Søren Huss
Troen og ingen
Universal Music

Tekst Asbjørn Hansen

Tæppet blev trukket væk under Saybia-forsangeren, Søren Huss, da hans kæreste og to-årige datter for to år siden blev kørt ned af en lastbil. Datteren overlevede, men kæresten døde. Troen og ingen er Søren Huss’ sorg i ord og toner og en noget anden boldgade end Saybia, om end de er en repræsentant for den såkaldte klynkerock.

Søren Huss klynker ikke. Men der er noget, der presser sig på, og hvad stiller man op med de mange tanker, der følger et dødsfald? Troen og ingen fremstår som en konceptplade, hvor vi indvies i Huss’ personlige kaos og mørke, der kun langsomt - og ikke uden voldsomme følelser af vrede, hævnlyst og svigt – vokser til afklarethed og håb. Det er ikke et religiøst håb, men undervejs må Huss overgive sig til den åndelige verden:

„En dag så går jeg ud med glæde / mod den uendelige ro / op over livets vande / ad den allersidste bro / i ånden... til dig.”

Og visse steder er der smukke tekstmæssige passager som:
„Det er muligt at det sker / at en kvinde en dag finder vej / til et sted dybt i mit indre / nær den kilde der udsprang af dig / Men jeg kan mærke tiden gå / selvom den synes at være gået i stå / jeg kan se alting gro omkring mig / må se det gro uden dig.”

Man kan med rette spørge, hvorfor vi skal være vidner til dette åbne sorgarbejde. Denne CD lever af sin setting i en helt konkret ulykke, og det er ikke hitmateriale til top-ti-listen. Men på mange måder er det godt at vide, at den findes. At der er gjort erfaringer med livets tungeste oplevelser, og de er tilgængelige, hvis noget lignende skulle ramme mig.

For Søren Huss har det helt sikkert været nødvendigt at skrive denne musik, så de ord, der må have faret rundt i hans hoved, kunne falde til hvile i melodilagte sætninger. Og jeg kan godt dele hans sorg et stykke ad vejen. Spørgsmålet er, om så sårbare tekster ikke går hen og bliver patetiske, når tiden har lagt afstand til begivenheden? Alligevel vil jeg sige, at Søren Huss har valgt rigtigt ved at beskrive den virkelighed, han har oplevet.

Alt materialet er skrevet af Huss selv, og musikken er båret akustisk af især klaver og guitar. Huss benytter flere steder sin stemme rigtig fornuftigt –blandt andet til at synge unisont med sig selv i forskellige tonelejer, så man fornemmer det lys og mørke, teksterne indeholder.

Tekstarket er også fint udformet i orange og sort. Tekstsiderne går fra næsten sort til hvid, så første sangtekst næsten ikke kan læses på en mørk baggrund og sidste sang står klart på en helt hvid side.
En enkel og stærk ide.