Søren R. Fauth: Schopenhauers filosofi. En introduktion
Informations Forlag, 2010
408 sider, kr. 299,-.

Tekst Kristian Østergaard

Digteren Ezra Pound sagde engang, at litteratur er nyheder, der forbliver nyheder. Skønt det i år er nøjagtig 150 år siden Arthur Schopenhauer døde, så er Søren Fauths portræt af hverken aflægs eller antikveret, men tværtimod fyldt med nyheder. Det hænger måske også sammen med, at Schopenhauers frakendte tiden realitet. Ikke tilfældigt hed hans hovedværk Verden som vilje og forestilling.

Viljen er hos Schopenhauer netop tidløs og overindividuel: „Menneskene bliver kun tilsyneladende draget forfra, i virkeligheden skubbes de bagfra.” Som bekendt sagde Paulus: „Det gode, som jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, gør jeg.”
I Schopenhauers version ville det lyde således: „Det gode, som jeg ikke gør, vil jeg ikke, det onde, som jeg gør, vil jeg.”

Engang var Schopenhauer kommet i en trætte med en forretningsmand, hvor Schopenhauer stod fast på sine krav, hvilket han forklarede således i et brev til manden: „De siger måske, at hvis alle Deres kreditorer tænkte som jeg, ville også jeg være ilde faren. Men hvis alle tænkte som jeg, blev der i det hele taget tænkt mere, og formodentlig ville der så hverken forekomme fallitter, krige eller spillebord.

Det kan man nu nok diskutere, men det er indiskutabelt, at Schopenhauer var pessimist om en hals, eller som Søren Fauth skriver: „Schopenhauer er ikke i tvivl: Hvis verden var blot en anelse dårligere, ville den slet ikke kunne være. Det ville være bedre om vi slet ikke var til ... Viljen begår i sin selvbekræftelse det ene fejltrin efter det andet. I denne – lutherske – optik er vi alle syndere.”

Ja, jeg skal ikke nægte, at Schopenhauer sine steder lyder som en karikatur af en tidehvervspræst, og en af de sidste bøger, Johannes Sløk skrev, handlede da også netop om Schopenhauer.

Søren Fauth har skrevet en imponerende gennemgang af denne, den måske mest pessimistiske filosofi i hele verdenshistorien, og når man læser nutidens ateister og deres kyniske syn på menneskelivet, så kan man godt øjne en vis kongenialitet mellem dem og Schopenhauer.

En gammel vittighed hævder, at Richard Wagners musik ikke er så dårlig, som den lyder. Til trods for at Søren Fauth har skrevet en storartet og grundig bog om den store tyske filosof, forekommer det mig stadigvæk, at Schopenhauers filosofi er nøjagtig lige så dårlig, som den lyder.