Tekst Peter Fischer-MøllerTale
Juleaften 2009, Gammel Vor Frue Kirke

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Der er run på stillekupéerne i toget. Stillekupéer er en herlig opfindelse. Her kan man være i fred for højrøstede samtaler om sportsbegivenheder eller familieproblemer, og man slipper for at blive indviet i de tit meget åbenhjertige mobilsamtaler om alt muligt fra verdenssituationen til det mest intime privatliv.

Der er også run på kirken juleaften. Midt i decembers hektiske travlhed tilbydes vi her i kirken en stillezone juleaften.

Der er så meget larm i hverdagen. Radioen går, mobilen ringer, mails klikker ind, Iphonen hakker i øregangen, og arbejde og forretningsliv og masser af julearrangementer kalder på vores opmærksomhed. Og der er meget godt at sige om det meste. Men ind imellem kan man have en følelse af at misse det væsentlige. Både børn og voksne kan længes voldsomt efter fred og ro. Pilgrimsvandringer og retræter efterspørges i stort og stigende omfang. Og børnene søger fred foran fjernsynet, hvor der ikke kræves noget af dem.

Vi længes efter sammenhæng og mening, efter at høre til, efter bare at være til stede. Og dybt nede er det Gud, vi længes efter. Det er min påstand. Vi længes efter at erfare livets hellighed og mærke en samhørighed med den jord vi er formet af og den himmel, der hvælver sig over os. Vi længes efter at have fred med Gud og vores omgivelser.

Men det er et stykke hen ad vejen med vores forhold til Gud som med andre relationer i vores liv. Er vi fortravlede og selvoptagede, så bliver der ingen tid til kærtegn og nærhed. Gud har vanskeligt ved at trænge igennem vores julestress. Nogle gange er han nødt til helt at standse os for nå os, for at komme i kontakt med os, så vi kan komme i kontakt med ham og det inderste i vores liv med hinanden.

Jeg blev selv standset op midt i stiftets almindelige travlhed forleden. Af et lille barn. Et lille julemirakel. Eller rettere et lille sommermirakel. Den lille Ea. Hun skal døbes i Domkirken på søndag. Hendes mor kom ind med hende på mit kontor, for at vi kunne få hilst på hinanden og talt med hinanden om dåbens forløb og om hvad dåben har at betyde. Alt sammen nyttigt og vigtigt. Men det var noget andet, der stjal billedet. Det var den lille Ea selv. En lille pige, der var blevet født 9 uger for tidligt. Kun et kilo vejede hun ved fødslen.

Men de dygtige læger på Roskilde Sygehus havde handlet hurtigt og kompetent, og hun havde klaret skærene. Nu lå hun der i sin lift og så lidt betuttet ud over sådan et fremmed ansigt, en ny stemme og anderledes lyde. Ea er naturligt nok knap så stor som andre unger på 5 måneder, men blikket er fast og opmærksomt. Vi kiggede på hinanden. Hun så mig an. Og så besluttede hun sig for at sende mig et lille skævt smil.

Et lille glimt af evighed. Midt i en lidt hektisk dag på kontoret, hvor vi lige skulle have nået at få sendt et høringssvar til ministeriet. To samtaler med ansøgere til præstestillinger i kalenderen. 35 mails, der skal kigges igennem og besvares. Og så er stiftsårbøgerne ikke kommet endnu - hvor er de henne, og kan de nu nå at komme ud sammen med hilsnerne inden jul? Og vi skulle jo også lige nå at få kigget økonomien igennem en sidste gang inden juleferien.  Alt sammen vigtige ting – synes jeg i hvert fald selv.

Så ringer der en journalist for at høre om, hvordan udvendig vinterbelysning af kirkerne hænger sammen med den kirkelige opmærksomhed omkring den globale opvarmning. Det kræver lidt omhu, for jeg vil jo ikke så gerne komme til at tage mig alt for tosset ud i offentligheden i forhold til en sag, som i forvejen har kørt lidt på høje navler. Ja, nu skal jeg ikke plage jer længere med det her såre banale billede af en almindelig arbejdsdag i Danmark 2009. For mange af jeg kender det så udmærket fra jer selv. Pointen er i al sin enkelthed, at det hele på et øjeblik blev sat i et helt andet perspektiv af et lille barn. Et glimt af evighed i et smil fra Ea, det lille julemirakel. En pludselig opstået stillezone.

Og det er ganske tankevækkende, at vi kan se det her spejlet i juleevangeliet vi hørte før. Se det spejlet i historien om hvordan kejser Augustus gerne ville have styr på skattegrundlaget for sit Romerriget og derfor beordrede en folketælling. Og hvordan det skabte den første alvorlige juletravlhed. Og hvordan folk i Betlehem havde nok at gøre med deres eget, og ikke lige havde lyst til at skulle tage sig en fremmed familie, der som alle andre havde været nødt til at tage af sted, men nu havde akut brug for et sted at være fordi et lille menneskebarn var ved at melde sin ankomst.

Det er ikke et sødt vatindpakket juleeventyr det her. Det er et stykke barsk og fortravlet virkelighed. For det kunne jo sagtens være gået galt. Et barn udenfor ægteskabet var langt fra velset. Flere dages rejse på æselryg er ikke det bedste for en højgravid kvinde. Og en stald er bestemt ikke den ideelle fødestue. Det kunne sagtens være gået galt. Som det kunne være gået galt med den lille Ea. Men det gjorde det ikke.

Et lille levende menneskebarn kom til verden og skabte sin egen stillezone. Et glimt af evighed midt i alle bekymringer og besværligheder. Ja mere end et glimt. For selvom bekymringer og besværligheder fortsatte, mens krybbebarnet voksede, selvom han som voksen med sine ord og gerninger provokerede mennesker så meget, at han endte med at blive dømt og henrettet, så slukkede det ikke det opmærksomhedens og kærlighedens lys, der med ham blev tændt julenat. For det var Gud selv, evighedens ophav, der kom til verden i det barn.

Det er det budskab, der standser os her i kirken til jul.

Det er ikke så mærkeligt, at hyrderne var de første, der hørte englesangen og budskabet om Jesu fødsel. For de sad i mørket ud på marken udenfor Betlehem og passede på byens får og geder. De havde ikke spor travlt. De var parat til at høre nyt fra Gud.

Det er et forunderligt lys, der stadig kastes over os fra barnet i krybben. Går I og jeg hjem her om lidt med en stille glæde i kroppen, så er det fordi vi i mødet med den gamle historie igen har mødt et glimt af evighed. Og at det glimt sætter vores liv i et nyt lys.

I det daglige sætter vi os selv i scene. Larmen derude, alle sms’erne og mailene er som besværgelser. Vi bekræfter os selv og hinanden i, at vi ikke er overflødige, glemte og oversete. Alligevel kan vi ind imellem føle os utrolig alene. Stressede, forvirrede, overmodige eller modløse. Og Gud forsvinder helt ud af vores opmærksomhedsfelt. Han bliver så let væk i en hidsig hverdag og en heftig verden, hvor vi tror, at det hele kommer an på os selv og vores opfindsomhed og foretagsomhed.

I kirkerummet går vi den modsatte vej. Her gearer vi ned.. Her løber vi ikke. Her larmer vi ikke. Her er mobilfri zone. Og der er ikke noget stik til den bærbare! Vi får pulsen ned, sidder bare og er. Ja, nogle af de yngre begynder måske ligefrem at kede sig lidt. Sådan bliver der så stille, at vi kan ane toner af englesang, at vi kan høre, at Gud også vil os noget i aften. Og giver vi ham lov til at komme til, lukker Helligånden vores hjerter op, så går det op for os, at vi ikke alene og hver for sig skal kæmpe os til livets mening og en plads i verden, at vi ikke er alene om det her fantastiske, frydefulde, farlige og foruroligende liv.

Kig jer omkring! Der er andre mennesker på bænkene. Mennesker som jer selv, der længes efter dybde og mening, opmærksomhed og nærhed. Og selvom vi ofte anfægtes ude i hverdagen og kommer i tvivl om det hele, så mindes vi, når vi er samlet her om, at vi er Guds menighed, Guds mennesker. Evangeliet kaster sit lys over os, og vi mærker en sammenhæng og samhørighed, en fred, som vi kan bære med os herfra hjem til julefesten og videre ud i verden.

Så selvfølgelig er der run på kirken juleaften. Det gør usigelig godt med en lille time i Vorherres egen stillezone, hvor vi kan mærke Guds julefred trænge ind i sjæl og krop. Fordi der er et lille barn i en krybbe, der er så fuld af himmelsk lys, at strålerne fra ham kan nå helt ind i vores sind og hjerter og få os til at genkende hinanden som medmennesker.

Glædelig Jul. Amen.