Simon Grotian
Frontalgalakser. 65 salmer.
Forlaget Alfa, 2009.
Kr. 199,-.

Tekst Christina Inés Wandel

Så er han her allerede igen, den evigt produktive Simon Grotian, der vel nok uden tvivl er vor tids største (salme)digter. I 2009 har han skrevet hele tre salmesamlinger, seks i alt er det blevet til siden 2006.

Lige så produktiv han er, lige så svimlende ordrig er han. Jeg indrømmer gerne, at selv for en inkarneret fan som mig, kan det blive for meget af alt det gode, men vejen ind i Grotians univers går ikke så meget gennem en forståelse, som gennem en fornemmelse og følelse af mening i alt det meningsløse. At læse Grotian er som at hengive sig til en lyd eller en fornemmelse, som en pludselig og overvældende forståelse at universet, der slipper ud mellem fingrene på en i samme øjeblik, man havde den.

Tonen er blevet lidt mørkere, men der er stadig denne fuldstændige spænding, både sprogligt at betydningsmæssigt, mellem dagligdag og metafysik, som om himlen kommer ned på jorden, eller jorden op i himlen, men også mellem det gode og det onde, nat og dag, sort og hvidt.
Grotians univers er mættet med store ord, det er vel i virkeligheden den største bedrift, denne insisteren på at alt kan sættes på ord. Alt kan siges, vi kan tale om Gud, vi kan tale om engle, vi kan tale om tro og om håb, og om det værste og det bedste, også midt i en dagligdag hvor koen gumler hø og ambulancen kører.

Grotian er ikke umiddelbart tilgængelig, men spørgsmålet er, om salmer skal være det. Skal de ikke i virkeligheden afdække det mystiske univers, som øjet ikke kan se, men kun hjertet, det univers, som vi ikke kan forstå med vores fornuftige hjerne, men kun med vores oprigtigt troende sjæl. Hvis en salme skal handle om at transcendere universet og fornemme Gud, ja, så kan Grotian det hele.

Han skriver som musik. Netop derfor er hans salmer ægte salmer.