AAA
 

Et solidt stykke arbejdeEt solidt stykke arbejde

Peter Lodberg: Tro og magt i det hellige land. Palæstinensisk teologi og kirke i et transformationssamfund efter 1967
Aros Forlag 2010 (disputats)
376 sider. Kr. 399,-

 

Tekst Poul Damsgaard

Lektor i missionsteologi og økumenisk teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg undersøger i sin disputats de palæstinensiske kristnes bidrag til den politiske udvikling i Israel og Palæstina. Afhandlingen, som blev forsvaret i efteråret sidste år, og hvorved forfatteren erhvervede sig den teologiske doktorgrad (dr. theol.), peger på vanskelighederne med at formulere en selvstændig teologisk position mellem jødedom og islam midt i en politisk konflikt, der har rødder langt tilbage i historien.

Palæstinensisk teologi

De kristne palæstinensere i Palæstina, det vil sige de arabiske kristne, bliver ofte overset i den teologiske – og politiske debat. Palæstinensisk teologi glimrer ved sit fravær i den økumeniske debat. Den overskygges af dialogen mellem jøder og kristne efter holocaust og etableringen af staten Israel i 1948.

Men på trods af deres ringe antal ønsker de kristne palæstinensere at bidrage til en fredelig samfundsudvikling i deres land ved at fastholde idealet om demokrati med lighed for loven uanset religiøs, etnisk eller politisk overbevisning.

Religion og demokrati

Der findes en palæstinensisk teologi, der er blevet til i krydsfeltet mellem de politiske transformationsprocesser i Israel og Palæstina efter 1967 – og især efter den første intifada i 1987. Peter Lodberg lokaliserer den. Det er en politisk teologi, en slags befrielsesteologi, relateret til temaer, der har med den direkte overlevelse som menneske at gøre, som den retfærdige fred og social tryghed.

Den vigtigste aktuelle udfordring for palæstinensisk teologi er formuleringen af demokratiet som den samfundsform, man tilslutter sig, hvor konflikter løses ved forhandling og overholdelse af indgåede aftaler og afståelse af voldsanvendelse. Fronterne er den form for religiøs politik, man møder i jødisk zionisme, muslimsk islamisme og kristen zionisme, hvor det religiøse tilhørsforhold gøres til det vigtigste kriterium for samfundsindretningen, ofte med totalitære tendenser som følge.

Religion og nationsdannelse

Palæstinensisk teologi skal ses i sammenhæng med den historiske og politiske kontekst: Nationens opbygning, som både Israel og Palæstina har været engageret i efter det osmanniske og det britiske imperiums fald. Palæstinensisk teologi og kirke vil bidrage til etableringen af en palæstinensisk identitet og et palæstinensisk samfund, der bygger på principperne om individuel frihed, en demokratisk styreform, lighed for loven og et velfungerende civilsamfund i både Israel og Palæstina.

Udviklingen af en palæstinensisk national identitet sker parallelt med en stærkere betoning af det jødiske i etableringen af en israelsk identitet. Det udfordrer jødisk, kristen og muslimsk teologi til at gennemtænke forholdet mellem religion og politik og national identitet.

Peter Lodbergs doktorafhandling er et solidt og selvstændigt stykke arbejde, som ligger i umiddelbar forlængelse af hans hidtidige arbejde inden for missionsteologi og økumenisk teologi med at analysere og vurdere sammenhænge mellem kirke og teologi og politiske transformationsprocesser:

  • Prisopgaven fra 1986 handlede om apartheid og de lutherske kirker i Sydafrika samt Det lutherske Verdensforbund. Det lutherske begreb ’status confessionis’ blev bearbejdet og belyst som et teologisk bidrag til at forstå og vurdere de lutherske kirkers indsats for at skabe en demokratisk forandring i Sydafrika.
  • Licentiatafhandlingen fra 1992 ’Kirke med verden’ behandlede Kirkernes Verdensråds konciliære proces for ’retfærdighed, fred og skaberværkets bevarelse’ som udtryk for kirkernes og den økumeniske teologis bidrag til at skabe social og politisk forandring i lande præget af udemokratiske systemer som f.eks. det tidligere DDR.
  • Og doktorafhandlingen skærper opmærksomheden om kirkernes bidrag til demokratiudviklingen ved at analysere og vurdere palæstinensisk teologi og kirke siden 1967.