Finn Abrahamowitz: Grundtvig – Danmark til lykke
414 sider. Kr. 299,-. Informations forlag 2010.

Tekst Kristian Østergaard

Forlagene har en tendens til at smøre lidt rigeligt på i deres ledsagebreve. Men for en gang skyld er det ikke overdrevet, når Informations forlag skriver om genudgivelsen af Finn Abrahamowitz' biografi Grundtvig – Danmark til lykke: „Det er Grundtvig man skal gå til, hvis man vil forstå, hvad det vil sige at være dansk – og Abrahamowitz man skal gå til, hvis man vil forstå Grundtvig.”

Der er vitterlig tale om en fortræffelig skildring af Grundtvigs liv og anliggende, og jeg læste den med stor fornøjelse, da den udkom første gang for en halv snes år siden. Ind til da var det jo Ebbe Reichs biograf, jeg havde tyet til, når jeg ville vide mere om Grundtvig. Den har jeg smidt ud nu, for Abrahamowitz' biografi er betydeligt bedre.

I Højskolesangbogens nr. 92 står der følgende ord af digteren:

Hvad solskin er for det sorte muld
er sand oplysning for muldets frænde
langt mere værd end det røde guld
det er at kende sin Gud og sig selv at kende.

Når Grundtvig fortsat er aktuel, så er det fordi han foregriber vor tid med sine ord om det røde guld. Selvfølgelig skal man i en økonomisk vanskelig tid være varsom med at hævde, at det røde guld – den materielle velstand - ikke betyder noget.

Især hvis man ikke selv mangler noget. Grundtvig mente imidlertid, at der er noget som er væsentligere og vigtigere end økonomisk sikring - nemlig den sande livsoplysning. Hvad er livsoplysning? Gennem internettet og på tv bliver vi bombarderet med oplysninger om statsbanernes historie, sund kost, og plantelivet på Galapagosøerne. Alt sammen fortræffeligt!

Men det er ikke livsoplysning. For livsoplysning er det som oplyser, hvad der skal til for at leve – og i det stykke er det „langt mere værd end det røde guld sin Gud og sig selv at kende.”

At lære Gud at kende er at lære kærligheden at kende, for Gud er altid kærligheden i Grundtvigs forståelse. Men hvad vil det sige at lære sig selv at kende? Man kender måske historien om den unge mand, der drog på højskole „for at finde sig selv.”

Da han kom hjem blev han spurgt, hvordan det så var gået, og han svarede: ”Det var en skuffelse!” Men Grundtvig taler netop heller ikke om at finde sig selv, men om at lære sig selv at kende over for et du. Og her har han virkelig bud til vor tid, hvor talrige mennesker har problemer med at finde ud af, hvem de selv er. Så læser de bøger om det eller går på kurser for at besvare spørgsmålet: Hvem er jeg?

Grundtvigs pointe er, at der heldigvis er et øjeblik, hvor jeg ikke er tvivl om, hvem jeg, for når jeg kommer hjem, og der er en elsket stemme, der spørger: „Er det dig?” Så begynder jeg jo ikke at sige: ” Jeg er nødt til lige at konsultere min lærebog, før jeg kan svare på dette vanskelige spørgsmål.” Nej, så siger man: „Ja!” For der var en, som ventede på netop mig, og det vil altså sige, at hvor jeg er defineret i et andet menneskes opfattelse af mig, er jeg fri af hele tiden at skulle definere mig selv. Da er jeg til som et selv overfor et du.

Det er ikke så sært, at Grundtvig for alvor blev menighedens og fællesskabets digter.