Poul Joachim Stender: Med Gud i sengen. En sightseeing gennem Biblens sexliv
152 sider. kr. 199,-.
Unitas Forlag
Læs mere her

Tekst Michael Pedersen

Som de fleste andre væsentlige livsområder er erotikken og seksuallivet fyldigt beskrevet i Bibelen. I hvert fald så fyldigt, som man nu kan forvente i en bog, der såvel i sin helhed som i sine enkeltdele har andre emner i brændpunktet for opmærksomheden.

Så når Poul Joachim Stender (PJS) i forordet til sin bog skriver, at „Det har været lidt af en hemmelighed i århundreder, at der er sex i de hellige skrifter”, er det simpelt hen forkert, og det bliver ikke sandere af at blive citeret på bogens bagflap. Man skal være en meget lemfældig bibellæser for at kunne tro, at PJS med Med Gud i sengen vil bringe et hidtil upåagtet bibelsk tema frem i dagens lys.

Det ændrer naturligvis ikke ved, at seksualiteten som bibelsk emne kan være særdeles godt stof. Det er umiddelbart vedkommende, og det ville være særdeles velkomment, hvis nogen satte sig for at skrive en gedigen videnskabelig monografi eller en mere folkelig fremstilling af temaet.

 

Om drengevidenskabelighed
PJS har ikke givet os en videnskabelig monografi. Han har end ikke forsynet sin bog med litterære referencer, så læseren selv kunne opsøge sådanne, hvis de findes. Det er der i sig selv ikke noget galt i, især fordi PJS lancerer bogen som en række essays, og til sådanne kan man næppe stille formelle krav til akribien.

Men selv af essays må man, hvis de berører emner af faglig karakter og hævder at fremstille synspunkter, som er nået ved en faglig tilgang til et stof, forlange et minimum af faglig dokumentation og gennemskuelighed i den videnskabelige metode. For så vidt, som det er PJS's anliggende at afdække og behandle bibelske referencer til erotiske emner, må man altså forvente, at der gøres brug af de metodiske værktøjer, som er at finde i den bibelske eksegeses righoldige værktøjskasse.

PJS nøjes imidlertid med at genfortælle – ofte fyldigt og med mange indskudte sidebemærkninger – de bibelske fortællinger, hvori han finder en erotisk understrøm.

Fraværet af eksegetisk forankring giver PJS mulighed for at fabulere frit over sine genfortalte bibelfortællinger, som når det hedder om Jakob, da han væltede stenen fra brønden for at lade Rakels får drikke (1. Mos. 29), at det var „Rakels skød, han væltede stenen fra for at kunne drikke af hendes våde lyst" (p. 51).

Citatet er et for bogen typisk eksempel på, hvordan PJS lader en tilfældig (erotisk) association være bestemmende for en forståelse af en bibelsk fortælling, som i fraværet af eksegetiske overvejelser kommer til at fremstå som indlysende på trods og på tværs af mere nærliggende fortolkninger, som end ikke antydes (her for eksempel, at Jakob med sin handling bryder den lokale sædvane, at alle hyrder skal være forsamlede med deres hjorde, før brønden åbnes (v.3)).

Hvis PJS med sin bog vil præsentere et stykke teologi, er det dårlig teologi. Hvis det skal forestille eksegese, er det dårlig eksegese. Ingen af delene er forhåbentlig inden for horisonten af PJS's ambition med bogens fuldkomne mangel på videnskabelighed og tilfældige indlæsning af erotiske associationer.

Det sidste giver det gamle, grundtvigske skældsord „drengevidenskabelighed” en ny betydning, men drengevidenskabeligheden finder også et mere klassisk udtryk, når PJS hen mod slutningen af et essay om „Jomfru Marias mødom”, som er en tour de force i bibelske jomfruer og mødomme, konkluderende skriver ”Som påvist ...” (p. 42) – på trods af, at der intet som helst er påvist om, hvad Jesu „anderledes undfangelse” skal betyde. Men det har ikke skortet på tvivlsomt underbyggede påstande i stil med den om Jakobs brønd.

Om at sparke åbne døre ind
Det er formentlig ikke PJS' hovedanliggende at levere en nytolkning af udvalgte bibelpassager, men snarere at kaste disse ind i et opgør med det forhold, at „Kristendommen har i århundreder været en religion, der har været ekstremt fjendtlig overfor sex” (p. 13).

Det er da en udmærket kirkehistorisk betragtning, at sådan har det været. Men i det kirkelige miljø, som udgøres af Den danske Folkekirke giver det vel omtrent lige så god mening at udgive en debatbog med et sådant opgør for øje, som hvis emnet var kvindelige præster eller vielse af fraskilte.

I alle tre tilfælde er det selvfølgelig stadig muligt at finde spredte modstandslommer hist og her, og det kan da have nogen interesse at tage en diskussion op i ny og næ, selvom den generelle relevans af en egentlig debat må siges at være passé.

PJS vil med sin bog sparke åbne døre ind og kommer derved til at spjætte i den blå luft med fare for at miste balancen i mangel af det modstød, som den ikke-eksisterende modstander kunne have leveret.

 

Om at råbe prut
Måske er det dette, der er årsag til bogens allerstørste svaghed. Måske er det erkendelsen af, at der hverken er noget kontroversielt i at hævde, at der er sex i Bibelen eller at erotik også i kristelig henseende er legitimt, der får PJS – for dog at vække nogen opsigt – til på den ene side at belaste den bibelske overlevering med frit fabulerende sexfantasier og tvivlsomt underbyggede erotiske referencer og på den anden side at iklæde sin fremstilling en sproglig dragt, som indbefatter et endogt meget bredt udvalg af – skal vi sige – folkelige gloser.

PJS minder egentlig mest om en lille dreng, der er stadset ud med ubehagelig hvid skjorte og slips og sidder og keder sig ved forældrenes fine middagsselskab, indtil det bliver for meget, og han for at tiltrække sig opmærksomhed rejser sig op og råber „PRUT". Man smiler overbærende til drengen og middagsselskabet fortsætter uanfægtet efter sin egen forudbestemte logik. Drengens anliggende – hvis han havde sådan et – gider ingen spørge til.

Her skal læseren spares for eksempler på, hvorledes PJS varierer sin fremstilling med et sprogbrug, som i øvrigt kan fungere ganske udmærket og hensigtsmæssigt i sine egne sammenhænge, men som her – formentlig imod hensigten – knap nok provokerer, men blot tømmer PJS's bog for den sidste reminiscens af velvillig interesse.

Med Gud i sengen er overflødig og uinteressant. Den tilfører ikke noget nyt, den er et indlæg i en debat, der er passé. Dens forfatter har med dens udgivelse trådt sig selv grundigt over tæerne. Han har med sin overflødige og uinteressante bog gjort sig selv overflødig og uinteressant som debattør, ligesom han har gjort det vanskeligt at argumentere for nødvendigheden af og interessen for eventuelle fremtidige udgivelser.