlighed og tilgivelse og vores frelse.

Men på den anden side er vores praksis en anden. Et par af folkekirkeordningens skarpe kritikere, Palle Steffensen og Svend Bjerg udgav for nogle år siden en lille debatbog, som de kaldte Den ualvorlige præstekirke, hvori de påpegede, at vi i hverdagen overlader alt for meget til præsterne.

At præsterne nogle gange kan føle sig som omvandrende kirker eller trosvikarer, som dem der på hele sognets vegne skal være kirke og udtrykke troen på Gud. Og rigtigt er det i hvert fald, at kristendommen her til lands for rigtig mange mennesker er blevet noget så privat og omgivet med så stor blufærdighed, at man helst overlader det at sætte ord og handlinger på det med Gud til præsterne eller andre i kirken ansatte medarbejdere.

Det er her vi har brug for at lade os udfordre af Paulus. Af billedet af menigheden som et legeme, med mange forskellige lemmer, en levende krop, der kan og skal vokse.

Kristendommen lever af at blive delt, og den mistrives og sygner hen, hvis vi gemmer den væk i os selv eller i små frygtsomme kredse, hvor vi lukker os om os selv og hinanden. Vi talte om det i forbindelse med bispeeksamen forleden, om nadveren som fællesskabets sakramente. Om brødet og vinen som vi spiser sammen, om at nadveren gør os sammenspiste, gør os til end el af et fællesskab, som ikke bare omfatter os, der knæler her i den konkrete kirke, men omfatter alle kristne til alle tider.

Vi ligger her ved enden af et bord, hvis anden ende rækker ind i evigheden. Vi talte om, den udfordring det er at undgå, at nadveren, som skulle knytte os sammen og understrege fællesskabet, at den i stedet går hen og bliver det sted i gudstjenesten, hvor vi deles i de kirkevante, som går med og dåbsgæsterne, som bliver siddende. Så er det som om kirkekroppen ikke rigtig hænger sammen.

Billedet af kroppen, der vokser er rigtig godt. Vi har lige fejret jul. Fejret det, som er kristendommens centrum og omdrejningspunkt, det stadig lige ufattelige mysterium, at Gud, himlens og jordens skaber blev menneske her i verden, kom til jorden som et barn i en stald i Betlehem. Det fejrer vi for fuld udblæsning, men hvad sker der så? Ja, så har vi det med at pakke Jesusbarnet ned sammen med nisser og engle og al den anden julepynt senest til Hellig 3 konger.

Vi pakker ham væk inden han når konfirmationsalderen, som vi hørte om det i evangeliet i kirkerne landet over i søndags. Vi har for travlt til at lytte til den voksne Jesus, til hans trøst og tugt, til hans stærke, provokerende og inspirerende fortællinger, til at følge den dramatiske historie om hans liv og død og opstandelse.

Kristentroen er altså ikke kun for børn og tumper og gamle mennesker, som vi erhvervsaktive tænker er på vej til at gå i barndom igen. Kristendommen er til os alle og til at vokse i. Evangeliet følger med os, ikke kun i kirken og konfirmandstuen, men også ud af rummet her ud på skoler og uddannelsessteder og arbejdspladser.

Det stadig lige provokerende, glædelige og forargelige budskab: at vi er Guds børn, at vi ikke kan og ikke skal fortjene os vej til livet og dets inderste mening, men at Gud selv åbner den vej for os ved at sige: jeg kender dig og elsker dig – på trods! Du er mit barn, mit mennekse. Jeg kan slet ikke undvære netop dig!

Vi er børn, Guds børn, Guds mennesker, men vi skal ikke blive ved med at være som børn. Vi skal ikke være barnlige. Vi skal efterhånden som vi vokser lade evangeliet vokse med. Og vi skal lade det udvikle sig og bidrage til udviklingen af vores samliv og samfund ved at dele det med hinanden.

Det er noget af det, jeg aldrig kan blive træt af at understrege, at netop fordi kristendommens kerne ikke er en bog, det er ikke Biblen vi tror på, eller en moral, det er ikke De 10 Bud der gør os til kristne, eller en bestemt troslære, det ved vi at man gennem tiden har udtrykt kristentroen på stadig nye måder, og det er altså heller ikke en institution, det er ikke kirken som er det afgørende.

Nej kristendommens centrum og omdrejningspunkt, kristendommens sandhed er et menneske, Jesus Kristus. Hvem han var, hvad han sagde og gjorde, hvilken betydning hans liv og død og opstandelse har for os, det er vi ikke færdige med at fatte, det udfolder sig med tiden, det bliver vi klogere på, når vi fortæller historien videre og får mulighed for at få den igen i andre menneskers, i andre folkeslags udlægning.

Jeg skal til at slutte talen her, og jeg vil gerne slutte med det Bibelord fra Romerbrevet, som Erik fik til sin konfirmation, og som er et rigtigt godt ønske for jer to ordinander i forhold til den opgave; i nu tager fat på, og igen får I det i oversættelsen fra Den Nye Aftale:

„Gid håbets Gud vil give glæde og fred, når I tror på ham, og ved hjælp af Helligånden fylde jer med håb.” (Rom 15,13). Glæde fred og håb.

Kan man ønske præster noget bedre?
Glædeligt er evangeliet jo i sig selv.
Og glæde skulle der gerne komme ud af at dele det med hinanden.

Fred er en mangelvare i dag. I en tid, hvor der er status i fyldte kalendere og vi jævnligt fortæller hinanden at vi har travlt eller er lige på kanten af at blive stressede.

Fred kan vi få i kirkens rum. Guds fred. Og fred er der midt i alle gøremålene brug for i præstearbejdet. Fred til eftertanke og fordybelse. Fred til bare at være.

Og håb. I en verden, hvor aviserne flyder over medrapporter om naturkatastrofer og konflikter. Der er vi som kristne sendt ud som håbets ambassadører. Ikke som blåøjede optimister. For vi ved om nogen at arvesynden har godt fat i os alle sammen, og at vi tit på medgive, at det gode vil ville fik vi ikke gjort, men det onde, vi ikke ville, det kom vi til at gøre alligevel. Alligevel er vi håbets ambassadører, fordi vi tror at verden ikke kun er overladt til os, men også er i Guds hånd.

Som det kommer så fint til udtryk i den lille anekdote, man fortæller om Luther. Da nogle bekymrede folk en dag spurgte ham, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at verden gik under i morgen. „Så,” svarede Luther,  „ville jeg plante et æbletræ i dag.”

Og det er så jeres opgave som præster: at være med til at plante og vande og gøde troens æbletræer i Karlslunde Strand og Kalvehave og Stensby og omegn.

God arbejdslyst.

Amen.