Marcus Aggersbjerg: Rukov. Et portræt
256 sider. Kr. 249,-
Peoples Press 2010.

Tekst Kristian Østergaard

Det er ikke en bog, man læser i en ruf. Nej, den er værd at have placeret på sengebordet, for der er vægtige og væsentlige kapitler om sygdom, angst, kunst, religion og ensomhed, så det lønner sig at læse langsomt og at genlæse Rukov.

Mogens Rukov taler om ensomhedens smerte og lettelse. Han er ikke i tvivl om, at han ofte har valgt at være alene, men der er jo en ganske betydelig forskel på at være alene og at være ensom. Ikke sjældent hører man folk sige, at de elsker at være alene.

Til gengæld hører man aldrig nogen bedyre, at de elsker at være ensomme. Rukov placerer sig et sted imellem, indrømmer han. Og der er mange indrømmelser i denne bog, hvilket er med til at gøre den læseværdig. Den, der virkelig tør være sig selv, har nemlig også noget at sige andre.

Og Rukov tør i sandhed være sig selv! Han er et menneske, som er ved at gammel og som tænker på alderen og de forsvundne år og i den anledning skønner på de små ting i den givne, eviggyldige tilværelse, eller som han selv siger: „Pludselig begynder man at længes efter at få en religiøs mening med tilværelsen. Hvis man havde Gud at takke, ville det hele virke mindre meningsløst.”

Bogen består i virkeligheden af tre dele. Der er Rukovs liv og levned. Der er de film, som han har været med til at lave, og der er endelig hans refleksioner og kommentarer til tidens dårskab. Til den sidste del hører nogle uindpakkede angreb på islam.

Første gang jeg stødte på Mogens Rukov var i en udsendelse om gudstjenester, hvor han skulle bedømme forskellige højmesser, og jeg må tilstå, at jeg fandt ham spændende at lytte til. Det er bogen også et vidnesbyrd om. Mange vil være uenige med hovedpersonen, men Rukov er en interessant bog om la condition humaine, det menneskelige grundvilkår, og om fortællingens og religionens betydning og ikke mindst kærlighedens betydning. I en vis forstand kan man sige, at det gælder om dette portræt, hvad Rukov selv siger om litteraturens betydning:

„Der er noget banalt lindrende i at se, at meningen med tilværelsen er lige så uforståelig for andre, som den er for én selv. De store ting i livet møder vi jo alle. Kærligheden, tabet, længslen, ensomheden og døden. Og det er skønt at falde ned i et univers, hvor universet er beskrevet og er til stede i sin helhed, nærmest som om intet er skåret væk.”