Henning N. Larsen: Stikkeren
Mord uden samvittighed
Nyt nordisk forlag 2010
176 sider. Kr. 199,-.

For nogle år siden sad jeg i min stue og talte sammen med forfatteren Vagn Predbjørn Jensen, og jeg spurgte bl.a. til hans bog En af dagene, som jeg sætter meget højt.

I romanen optræder den dæmoniske stikker Hugo, og nok giver jeg Voltaire ret i, at hemmeligheden ved at være kedelig er at fortælle det hele, men det blev nu ikke kedeligt, da Vagn Predbjørn fortalte mig, at han i Ditlev Tamms doktordisputats havde hentet inspiration til portrættet af en usædvanlig ondskabsfuld skolelærer fra Sønderborg, der havde stukket kollegaer og venner til Gestapo med begrundelsen: „Jeg tror, at spænding og risiko har været et vigtigt moment.”

Der bliver sat navn og adresse på Skolelæreren fra Sønderborg i en ny bog af den selvlærte historiker Henning N. Larsen. Han inddrager dog hverken Predbjørn eller Tamm i sin skildring af Arne Pedersen. Til gengæld får man adskilligt andet at vide, og da jeg selv er opvokset på den egn, hvor Arne Pedersen udførte sine ugerninger har bogen selvfølgelig kaldt på min interesse.

Men i grunden lader det sig også hævde, at den handler om det gode og det onde. Det er jo en ofte fremsat påstand, at ondskab blot udspringer af en medfødt aggression, der lader sig forklare på samme måde som sult og tørst. Ikke tilfældigt hedder antropologen Konrad Lorenz' værk om dette tema: „Det såkaldt onde.”

Et rovdyr handler efter sit instinkt, og det ville være uretfærdigt at kalde en tiger for ond. Er mennesket også et slags højerestående rovdyr, hvor onde handlinger er lige så naturlige som tigerens blodtørst? Tit er det jo sådan, at når man forstår, hvorfor et mennesket handler ondt, så fortoner det onde sig i årssagskæder, så det efterhånden kun bliver tale om noget såkaldt ondt. Ugerningerne er nemlig følgevirkninger, som gerningsmanden ikke selv er herre over.

I moderne historieskrivning sker der da ofte det, at en forbryders handlinger punkt for punkt bliver ført tilbage til årsager, der lå udenfor hans eget ansvarsområde: en ulykkelig barndom eller social og økonomisk uretfærdighed. Falder en mand ned ad en trappe, fordi han snubler på det øverste trin, så kan man jo vanskeligt bebrejde ham, at han også falder ned ad de næste trin på trappen. Faldet tog sin begyndelse med, at manden snublede og det kan selvsagt ikke bremses af mandens ønske om ikke at falde – for det er jo tyngdeloven og ikke ham selv, der er årsagen til faldet.

Det skal holdes Henning Larsen til gode, at hans skildring af Arne Pedersen netop ikke anlægger denne synsvinkel. Som indledning til sin bog har han anbragt et citat af Martin Luther: „Det er hverken rådeligt eller ufarligt at handle imod sin samvittighed.” Og der er virkelig noget befriende ved at et historisk værk ikke forfalder til at forklare det onde med sociologisk og psykologisk pølsesnak.

Vi får god besked om den holdning, der var baggrunden for storstikkeren Arne Pedersens virksomhed i besættelsesårene. Allerede på seminariet gør han sig nemlig bemærket med en blanding af socialisme og ateisme. Dertil kom, at Arne Pedersen tillige var et umådeligt selvoptaget gemyt, der end ikke undslog sig for at stjæle skolebørns sparebøsser. Siden lyver og bedrager han, når han kan komme til det, og under besættelsen får han adskillige gode danskere lokket i sit garn ved at udgive sig som modstandsmand – for siden at angive dem til Gestapo.

Som Henning Larsen konkluderer mod slutningen af sin bog: „Der er ingen fornuft i at bagatellisere gerningsmændenes skyld for at gøre det lettere at udholde deres forbrydelser under besættelsen.”

Jeg vil anbefale bogen som et vidnesbyrd om, at det onde er en realitet i verden. De humanistiske prædikener, om at vi mennesker i grunden alle er gode på bunden, blegner unægteligt, når man har læst Henning Larsen bog om en samvittighedsløs slyngel, der blæste på Vorherre og hans ord.