Hein Heinsen:
GUD Trinitetsmaskinen
352 sider, kr. 200,-. Gyldendal
Bogen kan netop nu købes med mængderabat
(kr. 175,- ved køb af mere end 25 bøger).

Tekst Ulla Thorbjørn Hansen

Denne bog udkom fredagen før Trinitatis søndag, og det må siges at være smart og flot tænkt – en bog, der tør tage livtag med treenighedsdogmet – troen på den treenige Gud, netop som vi i kirken går ind i det vi kalder trinitatistiden. Det eneste, der manglede var blot at omslaget på bogen var grønt (trinitatistidens liturgiske farve) og ikke rødt.

Hvad mener vi, når vi siger, at vi tror på den treenige Gud?
Bogen kommer ikke med noget let eller enkelt svar på det spørgsmål. Tværtimod. Man kan sige, at bogen med sin sammenstilling af tekster og billeder sætter tanker i gang – og gør at man kommer til at stille nye spørgsmål til og om den treenige Gud.

Selv skriver forfatteren på nogle af bogens første sider, at bogens mål er at forestille den treenige Gud for den enkelte. Den er ikke teologi, filosofi eller kunst, men en flosset blanding.

Gud er ikke et objekt mellem andre objekter
Gud er ikke et objekt mellem andre objekter, skriver Hein Heinsen på den ene af de to siders indlæg han selv skriver i bogen under overskriften: Den plastiske Gud – transformator og hængsel.

Jeg kommer til at tænke på den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich, der i sin tid skrev, at hver gang vi forsøger at gøre Gud til et objekt – så vil vi opdage, at det er os selv, der er objektet. Og det er på forunderlig vis, hvad der sker, når man får denne nye bog i hænderne. 

Treenighedsdogmet er et værn mod tre forenklinger
Hein Heinsen ligger ikke fingrene imellem for ham er treenighedsdogmet vigtigt. Det er et værn mod tre forenklinger skriver han. Fundamentalismen på den ene side, moralismen på den anden og sværmeriet på den tredje side.

Fundamentalismen giver for lidt plads til eksperimenter og kærlig fantasi. Moralismen glemmer Guds søn og giver plads til for megen selvspejling, god tone og selvretfærdighed og savner både lidenskab og fantasi.

Sværmeriet savner til gengæld form.  Løssluppen fantasi , sentimentalitet og for lidt krop og fasthed er heller ikke godt.    

Trinitetsmaskinen som en mosaik
Hein Heinsen går  kunstnerisk til værks – ja, jeg vil sige, at bogen ikke bare er en bog – men et kunstværk – en samling af skrifter sat sammen med meget forskellige fotos. Nogle smukke og livsbekræftende – andre direkte underlige eller frastødende.

At bladre igennem den bog – kan sammenlignes lidt med at gå på kunstmuseum. Nogle af kunstværkerne kan man ikke gøre sig færdig med – andre må man ryste på hovedet af – og sige til sig selv: det forstår jeg mig ikke på - skulle det nu være kunst?  Hvorfor er den tekst og det billede af en gul firkant sat sammen?

Jeg vil kalde bogen en slags mosaik – en spændende, fascinerende, inspirerende og til tider også skræmmende og provokerende bog, som man ikke uden videre kan gøre sig færdig med. 

Citater fra Bibelen, Det Nye og Det Gamle Testamente står side om side med Grundtvig, Ingemann, Suzanne Brøgger, Klaus Rifbjerg, den nikænske og den apostolske trosbekendelse samt billeder af for eksempel Leonardo da Vinci, Rembrandt, Marcel Duchamp, Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.

Bogen sammenstiller omring 100 tekster og 100 billedværker fra den vestlige civilisation.
Nogle af billederne er fotos fra den verden, der omgiver os. Således er for eksempel et billede af en testbombning i Nevadas ørken sat sammen med et citat om, „at Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene”, og et Holocaust-billede hvor en mand er ved at blive henrettet på randen af en massegrav står ved siden af følgende ord „Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matthæus 27,46).

Kildeangivelserne til både tekster og billeder finder man bagerst i bogen, hvor man også på „de gule sider” finder trinitetsteologiske overvejelser af Eberhard Jüngel, Carsten Pallesen, Niels Grønkjær, lars Qvortrup og Johanne Stubbe Teglbjærg.  Disse overvejelser giver, hvad man kan kalde, en teologisk horisont for trinitetsmaskinen og giver samtidig en god baggrund for samtale og diskussion om treenighedslæren.

Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at vi tror på den treenige Gud? Og har Hein Heinsen ret, når han skriver at Treenighedsdogmet er et værn mod tre forenklinger?