Tekst Peter Fischer-MøllerTale
Hellig Tre Konger, Kirke Hvalsø Kirke

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen har gjort sig nogle tankevækkende overvejelser om julen. Rigtig mange af os vokser op med hvad vi betragter som en gammeldags jul, siger hun. Og vi forestiller os, at andre har nogenlunde samme juletraditioner som vi selv.

Derfor er chokket stort, når man en dag får en kæreste, og man skal holde jul hos svigerforældrene for første gang. For det viser sig, at de ikke har ret meget begreb om, hvordan man fejrer jul. De spiser flæskesteg i stedet for and, de pynter juletræet helt forkert, og de synger mærkelige sange og salmer mens de drikker kaffe og danser dårligt nok om træet. Bedre bliver det ikke året efter, når kæresten skal opleve den rigtige danske jul hjemme hos ens egne forældre. Hun får et helt tilsvarende julechok, og Anne Knudsens tese er, at adskillige kærestepar vælger hurtigst muligt at få et barn, for at slippe for juledilemmaet. For eget barn giver ret til egen jul.

Anne Knudsen er antropolog. Hun ved, at kultur ikke er noget statisk,  men noget der hele tiden forandrer sig. Julen er et godt eksempel. For meget af det, vi opfatter som pæredanske juletraditioner er kommet til os udefra. Julekortet kommer fra England. Juletræet er fra Tyskland. Og julemanden stammer fra Tyrkiet med en tydelig tilsætning af traditioner fra USA. Sådan føjes der hele tiden noget til en kultur, samtidig med at andet glider ud i glemslen.

Og sådan er vi mennesker ikke kun kulturbærere, men kulturskabere. Sådan skaber det unge par, der har fået barn og som holder sin første jul hjemme hos sig selv en ny tradition, et bidrag til dansk julekultur gennem forhandling: Hvis du vil have kræmmerhuse på juletræet, så vil jeg have en flagguirlande. Og jeg skal nok synge med på På loftet sidder nissen, hvis bare vi kan begynde med Et barn er født. Og når deres julebarn engang bliver voksen og tænker tilbage på sin jul som den rigtige gode gammeldags og flytter sammen med en kæreste – ja så vil historien gentage sig.

Julen er et udkrystaliseringspunkt for traditioner og vaner og bliver derfor et billede på kulturudvikling . Men hvorfor er det nu netop juletraditionerne som står så stærkt i bevidstheden. Hvorfor sætter vi så meget ind på at føre de juletraditioner, vi selv er vokset op med videre? Mon ikke det er fordi julen har fat i noget af det dybeste i vores livssyn og selvforståelse. Fordi julen rummer en ledestjerne for vores tilværelse. Så vi hvert år må gøre de vise mænd følgeskab og gøre rejsen tilbage til barndommens Betlehem for at komme på sporet af det som bærer os og vores fælles liv, for at komme på sporet af Gud.

Vi skal tage bestemte ting frem af julekassen, gøre og høre og spise noget bestemt, for derigennem kan julens fortælling om barnet i krybben komme ind på livet af os. Denne ene gang om året mærker vi på krop og sjæl, at vi ikke bare er kulturkristne, men at kristendommen faktisk kan røre vores hjerter og åbne vores sind. Så skot forargelsen over dem, der kun går i kirke juleaften!

For det sker faktisk, at vi i julen slår følge med de vise mænd og finder det barn, der kan kaste lys over vores liv og vores omverden. Det kan faktisk ske, at julebarnet kalder det bedste frem i os. At traditionerne bliver mere end gamle vaner og sure pligter. At julegaverne bliver en øvelse i at give. At julekortene og julebesøgene træner os i at tænke på andre end os selv. At julemåltiderne bliver mere end alt for mange kalorier, at det at sidde sammen omkring bordet åbner for fællesskab, at de bliver en slags forsmag på det himmelske festmåltid med plads også til den vi har mistet og dem vi savner.

Sådan kan der midt i julens mange gøremål opstå stjernestunder, hvor lyset falder på os på en særlig måde, hvor tiden sættes på pause og samfundet går næsten i stå. Hvor vi ikke som til hverdag deler vores opmærksomhed på tusind ting, men mærker et fokus. Hvor den Gud vi har det med at glemme eller skubbe i baggrunden resten af året pludselig trænger sig på og får lov at fylde i vores liv med hinanden. Og hvor barnet i stalden i Betlehem åbner vores øjne for, at Gud for altid har forbundet sig med vores liv og vores vilkår ved selv at blive et menneske her midt i vores tvetydige tornede verden.

Jeg stødte forleden på et godt citat. Den geniale fysiker Albert Einstien skal have sagt: „Den vigtigste beslutning, et menneske tager i sit liv, er beslutningen om at tro på, om vi lever i et venligt eller et fjendtligt univers.”

Det er lige her, Matthæus møder os med sin fortælling i dag. Her præsenteres vi først for en mand, som tydeligvis har besluttet sig for, at han lever i et fjendtligt univers. Det er kong Herodes, om hvem man fortæller, at han var så beruset af sin egen magt og efterhånden så sygeligt bange for at nogen skulle vippe ham af tronen, at han lod en af sine hustruer og tre af sine sønner henrette mistænkt for at iværksætte sammensværgelser imod ham. Som Matthæus tegner Herodes for os er han indbegrebet af hykleri, list og brutal ondskab. Sådan kan det gå, når man drager den konsekvens af mødet med den tvetydige og tornede verden, at man beslutter sig for at leve i et fjendtligt univers. Så kommer man til at opfatte tilværelsen som en lang kamp, hvor det kun er den bedst egnede, der overlever. Så ender man med kun at kunne se de andre som konkurrenter. Ja, selv et nyfødt barn kan opleves som en trussel mod den magt, som alting kommer til at handle om.

Modbilledet til Herodes er de Hellige tre Konger. Ja, Matthæus fortæller os faktisk slet ikke at der var tre, og heller ikke at de skulle være konger. Det hører til afdelingen for tilføjede juletraditioner, der med udgangspunkt i gaverne: guld, røgelse og myrra har sluttet sig til, at når der var tre gaver, var der nok også tre givere, og når gaverne var så flotte, så var de nok også kongelige. Vismændene fra østerland, som Matthæus kalder dem, er mennesker, der har besluttet sig for at leve i et venligt univers.

Eller rettere, som af Gud selv ledes på en vej, der åbner netop det perspektiv for dem. De søger naturligt nok efter den nyfødte konge hos magthaveren i Jerusalem, men de finder ham et helt andet sted, et sted, de ikke selv havde drømt om at lede: blandt fattigfolk i Betlehem. Der i det værgeløse barn møder de lyset, det lys som ledestjernen kun havde været vejviser til, Guds nådes lys, kærlighedens og tilgivelsens livgivende lys midt i denne tvetydige og tornefulde verden.

Og Matthæus fortæller, at de vise mænd vendte hjem til deres land ad en anden vej, end de var kommet. Det gjorde de tydeligvis fordi de var blevet utrygge ved Herodes og hans hensigter, for ikke at udlevere det værgeløse barn til den brutale magt. Men de gjorde det vel også fordi mødet med barnet havde gjort noget ved dem. Fordi mødet havde gjort noget ved deres opfattelse af Gud og verden og dem selv. Fordi de selv havde fået meget mere end de kunne give. Fordi de i barnet havde mødt Gud, havde opdaget at Gud ikke skal søges i det fjerne eller det ophøjede, men selv møder os i det værgeløse menneske, vi står overfor.

Den forandring kan også ske med os. Julen kan få os til at se på verden og andre mennesker og os selv i et nyt lys, så vi måske tør gå i lidt større sko og træde nye stier i tillid til, at vi tværs gennem det tvetydige og tornefulde lever i et venligt univers, en verden som er skabt af Gud og omgivet af hans kærlighed.

Vismændene blev først til tre, derefter blev de til konger, og siden fik de også hver sin alder: en ung, en midaldrende og en gammel og hver sit oprindelsessted: en sort en brun og en hvid. Sådan ville man understrege, at julen ikke kun handler om os, om jer og mig og vores minder og følelser.

Julen er ikke en dansk opfindelse, og den er meget mere end vores danske kultur, mere end dannebrogsflagene på juletræet og flæskestegen på julebordet. Med Hellig 3 Konger løftes julen definitivt op over vores tilbøjelighed til navlepilleri og selvkredsen, og det bliver åbenbart, at historien her udfoldes overalt på jorden, hvor kristne samles til gudstjeneste, hører englenes budskab julenat, følger med vismændene efter stjernen, finder Gud selv i et værgeløst barn og deler juleglæden med hinanden. Hvert år bliver mennesker bevægede og hjerter rørt. Hvert år lykkes det juleevangeliet at bane sig vej gennem alle vores egne planer og projekter, hvert år følger vi stjernen til kirke og er ikke helt de samme, når vi forlader gudstjenesten, som da vi kom. Vi har lagt lidt af panseret, har fået en lidt større tillid til at vi tværs igennem det tvetydige og tornefulde lever i et venligt univers, og at det går an at dele denne venlighed med hinanden.

De sidste par år har vores svigerdatter fejret jul med os i. Hvis hun oplevede et Anne Knudsensk julechok bar hun det smukt.  I år var det så vores søns tur til at fejre jul hos svigerfamilien. Da vi så de unge mennesker juledag havde et eventuelt julechok fortaget sig så meget, at vi ikke kunne registrere det. Men måske har der alligevel været noget, der skulle forhandles på plads. I hvert fald er der nu et barn på vej.

Og måske er vejen nu banet for dem for at holde egen jul. For som Gud selv har vist os det: eget barn giver ret til egen jul!

Amen