AAA
 

Salmer over tørre og udpinte markerSalmer over tørre og udpinte marker

Ulrik Høy: Far, verden, far vel. (I) Sten Kaalø: Når mit øje, træt af møje (II) Bo Hakon Jørgensen: Kom regn af det høye (III).
Kristeligt Dagblads forlag 2010. Pr. bind kr 99,-. Hvert bind er på 36 sider.

 

Tekst Kristian Østergaard

Den vigtigste danske bog er salmebogen. Den følger os i bogstaveligste forstand fra vugge til grav, og talrige mennesker har som jeg fået en salmebog i konfirmationsgave. Men samtidig er det klart, at salmebogen hele tiden er i fare for at blive museal i ordets værste forstand – en bog man har stående på bogreolen af pietet, men som man aldrig kunne drømme om at bladre, endsige læse i.

Hvem var det, der engang definerede klassikere, som dem alle kender, men som ingen læser? Hvis pessimismen i det stykke er ved at overmande én, så er der godt nyt, for Kristeligt Dagblads forlag har i samarbejde med Taarnborg og på initiativ af Hans Edvard Nørregaard-Nielsen søsat en ny serie med hymnologiske studier. Serien kommer til at omfatte i alt 15 små bind, og allerede nu er de første tre bind i handlen.

Hvad er konceptet? Konceptet er, at man beder nogle af landets bedste skribenter om at gennemgå en salme efter eget valg, og da det er Ulrik Høy, der åbner ballet, kan det jo ikke gå helt galt. Som læsere af Weekendavisen ved, så skriver han jo et umådeligt smukt dansk, og da han tillige og især har et skarpt blik for hykleri og selvbedrag, så er det oplagt, at han kommenterer nr. 615 i salmebogen Far verden, far vel!

Det er jo en salme, der handler om forfængelighed, og det lykkedes fint for Ulrik Høy at læse salmen i et nutidigt perspektiv, selv om han ikke er ukritisk overfor de mere bedagede sider af Thomas Kingos forkyndelse. Undervejs bliver det også til overvejelser om kristendommens betydning i dag. Præcist og prægnant sammenfatter Ulrik Høy den jammerlige udvikling i dansk teologi således:

„Fra troens vished til troen, fra troen til troen på troen, fra troen på troen til fravær af tro og herfra til kapitulationen: Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende gud.”  

Salmedigter og præst Sten Kaalø beskæftiger sig med Brorsons salme Når mit øje, træt af møje (nr. 558). Der er tale om en meget tæt læsning af salmen, hvor Kaalø påpeger et problem, som gør, at ældre salmer kan være svære at formidle – nemlig den omstændighed, at de ikke sjældent excellerer i synd. Sten Kaalø bemærker diplomatisk:

„Det er ikke et frisk fra fad-ord, som gør samme indtryk på os, som det må have gjort for 250 år siden.”

Det tredje bind handler om nr. 313 i salmebogen: Kom regn af det høye. Det er litteraturprofessor Bo Hakon Jørgensen, der kommenterer Brorsons salme med bistand fra Per Højholt, Jakob Knudsen og Karen Blixen. I lighed med de øvrige bind er også dette skrift rigt illustreret og flot indbundet.

Jovist, denne nye salmeserie er som livgivende regn over tørre og udpinte marker.