AAA
 

En svær bog med moderne retskrivningEn svær bog med moderne retskrivning

Søren Kierkegaard: Sygdommen til døden. Udgivet i moderne retskrivning og med forklarende noter ved Peter Thielst.
Det lille forlag.
152 sider. Kr. 190,-.

 

Tekst Kristian Østergaard

Hvad er mennesket? spørger Kierkegaard. Mennesket er ånd. Hvad er ånd? Ånd er selvet! Men selvet er ikke det forholdet, men det særlige forhold, der gør, at forholdet forholder til sig selv. Hvis læserne er stået af nu, forstår jeg dem godt.

Men ikke desto mindre er Sygdommen til døden et genialt skrift. En ko, der tygger drøv, trives fint. Den har fået sin kalv, og den går på græs, og den ender sine dage på et slagteri. Mennesket er derimod nødt til at forholde sig til sig selv, og forholdsmåden er navet eller omdrejningspunktet i Sygdommen til døden.

Vi forholder os altid til et eller andet – herunder os selv. Man kan godt være fortvivlet uden at have sorg. I Sygdommen til døden har Kierkegaard beskrevet fortvivlelsen dybere og mere grundigt end nogen dybdepsykolog. Heri siger han om fortvivlelsen, at den altid kan føres tilbage til det ene og samme: At et menneske vil af med sig selv. Den fortvivlede håber, at døden i alt fald vil gøre det af med fortvivlelsen, men da han ikke dør, bærer han dag ud og dag ind fortvivlelsen i sig som sygdommen til døden.

I Sygdommen til døden stillede Kierkegaard en diagnose: Den tid vil komme, ja, den er ikke fjern, da man vil erfare, at det modsatte af tro ikke er tvivl – men fortvivlelse. Forskellen på tvivl og fortvivlelse er afgrundsdyb. Man kan tvivle om, hvorvidt der er liv på Mars. Men det er jo ikke en tvivl, der slår en omkuld.

Hvis man derimod fortvivler, så er det ens hele eksistens, der står på spil. Livet skifter farve. Fra at være til at have med at gøre, bliver det ulideligt og udsigtsløst.  Med sin bog vil Kierkegaard sige: At tro – det er at føle, at det går an at leve. At fortvivle - det er at opgive ethvert håb, for det er Sygdommen til døden.

Det er en svær bog, men netop derfor er det godt, at den er kommet i en udgave med moderne retskrivning og kompetente kommentarer.