AAA
 

Brandtbanden overgiver sig aldrigBrandtbanden overgiver sig aldrig


tv•2
Showtime
Universal


Tekst Asbjørn Hansen

tv•2 fejrer 30 år i show-business med jubilæumsudgivelsen Showtime. Titlen refererer ikke nødvendigvis til jubilæet, men er snarere en overskrift over tidens optagethed af selviscenesættelse, Talent og X-factor. Angsten for at blive sendt hjem og det forblommede håb om, at lykken er at realisere sin drøm på den store scene, hvor himlen altid er blå.

Steffen B. svigter ikke sin evne til at gribe og fange det vanskelige liv, før det er for sent, og han bliver ved med at opfordre til at græde, kæmpe og leve, mens man gør det. Man kan have lyst til at sige fuck den kærlighed. Det hjælper bare ikke at stikke af fra det brændstof, livet er gjort af.

Bevidstheden om, at døden er en skygge, der følger os livet igennem er til stede i næsten hver eneste sang. Flere tekster tager direkte livtag med den afsked, der bærer os til den anden side. Brandt mestrer jo om nogen antydningens kunst, men netop her er han ret ligefrem:

Og nu goodbye og go tur hjem/ til der hvor natten ender/ De siger der er et lys på den anden side/ som intet menneske kende
r.

Den bippende lyd af en hjertescanner blander sig med de typiske tv•2-rytmer.

Men faktisk er der masser af stædigt håb i Brandts sange denne gang. Tilmed en fin Salme for de tunge, hvor det skinner igennem, at han har nået en alder, hvor det er næste generation, der skal følges på vej. Men alle os andre får også visdomsord i smukkeste indpakning. Den poetisk flotte afslutningssang "Vandfald" står som en rørende smuk gave til alle, der kæmper og græder sig gennem livet. Den er fuldt på højde med fortids store hymner som Fald min engel og Under stjernerne.

Alt i alt en flot jubilæums-CD, der følger sikkert i sporet fra 30 års trofast rusken op i danskerne. Et uforfalsket spejlbillede af tiden på godt og ondt.