Søren Kierkegaard: Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen – Tre gudelige Taler. M. efterskrift af Niels Jørgen Cappelørn og monotypier af Maja Lisa Engelhardt. Kristeligt Dagblads Forlag 2010. 110 sider. 249 kr.

Tekst Kristian Østergaard

Det er en på alle måder meget smuk bog, som Kristeligt Dagblads Forlag har sendt i handlen. I min egen bogreol har jeg Kierkegaards samlede værker fra 1962 og derfor også adgang til Lilien paa marken og Fuglen under Himlen.

Men jeg må tilstå at skriftbilledet i denne nye udgave af en af Kierkegaards centrale opbyggelige tekster, gør det til en anderledes nydelse at læse udlægningen af blandt andet Mattæusevangeliets kapitel 6 om ubekymrethed. Hvis man ikke har læst Kierkegaard tidligere, så er Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen et storartet sted at begynde.

Også fordi Søren Kierkegaards kristendomsforkyndelse er umådelig aktuel. Her tænker jeg ikke mindst på, at Kristeligt Dagblad fredag den 5 marts 2010 kunne meddele, at en lang række præster plus en domprovst og en biskop var nået frem til den konklusion, at Jesus Kristus forresten kun var en måde at nå frem til Gud på. Eftersom der kun er en Gud, så „er det ligegyldigt, om vi kalder ham Jahve, Allah eller Brahma”, forklarede Københavns domprovst.

Kan hans menighedsråd ikke skænke ham et eksemplar Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen? Kierkegaard skriver om den kristne Gud: „...enten mig...enten holder Du Dig til mig og ubetinget i Alt, eller Du – foragter mig. Anderledes kunde Gud dog vel ikke tale om sige selv; skulde Gud, eller skulde Gud kunne tale om sig selv som var han ikke ubetinget Nr. 1, som var han ikke den Eneste, ubetinget Alt, men blot saadan ogsaa Noget, En der gjorde sig Haab om dog maaske at komme med i Betragtning. Saa maatte jo Gud have tabt sig selv, tabt Forestillingen om sig selv og var ikke Gud.”

Man har tit kritiseret Kierkegaard for at stærkere i det negative end i det positive, men i denne nye udgave finder vi også de pragtfulde passager, hvor Kierkegaard taler om, hvad glæden er, og vi får også eksempler på hans humoristiske sans. Han sammenligner mennesket med liljen og fuglen, fordi de er så ubekymrede, hvorimod „Mennesket, som jo ikke blot har Bekymring for den Dag Imorgen hvad han skal spise, men ogsaa for den Dag Igaar, betræffende hvad han har spiist – og ikke betalt!”