Jan Lindhardt: Vores patetiske kultur. En åndshistorie
208 sider. Kr. 249,-
Kristeligt Dagblads Forlag.

Tekst Kristian Østergaard

Et sted i sin seneste bog skriver Roskilde Stifts forhenværende biskop: „Når man inviterer kedelige mennesker til fest, bliver det ofte en kedelig fest.” 

Det har Jan Lindhardt heldigvis ikke gjort i sin nye bog, hvor han vender tilbage til en tematik, som han beskæftigede sig med en i årrække på universet, og det er bestemt hverken kedelige personer kedsommelige perioder, han inddrager, når han skal skildre, hvorledes patosbegrebet har præget hele den vesterlandske civilisation siden kristendommens fremkomst. Før den tid havde man hyldet ligevægt og fornuft, men „Kristi død på korset gav os et andet sprog og andre udtryksmuligheder, end vi havde tidligere.”

Og Jan Lindhardt hæfter sig ved, at da en skuespiller engang skulle indlæse evangelierne, sagde hun undrende under optagelsen, at ham Jesus da vist måtte være en meget vred mand. Sådan kan patos også vise sig.

Jan Lindhardt skriver tillige indsigtsfuldt om Søren Kierkegaards forhold til retorikken. Kierkegaard brød sig ikke om retorik, for mennesket ejer i Kierkegaards optik kun noget på ægte vis, hvis man selv har valgt det. Kierkegaard overvejer derfor om man ikke skal lave en omvendt retorik, som netop ikke vil overtale, men tværtom jage folk en skræk i livet, så de ikke vælger alt for let. Kierkegaard ville vist ikke være tilhænger af spaghettigudstjenester!

Vores patetiske kultur er således fyldt med interessante iagttagelser og overrumplende kommentarer. Det er jo Kumbel, der siger, at „jeg ejer en sund optimisme, som vokser med alderen og kundskaben/ jeg tror på, at dumheden er endnu større end ondskaben.”

Og man kan vist rolige hævde, at denne optimisme deler Lindhardt, og derfor er det så, at han igen og igen inddrager kristendommen for at vise, at hvis danskerne fik mere sans for dens betydning ville ikke blot deres eget liv blive mere indholdsrige, men de ville også få en mere human omgangsform. Lindhardt erkender mod slutningen af bogen, at den mission ikke er helt nem i individualiseringens tidalder: „Det er et vilkår, som selv Vorherre må affinde sig med. Han vil gerne ind i vort hjerte, men her er der efterhånden ikke meget plads til andre.”

Forhåbentlig er der dog plads i budgettet til at anskaffe denne lille fortræffelige bog, der siger noget vigtigt om noget vigtigt.