Heinrich Dickerhoff:
Og vævede noget som aldrig ville dø. Keltiske eventyr
Forlaget ALFA
200 sider. Kr. 189,-

Tekst Caroline Thisted

Med spændt forventning fik jeg bogen i hænderne i håb om at nå til kilden af den keltiske spiritualitet, der tiltaler så mange og som i bred forstand har noget at tilføre vores folkekirke.

Jeg har ikke læst bogen til ende – må man sige det som anmelder? Ikke fordi historierne ikke er fine, men fordi man går kold undervejs.

Bogens udspring og dogme er, at den er skrevet som oplæg til tale – altså det man læser, skal fortælles mundtligt videre (her ville en mnemoteknik ikke have været af vejen …). Historier, som skal kunne fortælles uden manuskript, kræver dels at fortællingen er klokkeklar og kendt af fortælleren.

Og dels skal fortællingen være så stærk, at der skal kunne spindes over den, hvis ikke det skal ende i ren recitation. Forfatteren kunne med fordel have trykt et overordentligt kortfattet referat af hver enkelt historie, som fortælleren in spe kunne have øvet sig på, efter endt gennemlæsning af den mere fyldige historie.

De små fonetiske anvisninger på egenavne i keltisk udtale forvirrer – skal man udtale det før eller efter lighedstegnet? En firkantet fonetisk klamamse havde været at foretrække – og i øvrigt er navnene lige uudtalelige både i original som udtaleform. Er navnet „Sidhe” eller „Schieh”, „Seimin Ruad” eller „Schehmihn Ruha”? Det er lige vanskeligt og umuligt at fastholde gennem hele læsningen. Og blandt andet dette trætter, når man ikke uden brud kan løbe fortællingen til ende, men snubler over steder og navne, som er så fremmede et hjernens tunge krøller.

De keltiske eventyr er stærke – de klinger af alder og dybde, og især deres af forfatteren glimrende rubricering, løfter hvert enkelt eventyr ud af sin egenart ind i et fællesskab af fortællinger. Men der kunne være skåret ind til benet i selve teksten, så fortællingernes grundsnit tydeligere kom frem, hvorimod kommentarerne efter hver fortælling er så fine, at dem kunne der have været rigtig mange flere af. Men så ville det være blevet en ganske anden (vedkommende) bog.

Jeg tror nok jeg læser de sidste sider til ende. Men ikke i et hug. Måske et eventyr om dagen. Måske et halvt – med mindre jeg kan få en til at fortælle dem for mig. SÅ skal de nok få liv.