Niels Grønkjær: Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme.
Forlaget Anis, kr. 289.

Tekst Johs. L. Bundgaard

Så tak, en ny gud? Findes der ikke nok guder, og er der ikke nok afguder i forhold til ”den” kristne Gud? Og så skrevet af en præst og dr. theol.! Prætentiøst, i det mindste.

Man læser og læser. Metafysik er voldelig, slet og ret. Man finder ordet fornuft i tusindtal, så at sige, men ordet vilje to gange, modsat Ny Testamente. Finder man ordet person, når nu bogen centrerer sig så meget om treenigheden? Nej. Læser man f. eks. Confessio Augustana, ser man i forklaringen til artikel 1, „Om Gud”, i et tilbagegreb til kirkefædrene, at Gud i sin treenighed er tre personer, af samme væsen og magt og lige evige, og de betegner ikke en del eller en egenskab i noget andet, men det, der består ved sig selv.

Men den nye Gud består ikke i sig selv, uden mennesket. Kom ikke og syng: Gud er Gud, om alle mand var døde!

Trefoldigheden er nærmest afløst af en firfoldighed, mennesket indgår deri. Intet uden for verden og mennesket deri!

Al tale om identitet får nogle drøje hug. At Gud til Moses sagde: Jeg er den, jeg er, er en kilde til hovedrysten.

Ja, Gud er kilden, hævder bogen, og det lyder jo godt, at han er den levende kilde. Udtryk, også kendte fra salmeord.

Men ingen søger til kilderne, påstås det, og man svømmer med strømmen og ikke op imod den! Panta rei, alt flyder.
Der harceleres voldsomt over ordet identitet. Gud og menneske forandres, intet står rigtigt fast, og man spekulerer på, om man overhovedet kan genkende en person, det være sig Gud eller menneske.

Når man tilmed som stakkels præst ved begravelser kan have stået og prædiket om, at hos Gud er og huskes menneskets identitet: Det hvorpå et menneske kender sig selv! Ordet hellig er brugt en gang i citationstegn. Derfor vel forkastes ordet gudfrygtighed, skønt det dog kendes fra NT om de troende, slet og ret.

Alt helligt er ude af livet, og Grønkjær er da også temmelig dus med Gud. Som skaber er han på linje med Georg Gearløs og andre store opfindere!

Der optræder et utal af hedenske og kristne filosoffer plus dem, der ikke rigtigt kan bestemme sig, og især Hegels filosofi er tydelig i treenighedslæren.

Men når så Grønkjær inddrager Grundtvig på sit hold, kan man dog undres: For N. F. S. er trosbekendelsen troens ord, men også troens sikre grund, opdaget i en tid, hvor skriftteologien totalt dominerede, men hvor bibelkritikken opstår. Menighed og bekendelse før skriftens ord (i hvert fald NTs). Og det er jo rigtigt nok.

Men for Grundtvig et fundament. Hvad til sidst „sandheden” angår, står man lidt på usikker grund også. Den må i hvert fald ikke være det faste og visse, som for hebræerne (jvf. amen). Det kan være, den er det uforglemmelige som hos grækerne. Det var værd at håbe.

Der er kønne passager i bogen om troen, håbet og kærligheden – og om dåben. Men ikke meget om troen som tillid. Fides quae, men ikke fides qua, sagt fagteologisk.

Læs blot løs. Jeg gad dog vide, om ateisterne forstår bogens opgør med „teismen”.
Har jeg selv forstået bogen? For en del tror jeg dog nok.